REPORTAGE: DAY OF DECAY 2011 Klokken er kvart over to en lørdag eftermiddag og udenfor min arbejdsplads holder en bil og venter. Indeni sidder en chauffør og en ven, samt to kumpaner. Medbragt i bilen er kolde dåsebajer og en optimistisk stemning, da næste stop hedder Stykgodsterminalen i Aalborg og dette års udgave af Day of Decay. Ingen af os var med da DOD første gang blev afholdt sidste år, så spørgsmålene var derfor mange. Hvad gik dette event egentligt ud på, hvordan forløber en endags-festival i Aalborg og hvorfor skal man slæbe sit hærgede legeme hele vejen til det nordjyske? Vi gik på jagt efter svar og stemning, og her er hvad der kom ud af det Af Nick Vinther Demant Da vi ved tretiden når destination Aalborg, mødes vi i første omgang af en parkeringsplads godt fyldt op med mennesker, mens buldrende toner stryger ud gennem dørene. Poison My Blood er på dette tidspunkt ved at undergrave den jyske muld i hardcorens navn, men vi bliver nødt til at drikke ud og ryge af, inden den står på indgang. Da vi får hældt bundslatterne i fællessvælget, opdager vi til vores store fortrydelse at samtlige mand har glemt at hæve – derudover finder vi ud af det koster 25 kr. at komme ind igen hvis man forlader p-pladsen, hvilket absolut ikke begejstrer undertegnede. Vi får hævet, betaler de 25 kr. og begiver os imod første koncert, danske The Interbeing står allerede klar på scenen i den rummelige hal. De gæve københavnere gør deres bedste for at få publikum op i tempo, men den halvsløje lyd og lumre temperatur får trods anstrengelserne, flere af festivalgængerne til at søge mod frisk luft og kolde forsyninger andetsteds. På plade fungerer dette futuristisk metalliske sammenkog brillant, men dårlig lyd og masser af effekter går sjældent hånd i hånd, og til sidst så vi os nødsaget til at følge masserne ud under de åbne himmelstrøg. Endnu en bajer i hånden, smøg i kæften og lige pisse af, så var det tid til irske Gama Bomb. Denne koncert skulle dele den medbragte lejr i to, os der synes at Gama Bomb var monster underholdende thrash med nossetung vokal og min stive partner-in-crime der synes den rene vokal og svedige thrash var ad helvedes til fordi han tydeligvis ikke fattede en skid… nok om denne lille interne diskussion, Gama Bomb var på dette tidspunkt dagens overraskelse, inden vi gik på jagt efter sandwich til den lille sult og begyndende brandert. Just som jeg havde slugt en sandwich kaldte pligten igen og et interview med Sven fra Aborted i samarbejde med Den Tunge Time (et interview der i øvrigt meget gerne skulle komme op her på danishmetal eller på Impact i nærmeste fremtid!). Dette blev for mig et møde med en personlig helt der skulle vise sig mere interessant end jeg havde regnet med, yderst åben gut med meget bestemte holdninger og en syg humor, absolut endnu en optur på DOD. Dernæst blev det til en god snak med forskellige mennesker på p-pladsen, flere øl og røverhistorier i lange baner, stemningen var sgu bare rigtig loose og hyggelig, både inden- og udenfor og bandsene virkede dejligt afslappede og som om de nød lidt low-key stemning. Herfra blev der efterhånden gået mere og mere til øllene mens humøret i vores tremands-lejr blev højere og højere, dette for mig specielt pga. en fed Severe Torture koncert hvor lyden efterhånden havde fundet dens rette hylde og dernæst for at blive blæst tilbage til stenalderen af Aborted, der bød på såvel alt det gode gamle og en enkelt ny skæring. Hen omkring disse bands, havde folk da også fået masser af alkohol indenfor vesten hvilket kun bidragede yderligere til festen. Forinden dette havde Pitchblack også givet deres besyv med på scenen og dette i overbevisende stil, jeg var noget skeptisk over for københavnerne og har ikke noget specielt forhold til deres musik, men live kunne der ikke sættes en finger på indsatsen hvis man spørger mig. Efter Pitchblack fulgte Marionette, som desværre måtte lade livet for en længerevarende diskussion om noget jeg ikke genkalder i min hukommelse, men det indebar nogle underlige billeder og en fadøl eller to. De to afløsere Facebreaker og Scar Symmetry skulle lukke dette nordjyske bal, og til min store fortrydelse var jeg aldrig selv at finde til Facebreaker, der ifølge resten af publikum skulle have været festivalens største oplevelse, således plapredes der også i bilen hjem om hvor forbandet fedt det havde været, og hvor stor en idiot jeg var for at have misset dem. Lidt efter midnat blev vi så hentet og fragtet sikkert tilbage til dyner og hovedpuder i gamle Randers, efter en meget fuld og sindssygt hyggelig festival, hvilket leder mig til en konklusion på denne reportage. Hvorfor skulle man slæbe sit hærgede legeme med til Aalborg, hvad gik det ud på og hvordan forløb endags-festivalen? Du skal slæbe dig selv til Day of Decay næste år, fordi der er en super chillet stemning med godt humør og masser af muligheder for at snakke med andre fans og bands. Således er arrangementet også udmøntet på sådan vis, at der er god plads og faciliteter for alle, til trods for lidt vanskeligheder med de opstillede toiletter og en til tider diskutabel lyd. Festivalen handler i modsætning til meget andet jeg har været på, om at komme hinanden ved og se noget pisse fed metal. Så trods lidt vanskeligheder forløb festivalen som noget af det sjoveste jeg længe har været på, egentlig ikke pga. musikken som blot var en bonus, men fordi der var en interesse fra såvel arrangører og fans om at dette skulle blive en god festival trods aflysninger fra bands og andre komplikationer. Det gjorde det hele værd for mig at opleve og personligt glæder jeg mig allerede til næste års Day of Decay, vi ses igen næste år! ANNONCE