THE PSYKE PROJECT
De fik ikke den torden, som de havde ønsket sig. Det havde ellers klædt den lidt malplacerede omgang dagslysmetal med lidt bulder og brag. Lyden var generelt ikke god. Trommelyden var uacceptabel. Den overstyrede, og highhat var overhovedet ikke at høre. The Psyke Project er populære, og det er der helt sikkert også en grund til, men det var ærlig talt lidt skuffende. Et veloplagt band trækker dog opad - Nielskov kører den coole stil, og Bono med sin venstrevendte højrehånds-guitar ligeså. Men godt at Hatebreed først gik på et kvarter efter, for ellers var The Psyke Project nok blevet blæst af scenen.
- Marie Buus
HATEBREED
Hatebreed blev mit første musikalske indslag på Copenhells jomfrurejse, og amerikanerne leverede varen helt som jeg er kommet til at forvente. Frontbrøler Jamey Jasta havde fra første strofe publikum i sin hule hånd, og evigt sikre træffere som “Live For This” og “Destroy Everything” var som raketbrændstof til pitten. Helt i tråd med gængs kutyme var settet spædet op med sange fra det seneste, selvbetitlede album, og det var her det haltede lidt for rødderne i min bog. Det nye materiale har ikke rigtig fået sig sat - mest af alt fordi det ganske enkelt ikke er på højde med deres tidligere bedrifter - så når det blev liret af, dalede min begejstring en smule.
- Martin Lyager Nielsen
3 INCHES OF BLOOD
Rollespilsnørderne fra 3 Inches Of Blood indtog Hades-scenen som det andensidste band fredag aften, og det blev en lidt lunken affære i den stille støvregn. Vokalerne var sådan set rene nok, men mikrofonerne var ikke altid helt godt afstemt. Guitarerne var derimod fint afpasset og velspillede, specielt de karakteristisk skæve dual-guitar-sekvenser, som kvartetten (med deres faste femtemand på bas ved liveshows) ynder at benytte sig af. Publikum var desværre ikke særligt godt med, og det virkede til at smitte af på de canadiske musikere. En uheldig påvirkning, som også sænkede helhedsindtrykket en anelse. Når det er sagt var guitarsekvenserne som tidligere nævnt koncertens gennemgående højdepunkt. Specielt under ”Goat Rider's Horde” og ”Night Marauders” klingede strengene godt sammen, og de to guitarister demonstrerede, at de i den grad kan finde ud af at spille sammen. Samlet trak disse sekvenser op, men ikke afgørende.
- Jens Asbjørn Bøgen
MEGADETH
Størstedelen af festivalgæsterne har samlet sig foran Helviti-scenen, og den ene langhårede skikkelse efter den anden træder ind på scenen badet i røg. Uden så mange dikkedarer skrues lyden i vejret, og Rust In Peace-koncerten (20-års jubilæum for udgivelsen af ”Rust In Peace”) er en realitet. Musikerne nyder tydeligvis at spille sammen, i hvert fald går der et par numre før Mustaine endelig siger godaften og proklamerer, at hele ”Rust In Peace” kommer til at indgå i settet, så det var bare med at nyde det. Problemet med jubilæumskoncerter er, at man skal være mere end almindeligt begejstret for det givne album, eller i hvert fald kende indholdet rimeligt. Da Megadeth ikke nødvendigvis er alle festivalens gæsters yndlingsband, var det ikke så heldigt, at det netop var en koncert, der mere er tilegnet den dedikerede inderkreds. Derfor var publikum heller ikke så meget med, som man kunne have håbet, og de lange instrumentale forløb, der præger ”Rust In Peace” havde til tider en dæmpende effekt på festlighederne. Når dette er sagt, skal det nævnes, at samspillet fungerede upåklageligt og Mustaine beviste, at han stadig har masser af stemme. Lyden havde til tider sine udfald, bl.a. pga. en kraftig sidevind, der skabte en ubalance i stereoeffekten for dem, der som undertegnede, havde placeret sig et stykke væk. De fire musikere sluttede dog af med materiale fra andre perioder af deres karriere, og det gav hele oplevelsen et løft, men ikke betydeligt.
- Jens Asbjørn Bøgen
NAPALM DEATH
Der var heldigvis ikke nogen, der døde, da Napalm Death indtog lille scene på Copenhell. (Forrige gang bandet gæstede Danmark, var dagen for Jacksons død). Forventningen til settet var stor. Man kan jo ikke andet end at smile, når man ser Napalm Death spille. De er originale. De er ægte. Og hvilken entusiasme! Sidstnævnte var også at mærke på publikum, der gav den god gas. Dejligt tungt var det, men også ét stort rod (de har vel ikke rødder i hardcore punk for ingenting). Det er vildt at tænke på, at Napalm Death har eksisteret i næsten tre årtier - specielt fordi Greenway ser så ung ud. Men han har selvfølgelig også kun været med siden '87.
- Marie Buus
DEFTONES
Spændt blev der i løbet af fredagen skrålet med på ”My Own Summer” i Biergartens telt. Og endelig, småfrysende og våde, blev vi taget tilbage til 90'erne, minder fra Roskilde og nu-metallens hersken. Og uh, det var skønt. En velfortjent headliner. Morenos vokal er skøn. Men der var for meget fra ”Diamond Eyes” til min smag, og ikke alle numre kom til deres ret. Mange timers smådryp gjorde desværre, at éns tanker til tider svømmede væk. Smart var det dog at lægge de gamle hits til sidst - og med flere repræsentanter fra både ”White Pony” og ”Around the Fur”, og afsluttet med ”7 words” fra debuten - ender indtrykket som et skønt minde fra årets Copenhell.
- Marie Buus
MNEMIC
Det nok største, danske bidrag til det 16 band store program på årets festival, havde til dels vejret med sig, da de 16.30 åbnede Helvíti-scenen lørdag. Solen kiggede frem momentvis og temperaturen var ikke så lav, som de skulle vise sig at blive, men vinden drillede desværre stereoeffekten fra forstærkerne, så den ene side af og til faldt ud, hvilket kunne være et mindre irritationsmoment, hvis man som undertegnede, havde placeret sig et stykke fra scenen. Altødelæggende var det dog ingenlunde. En betragtelig mængde metalheads havde samlet sig foran scenen, og bandet gik i gang med imponerende kraft. Frontmandens vokaler sad lige i skabet, og musikerne spillede præcist og bestemt. Publikum var da heller ikke sene til at sætte den første cirkelpit i gang, og stemningen løftede sig med det samme til det næste niveau. Der var bare et eller andet udefinerbart, der manglede, for at placere koncerten i den ultimative top af skalaen. Det er ikke helt til at sige, om det var lidt for lange pauser imellem numrene, om det var bandmedlemmernes malplacerede forsøg på at pumpe folkemængden endnu mere op, eller om det var den let mudrende fornemmelse af lyden, der opstod ved de kraftige vindstød, men et eller andet manglede. Derfor bliver det heller ikke til mere end en over-gennemsnittet-karakter.
- Jens Asbjørn Bøgen
DEAD BY APRIL
Svenske Dead By April var et af de bands, der med deres melodiske metalcore virkede en anelse malplaceret i forhold til resten af programmet - i hvert fald i mit hoved. På den anden side er det jo altid rart med lidt adspredelse. I den (for midten af juni) bidende kulde og regn gav de fem musikere en meget gennemsnitlig koncert, der aldrig rykkede sig fra midten af skalaen. Bandet spillede som de skulle uden at imponere, sangerne leverede godkendte vokaler, der ikke strakte sig udover det sædvanlige, sceneshowet var forventeligt og publikum virkede til at være påvirket af snart halvandet døgns metalkoncerter med rigelige mængder alkohol, regn og lave temperaturer. Ikke engang en wall of death kunne få publikum i gang for alvor. En lille gruppe helt oppe ved scenen virkede dog til at opleve en koncert, de længe havde ventet på, så at stå og betragte dem var næsten en større oplevelse end koncerten selv.
- Jens Asbjørn Bøgen
THE DAMNED THINGS
Medlemmer fra Everytime I Die, Fallout Boy og Anthrax har slået sig sammen om at lave et fælles sideprojekt i form af supergruppen The Damned Things. Sammensætningen gav på Copenhell deres kun syvende koncert som en gruppe, så det var spændende at se hvordan, det ville spænde af. Det skal lige siges, at selvom mange nok vil løfte et skeptisk øjenbryn over at se Fallout Boy i forbindelse med et metalband, så der er lidt af hvert at hente. De fem musikere leverer nemlig en blanding af alt fra klassisk rock 'n' roll til southern rock og videre over i hårdkogt rock 'n' metal,. Og det endte med at blive weekendens mest positive overraskelse. Sammensætningen af de tre forskellige bands' genrebidrag fungerede perfekt, og selvom det som sagt kun var bandets syvende koncert sammen, virkede de som om, de havde spillet sammen i mindst et årti. Sceneshowet var måske ikke den store oplevelse, da musikerne virkede mere koncentrerede om at levere en velspillet koncert end et bemærkelsesværdigt show. Det gjorde nu ikke det store, da musikken i sig selv opfordrede til dans/mosh/cirkilpits, så publikum kunne selv stå for at bidrage med lidt ekstra krydderi. Om man kan lide musikgenren er en helt anden sag, men da jeg er stor tilhænger af den lidt hårdere, melodiske rock 'n' roll, ramte bandet her lige i plet. Faktisk er en blanding af de tre band, medlemmerne kommer fra, en meget rammende beskrivelse af musikken, hvis man også smider lidt Clutch og Blink 182 i gryden. Alt i alt den mest positive overraskelse i løbet af disse to dage, og jeg ser allerede frem til udgivelsen af bandets debutalbum.
