: : Danish Metal : : INTERVIEW - CROCELL
Nyheder Anmeldelser Koncerter Downloads Kalender Artikler Konkurrencer Forum Links Information Redaktion Annoncering
Butik
INTERVIEW: CROCELL
Crocell hører til blandt de allermest lovende, nye bands på den hjemlige metalscene, hvilket der blev sat en fed streg under ved Danish Metal Awards 2008, hvor århusianerne fik overrakt Talentprisen. Bassist Onkel Kusse giver her en update fra Crocell-lejren.
  Af Martin Lyager Nielsen

Efter årets udgave af Danish Metal Awards kunne I gå (eller blive båret) derfra med Talentprisen. Hvordan var det at modtage den, og hvad betyder sådan en anerkendelse egentlig for jer?
- Det var helt perfekt at få talent-prisen lige op til udgivelsen af vores album. Vi er jo nogle gevaldige medie-ludere, så jo flere der hører om vores album jo bedre, og Danish Metal Awards er et fint vindue for eksponering.

Engelske Casket Music står for udgivelsen af ”The God We Drowned”. Man kunne sagtens forstille sig, at der må have været andre om buddet, så hvorfor netop dem?
- Ærligt talt var der ikke imponerende mange om budet, og nogle af de andre tilbud vi fik virkede som en gang afføring. Casket Music virkede som det mest fornuftige valg, da vi ikke binder os mht. rettigheder m.m. i større grad. Til gengæld får vi heller ikke den store økonomiske hjælp fra dem, så vi håber at kunne bruge aftalen som et springbræt til verdens fedeste pladekontrakt til den næste plade.

”The God We Drowned” er indspillet hos Christian Bonde, som efterhånden har haft besøg af en god del danske metalbands med positive resultater til følge. Hvordan oplevede I at arbejde sammen med ham?
- Næst efter mig selv, er Christian Bonde nok verdens bedste menneske. Det var en sand fornøjelse at arbejde sammen med ham, og jeg synes han har gjort et fantastisk stykke arbejde med indspilningen af pladen. Christian er ganske professionel, har gode faciliteter, er billig, og er oven i købet tålmodig nok til at kunne holde en flok dødsstoddere som os ud, selvom vi godt kan finde på at drikke lidt snaps. Alt i alt var Mr. Bonde det helt rigtige valg for os, og jeg kan varmt anbefale ham til andre metal-bands. Miksningen af pladen blev i øvrigt varetaget af Formanden i Antfarm-studiet her i Århus, og hans arbejde med pladen kan jeg også kun sige godt om!

I mine ører dækker ”The God We Drowned” over noget af det bedste og mest fængende death/thrash, dette land har fostret længe. Hvordan er I kommet frem til at lyde, som I gør?
- Det er vores to guitarister Smükke Ken og Prinsessen, der skriver stort set alle riffs, og de har meget forskellige inspirationskilder. Prinsessen har en lidt mere groovy og rock-agtig fornemmelse i sine riffs, hvor Smükke Ken skriver mere typisk metal og gerne lidt hurtigere riffs. Trommeslageren (Mor) er usædvanligt dygtig teknisk, og har et godt øre for sammenhæng i sangene, og hjælper en del med selve strukturen i sangene. Denne proces og de forskellige tilgange til tingene er en stor force i bandets sangskrivning og gør, at der er stor afveksling i vores numre. Det kan også tydeligt høres på albummet. F.eks. er der et stykke vej fra et nummer som ”Behind The Veil” til ”Winter Is Coming”, men dog ikke længere end at der er en sammenhæng.
Jeg kan huske, at jeg modtog jeres promo for albummet i forbindelse med i show i Haderslev først på året. Er der gjort noget ved den i forbindelse med den officielle udgivelse, eller var indspilningen god nok til at blive udgivet, som den var?
- Vi blev meget hurtige enige i bandet, om at vi ville indspille en hel plade, og investere den tid, energi og de penge i den, som måtte være nødvendig for at lave et fee produkt. Vi har alle spillet i diverse bands med en eller flere demoer eller albums i bagagen, og vi ville tage tingene et skridt videre med det samme, og så måtte det bære eller briste. Derfor fik vi lavet promoen så færdig som mulig (manglede kun cover o.l.) inden den skulle sendes ud. Promoen er derfor musikalsk og produktionsmæssigt helt identisk med den færdige plade.

Coveret til ”The God We Drowned” er lavet af kunstneren Anders Davidsen. Hvordan kom det samarbejde i stand?
- Hvis jeg ikke husker helt galt, er det Mors kæreste, der har gået på efterskole med ham, og efter at have set nogle af hans værker, blev vi enige om at bede ham prøve at lave et motiv ud fra titlen på pladen. Manden er jo intet mindre end et geni, og jeg kan love dig, at vi blev begejstrede, da vi så det endelige resultat. Faktisk er coveret et større maleri, og det er så fee at Mor har købt det og hængt det over sin seng (jeg lover at det ikke hænger i loftet).

Med debutalbummet på gaden, og en talentpris i baglommen, må fremtiden da se ganske lys ud for Crocell. Men hvad skal der ske den næste tid?
- Vi er meget glade for den positive respons, der har været omkring projektet fra starten, og som jeg har været lidt inde på, var det også meningen, at der skulle ske noget i en helvedes fart, da vi alle var trætte af demo-helvedet, så det er helt perfekt, at det ser ud til at bære frugt. Vi elsker at spille live, og vi satser stærkt på at spille en helvedes masse koncerter næste år, men det skal vi nok holde jer opdaterede omkring. Vi er i øvrigt også så småt i gang med at skrive nye sange, så lur mig om der ikke allerede kommer lidt nye lyd- og smagsprøver fra Crocell i løbet af 2009. Alt i alt er udsigterne for Crocell lovende, og vores målsætning er at blive verdens største metal-band ca. samme år som AGF vinder Champions League, så det ser unægteligt lyst ud!
ANNONCE
ANMELDELSER
The God We Drowned