REPORTAGE: AALBORG METAL FESTIVAL 2011 Danmarks nordligste metalfestival kunne i år fejre 10-års jubilæum, hvilket i sig selv aftvinger en god portion respekt, men det gjorde programmet så sandelig også, for det var stykket sammen af en håndfuld yderst stærke, udenlandske headliners, ført an af Arch Enemy, samt en ordentlig røvfuld af landets fineste udøvere af metalliske toner - både etablerede såvel som opkomlinge. Det lå med andre ord i kortene, at Studenterhuset atter skulle huse en metalfest af episke dimensioner, og de festglade nordjyder skuffede bestemt heller ikke. Af Nick Vinther Demant Det er middag, der er pisse-koldt og forude venter en times tortur fra bødlen DSB, destination Aalborg. Jeg bliver mødt i toget af min kompagnon, og får hugget et par dåser indenbords. Vi mødes kortvarigt med de venner vi skal overnatte ved, og får lavet en sweet deal omkring at de vil stå op dagen efter og lave engelsk morgenmad til os, mens vi sover rusen ud. Hæver penge, pisser en tår og vupti. Blood Label har netop entreret scenen, da vi melder vores ankomst til Studenterhuset. Trods den tidlige start allerede kl. 15, er salen allerede godt stoppet med mennesker og høj stemning. Vi får bevæbnet os med fadøl og ser ungersvendene levere en absolut godkendt indsats med gode ryk til nakkemusklerne - så var fredagens program ligesom sparket i gang. Kort tid efter går Corpus Mortale på og leverer et godt set af gamle såvel som nye skæringer der vil være at finde på deres næste skive. At dømme ud fra koncerten var dette et absolut must buy. Skuffede over den på dette tidspunkt altoverskyggende aflysning fra Decapitated dagen forinden, går de lokale himmelstormere fra Essence på – til vores held. Fuldstændigt uimponerede fræser de hensynsløst over publikum og spiller røven ud buksen; overskuddet og spilleglæden lyser ud af instrumenterne. Super fedt at se et band med så kort varsel gå op og give den hele armen, og nu var salen med. Næste band hedder As We Fight som netop nu er på sidste turne inden de stopper ved udgangen af året, men det er ikke den bedste koncert de får på benene i Aalborg. Ærgerligt for de er ellers et meget kompetent liveband. Dernæst er det The Psyke Project, der som altid er garanter for et sindssygt liveshow. Bassist Jeppe Skouv må være indbegrebet af hvad det vil sige at spille live, for han tæsker rundt på scenen i et vanvittigt tempo, og smadrer sig selv og sin bas på alt hvad de kan komme i nærheden af. Jeg savnede personligt lidt ældre numre, men koncerten kunne man ikke rynke på næsen over. Vi sniger os væk fra gulvet og begynder rejsen mod Burger King, en rejse der involverer lige dele løgringe, Whoppers og dårlige din-mor comebacks, et yderst udsøgt tiltag ovenpå en begyndende kæmpe koger. Tilbage til Studenterhuset hvor caféen bliver tjekket ud, får snakket med dem man lige kender og nogle frivillige. I øvrigt første gang nogensinde jeg har mødt frivillige på festivaler der var tilfreds med deres tjanser og synes de blev behandlet godt, bravo AMF. Jeg ender egentlig med at blive hængende i baren, da Valkyrja aldrig får vores pis i kog, vi møder nye bekendtskaber og får fortalt røverhistorier alt imens der bliver drukket heftigt til, for nu er det fandme tid til mægtige Vader! Hele salen er proppet, folk (læs VI) er pisse stive og forsanger Peter Wiwczarek har travlt med at slagte publikum levende. Desværre er der ikke så meget fra ”Impressions In Blood”-albummet på programmet denne aften, men med super potent bagkatalog, og en kraftfuld optræden, er det heldigvis hurtigt glemt, mens vi med blødende ører får bevæget os i baren, og afslutter aftenen med at drikke intelligensen tilbage til fosterstadie. Jeg har det skidt, jeg har det rigtig skidt. De andre tager på havnen for at gøgle med kanoner eller jægere eller hvad det lige var, mens jeg bruger tre ekstra timer på at sove og spoone med to askegrå kattekillinger. Bliver vækket da de kommer tilbage af en både kvalmende og opmuntrende lugt af bacon og æg. Får klemt noget mam i skroget og bruger herefter den næste time på at skide, skide og skide. Jeg har det stadig skidt. Vi ankommer tidsnok til at få genstartet motoren med en meget langsom fad, da veloplagte Spectral Mortuary med deres selvironiske optræden overvinder deres sprængte guitarstrenge og spiller som Morten Jørgensen kaldte det: ”En kop meget tynd the”. Hyggelig smadder, hyggelig optræden og en god lille opvågning til alt hvad der var i vente. For nu var det Jacob Bredahl show. The Kandidate indtog scenen og med et døde alle tømmermænd. Hvis der skulle findes en grand old man i dansk metal må det være Bredahl. Den ”gamle” er et decideret studie i hvordan man indlever sig i musikken og kommer ud over scenekanten, en sand inspiration for alle der måtte spille musik. Som et par andre tilskuere sagde: ”man vil jo gå ind og se Bredahl lige gyldigt hvad fanden det er for noget musik han spiller!” Mere enig kunne jeg ikke være og med det fundament og tag The Kandidate har fået på hardcore-delen live, kunne det ikke beskrives mere korrekt. Stakkels Mnemic der skulle på bagefter… Vi ser ti minutter, bandet virker ikke vildt oplagt og alt virker uinteressant lige efter Kandidaten er gået af scenen – the bar is the solution. Der bliver påfyldt mere benzin på druktanken og Entombed giver den op. Og når vi siger giver den op, mener vi det. Petrov losser publikum rundt i et tour-de-force af headbang og fad der flyver rundt i luften. Da der bliver lukket med ”Left Hand Path” er ikke et øje tørt men alle kønsorganer drivvåde, det er bare en sand fornøjelse at se det band live! Så blev det endelig, endelig, endelig tid til Suffocation, og hvilken aften det skulle blive i selskab med Frank, Terrence og alle de andre! For Suffocation er i spillehumør, river os rundt i gammelt og nyt, mens Mullen med skævt smil og glimt i øjet tilsviner verden og alt det der er galt med den. På plade er Suffocation creme de la creme, ligeså er deres liveshow denne aften. Jeg vil i hvert fald til hver en tid bade i indvolde så længe amerikanerne giver den op som de gjorde, festivalens ifølge mig absolut bedste optræden! Så var det tid til at blive smidt ud af vores svenske naboer Arch Enemy. Dette kommer måske til at lyde bittert, jovist. Det er da helt i orden at ville have en times lydprøve, men decideret at lade folk stå og fryse udenfor i den pågældende time og så samtidig have spillet i ti minutter inden alle får røven med indenfor er kraftedeme latterligt. Jeg har aldrig haft noget forhold til bandet, det har jeg nu. Og det er negativt. Om end får krukken Gossow og Co. leveret, ifølge størstedelen af publikum, ”årets koncert!”. Jeg selv er måske blot lidt bitter over ikke at fået lov til at deltage i den. Arch Enemy får lukket af og med ét er AMF 2011 pludselig overstået. Trods et par enkelte missere fra arrangørerne, bl.a. det meget frustrerende og enerverende stroboskoplys på scenen, der vel sandt at sige hører andre genrer til, og den lidt underlige måde at afvikle lydprøver på, står minder tilbage om en gennemført super fed festival! For der var virkelig meget der fungerede. Meget hjælpsomme og rare frivillige. Super location og lækre lokaler, hyggelig cafe med gode muligheder for såvel fad, merch og noget metal i pauserne, et godt lineup og en masse positive overraskelser. Aalborg Metal Festival var en god mulighed for at forbinde musik og mennesker igennem caféen og forhåbentlig kan man nu holde kontakten med alle de nye mennesker, der var mulighed for at møde. Tak til AMF 2011, vi ses helt sikkert også i 2012!!! Foto: Nuno Alexandre ANNONCE