ANMELDELSE DETHGLOW Stuff Of Nightmares (Selvfinansieret) Af Martin Nørlev Stilistisk forsøger Dethglow at favne så bredt som muligt; lige ”fra hardcore til thrashmetal”. Det er rimelig dikterende for pladens overordnede kaos i dens formål, men skæres det overflødige fra og kalder man en spade for en spade, så spiller Dethglow melodisk thrash. Der er tunge passager hist og pist, men den groovy plade er overvejende up- og mid-tempo. Rent musikalsk er Dethglow et spændende band, som elsker at eksperimentere med de givne værktøjer inden for metalgenren. De genererer interessante lyduniverser på forskellige tidspunkter på pladen, og det er interessant at lytte til deres leg med overgangene, som tilnærmer sig den progressive metal. Der lader til at være stort fokus på de anvendte skift mellem de enkelte stykker, men Dethglow bliver aldrig mere progressive end dette, og det falder afgjort i min smag. Pladen er rimelig straight-up uden så meget bullshit, og det gælder også de mange soli på pladen, som ikke er videre originale, men behagelige at lytte til. De går rigtig godt i spænd med musikken og er et lækkert touch. Lyden er rigtig lækker og passer godt til Dethglows melodiske og groovy thrash. Der er et vildt godt spil i lyden mellem guitarerne og bassen, hvilket giver en rigtig sprød og klart defineret lyd. Ligeledes trænger trommerne solidt igennem og insisterer nærmest på sig selv; dels på grund af lyden, dels på grund af Anders Grams ligefrem facon, som alligevel formår at bidrage med lidt nytænkning. Desværre kan man ikke sige det samme om vokalproduktionen, der mest af alt lyder som et demobands forsøg på indspilning i et goldt øvelokale med en dårlig undskyldning for en mikrofon. Det er ret ødelæggende for helheden og fjerner opmærksomheden fra den ellers lækre og klare lyd på pladen. Hvis vi ser bort fra de mondæne og uinspirerende tekster om sandhed - hvad end det så skal defineres som - der tydeligt vidner om, at forsanger Simon Schlosser er en såret mand, og som i øvrigt er fyldt med sproglige fejl og klichéer af værste skuffe, kræver vokalen endnu meget arbejde. Dethglows sanger er krediteret i coveret som bassist og sanger, og det høres tydeligt, at han klart er bassist, og muligvis korsanger, men forsanger er han så absolut ikke. Der er intet teknisk fundament at spore og hele vejen råbes der fra spidsen af Simons stakkels og formentlig blødende lunger. Det lyder som man ville forvente, at et gennemsnitligt metalhoved med 10 guldøl i blodet ville lyde. Fraseringerne er primært destruktive for musikkens rytmer og fremførslen er nærmest fatal for ens gode smag. Det er ærgerligt med denne vokal, som man alternativt kan forsøge at ignorere ved gennemlytning, og bandet ville have godt af en egentlig forsanger. Halvvejs igennem pladen opstod der for mig lidt forvirring i forhold til tracklisten, hvor der tilsyneladende er blevet byttet om på nogle numre. En temmelig ærgerlig fejl, men jeg tvivler på, at det er noget, som ødelægger helhedsindtrykket. Et nummer som ”Rise of a Black Sun” byder på pladens bedste solo, en virkelig simpel og behagelig en af slagsen, som giver lidt ekstra melodi til nummeret, men det klart stærkeste nummer på denne plade er dens åbningsnummer ”Real Enemy”, der er noget nær det eneste nummer, som man rent faktisk kan huske efter en gennemlytning. ANNONCE INFORMATION Stil/Genre Melodisk thrash Udgivelsesdato Anmeldt 18.02.10 Links MySpace