HELHORSE
Den rigtige helhest har efter sigende kun tre ben. Men Helhorse, tidligere Dødning, er bestemt ikke en forkrøblet størrelse. Tværtimod. De leverede et brag af en koncert, hvor lyden desværre var virkelig dårlig; så dårlig at det tenderede til en lydmæssig Olfert. Heldigvis for Helhorse blev den ringe lyd dog opvejet af udsøgt presence og performance. Hvilken rendyrket entusiasme Helhorse ligger for dagen. På intet tidspunkt slap hverken Søren Nybo Hansen, bas, eller Jesper Bergstedt, tønder, på smilebåndene. Der var simpelthen smil til op over begge ører. Også hos publikum. Mikkel Wad Larsen har en vokal, der på en gang er maskulin og samtidig fløjlsblød, og kombinationen med Aske Kristiansens primale brøl er lige i øjet. Hele herligheden sluttede med ”Tonight We Ride”, fantastisk skæring, hvorefter Mikkel stolt annoncerede, at Helhorse skal agere opvarmer for Danzig i Amager Bio start juli. Stort.
- Marie Buus
OPETH
Det er bare ikke det samme at se Opeth i dagslys, og det led deres optræden desværre også under denne lyse sommeraften. Frontmand Mikael Åkerfeldt er kendt for sin sludren og sladren med sine tilhængere – og denne aften fungerede det ikke som vanligt, nemlig medvirkende til at man suges ind i Opeths særegne univers og kunst. Under ”Face of Melinda” forsvandt forbindelsen totalt mellem publikum og band, og folk stod i stedet og snakkede højlydt. Ham foran mig blev ved med at prædike om bøssemetal. Og han har jo ret. Altså ikke i, at Opeth er homoseksuelle, men at deres musik til tider er noget pladder, særligt hvis man ikke er inde i den følelse, som de normalt formår at skabe. Men tracks som ”Lotus Eater” og ”Master’s Apprentices”, bliver bare aldrig dårlige. Og derfor var det alt i alt en oplevelse over middel, men hvor blev ekstranummeret lige af?
- Marie Buus
BAPTIZED IN BLOOD
Justin Timberlake gav os sexet tilbage. Baptized In Blood gav os den mere beskidte variant, da de gav deres første koncert på dansk grund. Baptized In Blood er et band, der i den grad er på vej op, og med folk som Dave Mustaine (Megadeth) og Mike D'Antonio (Killswitch Engage) i ryggen, skal de også nok komme det. For mig var denne optræden et af højdepunkterne på årets Copenhell. De sparkede en våd omgang københavner-røv, så en kæmpe regnbue til sidst måtte vise sig i Hades horisont. Vokalist Johl Fendley er et energibundt og en meget stærk vokalist, der skiftevis skamroste københavnernes evne til at give den gas, for derefter at opfordre dem til at bevæge sig noget mere?! Et andet plus ved bandet er det voldsomt inspirerende guitarspil. Det var nogle syge soli, både Josh Torrance og Nick Bertelsen fik fyret af. Hvad kan man sige? ”They’re bringin’ dirty back” - i den grad.
- Marie Buus
KORN
“Det er trommeslageren fra Gojira!” råber en gut, da Korn indtager den store scene med ”Blind”, som efterhånden er blevet standard, når en Korn-koncert åbnes. Duplantier og Ray Luzier ligner faktisk også lidt hinanden, men det var nu Luzier, som har spillet i Korn siden 2009. Jeg har set Korn adskillelige gange siden 90’erne, men aldrig har jeg oplevet så mange hits presset ind i samme koncert. Crowden skrålede med. Hvis der havde været et tag, havde det helt sikkert løftet sig. Energien boblede fra start og eksploderede mod enden. Lyden var ikke helt god i begyndelsen, men den kom efter det, og opnåede den bedste lyd på hele Copenhell og hele 10 gange bedre, end da Korn sidst gæstede Vega. Jonathan Davies er stadig den største krukke, og han er en superfed performer; modsat Fieldy (mega-fede grønne strenge, dog) og Munky, der mere tøffer lidt rundt. Det er et sjovt behov, de har, for at kaste alskens dimser ud til sidst. Men de skal sgu’ have topkarakter, for man kunne ikke have ønsket sig mere af en Korn-koncert.
- Marie Buus
DEICIDE
Amerikanske Deicide står højt på listen over bands, man som fuldblods-metalhead skal have set live. Men undertegnedes jomfrurejse var skuffende. Deres præstation var ikke ret mange dukater værd. Lyden var frygtelig. Trommerne var helt ude i hampen, og containeren til højre for scenen afgav nøjagtig samme lyd som bandet gennem numre som ”Dead By Dawn” og “Once Upon The Cross”. Men måske var det ikke kun lyden. Deicide - og i særdeleshed frontmand Glen Benton med sit omvendte kors i panden - virkede uoplagte eller nærmere tilbageholdende, hvilket kan skyldes den farce af en koncert, de gav, da de sidst gæstede Danmark. Bandet livede dog en smule op mod enden, der indeholdt de to verdensomtalte skæringer; "Sacrificial Suicide" og “Kill The Christian”. Førstnævnte på grund af Bentons mangeårige intention om at begå selvmord, inden han blev 33 for at agere Jesus Kristus modpart. Benton fylder snart 44, og nu mener han heldigvis, at det kun er kujoner, der begår selvmord, så lidt voksen er han da blevet.
- Marie Buus
JUDAS PRIEST
Episk var det, da Copenhells masser var vidne til, hvad Judas Priest selv kaldte deres danske afskedskoncert. Rob Halford havde fundet hele 80’er garderoben frem, og scenen var ligeledes fint pyntet med gummikæder og baggrundslagener. De er efterhånden nogle aldrende herrer, og man bekymrer sig, når de står der og vipper på scenen. Rob Halford i sin tunge læderjakke lignede til at starte med én, der trængte til et gangstativ. Glenn Tipton i sine røde læderbukser lignede generelt én, der kunne knække når som helst. Ian Hill holdt sig en smule i baggrunden, mens Richie Faulkner, der erstattede KK Downing i foråret, passede fint ind. Han gjorde det faktisk ret godt. På den ene side var de britiske stål-præster en oplevelse fra en svunden tid, som man næppe i dag ville hype sådan omkring, på den anden side var der ild, sceneshow og nostalgi for alle pengene. Derfor skal de have et 4-tal.
- Marie Buus
PROTEST THE HERO
Oprindeligt hed de ”Happy Go Lucky”. Og det passede faktisk ret godt til dem, om end man kan følge, at navnet ikke afspejlede den seriøsitet, der ligger i den relativt komplicerede stil, herunder taktvalg. Tracks som ”Sequoia Throne” er en klasse for sig. Protest The Hero er canadiske og et moderne metalband, men de ligner i virkeligheden en flok popknægte, som alligevel fyrer den af for vildt. Det er dejligt forfriskende. Frontmand Rody Walker er fantastisk med sine småhumoristiske og i virkeligheden ret spydige kommentarer. Hans energi og vokal er enorm, og han lyder bestemt ikke som Cher, hvilket han selv pointerede. Igen var lyden mega-dårlig, men forbedrede sig heldigvis løbende. Den var dog helt gal med mikrofonerne, og dermed kom de mange vokaldetaljer fra de øvrige medlemmer ikke til sin ret. Han buldrer fedt, Moe Carlson, men han ser nu lidt fortabt ud bag sit über-skrabede trommesæt.
- Marie Buus
MAYHEM
De norske black metal legender, Mayhem, var et af de få bands, jeg stadig manglede at krydse af på tjeklisten, så deres optræden lørdag eftermiddag, havde jeg set frem til – også selvom deres seneste koncerter på dansk jord ikke ligefrem har fået de pæneste ord med på vejen. Jeg er dog ikke sikker på de fik den store oprejsning, for det var et noget tamt foretagende, der betrådte scenen. Forsanger Atilla fremstod som en rumskæv Dracula komplet med kappe og omvendt kors-mikrofon. Hvad der velsagtens skulle være ondt og dragende, var egentlig bare pinligt komisk. De fjelddvælende sorthjerter har komplet mistet biddet.
- Martin Lyager Nielsen
KVELERTAK
Der var nogle helt andre og langt mere vitale bolle på suppen, da festivalens andet norske indslag, Kvelertak, lukkede op for godteposen. Sangene fra bandets selvbetitlede debut, som i min bog var sidste års bedste album, blev slynget udover scenekanten med stor energi og spilleglæde, og selvom vejrguderne lidt over midtvejs i koncerten, åbnede godt op for sluserne, så skulle der mere end lidt vand til at sætte en stopper for den fest, de fem nordmænd fik skabt foran festivalens andenstørste scene. Uden tvivl den bedste koncert på Copenhell for mit vedkommende.
- Martin Lyager Nielsen
ALL THAT REMAINS
Amerikanske All That Remains skulle se om de kunne følge op på den energiudladning Kvelertak just havde præsteret, og det klarede de faktisk ganske pænt. Frontmand Phil Labonte var i sit es, og han dirigerede konstant det talstærke publikum med lige dele energi og humor. Kvintetten kom udmærket rundt om deres forskellige udgivelser, selvom jeg dog sagtens kunne have brugt yderligere et par numre fra den mesterlige ”This Darkened Heart”. De nyeste numre fra sidste års ”For We Are Many” synes jeg ikke helt holder standarten fra deres tidligere bedrifter, men her blev de leveret med masser af aggression, hvilket faktisk gjorde dem en hel del mere lytteværdige. Højdepunktet var ikke overraskende monsterhymnen ”This Calling”, der som forventet for alvor fik sat gang i fællessangen.
- Martin Lyager Nielsen
BULLET FOR MY VALENTINE
Frontgut Matthew Tuck kunne ikke have iført sig en strammere buks, da det var walisernes tur til at sparke liv i de bagstive Copenhell-rester. BFMV lagde hårdt ud med den prisvindende skæring ”Your Betrayal” for en relativt lille skare, men crowden voksede støt, efterhånden som folk fik flyttet sig fra forrige koncert. BFMV får en del røg for ikke at være metallede nok. Og det er da heller ikke lige noget, man får props i metal-skolegården for at høre. Men denne aften må Tuck have følt sig ramt. Han fik i hvert fald påpeget, at han ikke mente, at kategoriseringen var vigtig. Men metal eller ej. De formår at få mosh-pitten til at gløde i både cirkler og vægge af død. Mikrofonerne røg gentagne gange, og generelt var det svært at høre guitarlyden. Det var en noget kedelig koncert, selv om vi fik hits som ”Scream Aim Fire”, “Tears Don’t Fall” og “Waking The Demon”, inden de lukkede og slukkede med “Alone” fra “Fever”.
