01. Intro
02. Døden Min Muse
03. Elsker Dig For Evigt
04. Insekt
05. Lykkens Antipode
06. Forbuden Frugt
07. Tarantel
|
|
CROSSFALL
Posthumt
(Demo)
Af Peter Michelsen |
|
|
Bandet med det forfærdelige navn, og den lovende musik, er tilbage. Efter et totalt sammenbrud på baggrund af en lodret gang svindel, begået af en typisk undergrunds metal-krejler, har Crossfall regrupperet, og kan nu starte forfra med anden demo, der ikke helt upassende er endt med titlen "Posthumt". Tingene har rykket sig, men musikken er tydeligvis stadig forankret i den populære, nyere amerikanske død.
Helt i trit med tiden har Crossfall tydeligvis arbejdet på at polere udtrykket, og musikken er ligesom forbillederne på den amerikanske scene, endt meget spiselig og velproduceret. Der er stadigvæk både energi og overskud, over deres greb om den moderne død, med svage islæt af forskellige 'cores. Desværre fremhæver den mere polerede tilgang Crossfalls problem med at sætte sig i karakter, snarere end bare at efterligne, for selv om musikken i den grad er solid fra top til tå, så mangler der virkelig noget der adskiller Crossfall, fra det der i forvejen flyder på hylderne. Især growler Kenneth Krogh ender denne gang i en temmelig konventionel rille, og det er en slem skam, når man ved hvad hans vokal kan bruges til.
Hvor "Således Forgår Verdens Herlighed..." bød på nogen rigtig friske idéer, hvoraf nogen var så fremragende at jeg stadig husker dem uden et genlyt, så er "Posthumt" på alle måder en bibelsk tilgang til genren, og det er rigtig ærgerligt. For hvis der er noget den nye amerikanske scene trænger til, så er det et ordentligt lag tæsk for at være alt for ren, alt for radio, og slet ikke rock 'n' roll nok i sin tilgang til den musik der bliver spillet. Med så mange fremragende hooks og velvalgte grooves, er der i mine ører ingen tvivl om at Crossfall har talentet til at rykke ud af skyggen, men "Posthumt" er ikke argumentet der slår det fast, en gang for alle.
|
|
