01. Multiple Flatlines
02. Awaken The Agressor
03. Reap The Suffering
04. Leech The Blood
05. Bludgeon
06. Amongst The Tortured
07. Heinous Acts Of War
08. Malevolence Converged
|
|
DAWN OF DEMISE
A Force Unstoppable
(Deepsend Records/Target)
Af Lasse Meldgaard |
|
 
|
De danske dødsmetal-giganter er tilbage med en fuldlængde efter tre år, hvor ængstelige fans har måttet tage sig til takke med en EP (”Lacerated”, 2009) - men da også en anseelig mængde live-koncerter. Med ”A Force Unstoppable” leverer Dawn of Demise mere af den velkendte skuffe med mærkatet ”NY-STYLE DEATH METAL” - på både godt og ondt.
Intro-nummeret, ”Multiple Flatlines”, efterlader ingen tvivl om, hvem man har med at gøre. Bandets efterhånden grundigt fastcementerede udtryk er, også på dette album, let genkendeligt. Tunge, groovy riffs, til tider krydret med små rytmiske finurligheder, slammende breakdowns, gryntende vokal og melodiske soli - alt smidt igennem en kompakt og upåklagelig produktion, hvor alt er skåret ind til benet.
Albummet er optaget, mixed og mastered hos Christian Bonde i CB-Studios - og der er ikke det mindste at sætte en finger på. Lyden er kompakt og tung, hvilket passer udmærket til bandets udtryk, som i høj grad bærer et moderne islæt, selvom inspirationen fra de lidt ældre bands stadig er let at spore.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at de gæve drenge i Dawn of Demise mestrer deres respektive instrumenter. Albummet i sin helhed emmer i høj grad af professionalisme, og det musikalske niveau er generelt temmelig højt. Problemet for undertegnede er bare, at der i for høj grad er tale om ”mere af samme skuffe” - hvis man har hørt bandets tidligere udgivelser har du også hørt denne, så at sige. Bandets niveau er utvivlsomt højt i dansk kontekst, men sammenligner du albummet med den linde strøm af dødsmetal-udgivelser, der er at finde på internationalt plan, drukner en udgivelse som denne en smule.
Enkelte numre er dog stadig imponerende, og der tegner sig et billede af, at det er de numre, der skiller sig ud enten på hastighed eller i henhold til kompositionen - altså, de numre, der i mindste grad er præget af autopiloten. Tekstmæssigt og hastighedsmæssigt står ”Bludgeon” eksempelvis frem som et mindeværdigt nummer - teksten formår at skubbe grænserne for hvor simpelt, men stadig voldsomt og underholdende, det kan gøres. Sangen indeholder mere tempo end albummets andre sange, og det pynter gevaldigt, da mange af de andre sange har en tendens til at overspille i mid-tempo spektret, og man ender med en oplevelse af at være overmæt i stedet for imponeret.
”A Force Unstoppable” slår mig som et album, der bestemt kunne tænkes at behage mange - hvis bandets tidligere udgivelser har faldet i din smag, kan jeg ikke se nogen grund til, at denne ikke skulle. Personligt føler jeg mig dog en smule snydt - og vil stadig foretrække bandets debut, ”Hate Takes Its Form”, over denne udgivelse, da det album slår mig som langt mere afprøvende og alsidigt. Måske er første albums unægtelig gode modtagelse blevet til en sovepude for et band, der med garanti kan mere end det, der bliver budt på igennem ”A Force Unstoppable”?
|
|
