01. The Root of all Evil (Intro)
02. Beast of Man
03. The Immortal
04. Diva Satanica
05. Demonic Science
06. Bury Me An Angel
07. Dead Inside
08. Dark Insanity
09. Pilgrim
10. Demoniality
11. Transmigration Macabre
12. Silverwing
13. Bridge of Destiny
|
|
ARCH ENEMY
The Root of all Evil
(Century Media/EMI)
Af Maria Prohazka Olsen |
|
  |
Blodrødt. Og et grinende dødningehoved, set fra siden - i et røngten-shot. Jeg taler naturligvis om Arch Enemys nyeste album, ”The Root of all Evil”, som faktisk består af gammelt, men nu genindspillet, materiale.
Bandet siger selv, at der har været så skiftende besætninger igennem deres historie, så det nu er blevet tid til at genindspille det fedeste materiale. Så vil det nemlig kunne bruges som features på opsamlinger og live-albums. Og det giver jo egentlig meget god mening.
Og den står stadig - mere end nogensinde - på tunge riff, masser af 16-dele på stortrommerne, dyb, pulserende bas, melodiske, to-stemmige Bach-inspirerede soloer fra Amott-brødrene og tung growl fra Angela Gossow. Og rent musikalsk kan jeg virkelig, VIRKELIG godt lide Arch Enemy.
Christopher og Michael Amott er fantastiske guitarister, som i den grad leverer varen med smukke 1600-tals-inspirerede to-stemmige soloer. Samtidig bliver de vidunderlige, harmoniske forløb brudt af de meget tunge riffs og en mega-ond vokal fra Frøken Gossow. Udfordringen bliver dog ved det tonale materiale, som skaber hele grunden for Arch Enemys specielle lyd. Ser man på den rytmiske del, er der dog ikke så meget at komme efter. De fleste numre er baseret på hurtig (og oftest trioliserede eller tredelte) tyskertrommer blandet med funky islæt. Og for mig kommer det til at blive lidt ensformigt.
Min anden anke er, at Arch Enemy efter egne udsagn skulle gå ind under dødsgenren. Men det er på den ikke alt for onde måde. For i mine ører har Arch Enemy altid haft mere rødder i heavy'en eller prog, end i dødsmetallen. Og det kommer tit til at virke som et ikke så troværdigt tekstmæssigt indslag med al det blod, indre dæmoner og ødelæggelse. Så ja, ser man bort fra teksterne er Arch Enemy virkelig fede og tunge at lytte til.
Desuden er der efterhånden gået sport i at starte skiver med et lydcollage-agtigt introtrack. Jeg tror, at tanken er, at dette introtrack ligesom skal sætte stemningen (i dette tilfælde MEGET, MEGET OND OG DYSTER), så lytteren bliver ført ind bandets lydunivers. Men mest af alt bliver de der intronumre bare enormt kedelige - og virkelig trælse, når man lytter til skiven for anden gang - eller smider den ind på sin iPod, og så bruger plads på crap-tracks, som man ikke gider høre igen.
Skiven er indspillet i forskellige studier i Sverige, og produceret af bandet selv, mens Daniel Erlandsson og Rickard Bengtsson har stået for engeneering. Og generelt lyder det virkelig godt. Der er en god balance imellem de forskellige instrumenter. Trommelyden bliver til tider en anelse mekanisk, men til gengæld er der for en gangs skyld ikke overdøvende bækner. Så thumbs up for det. Guitarlyden er også lige i skabet, meget sprød og veldefineret. Det røde dødninge-artwork er i øvrigt skabt af brasilianske Gustavo Sazes.
Jeg er sikker på, at denne skive vil tage kegler hos både fans og ikke fans. Og det er da absolut også et godt gimmick - stadigvæk - at have en lille blondine med store bryster, som growler som den vildeste demon. Der går dog lidt for meget: ”Uh, nu skal det lyde ondt” i den for mit vedkommende.
|
|
