REPORTAGE: DANISH METAL AWARDS 2009 DANISH METAL AWARDS 2009 Af Marie Buus og Maria Prohazka Olsen Foto: Jacob Dinesen METALLENS EVENT NUMMER 1 For femte år i træk var metal-elskere i massevis samlet for at kåre årets metalnavne. Endnu en gang udgjorde Amager Bio rammerne for årets metal-event nummer ét - DMeA, som forløb tungt og stangberuset, denne frostklare lørdag aften. Traditionen tro var dresscoden sort, kun afbrudt af de mange bloddryppende tattoos, der blev luftet i dagens anledning. Alene med navne som Artillery, The Burning, og Mnemic var der lagt i støbeskeen til en forrygende aften. Alligevel var det for mange svenske Meshuggah, der var det store trækplaster. DMeA havde nemlig begået den genistreg at lade hovednavnet spille en fuldlængde koncert efter prisuddelingen. VI LEVER, SPISER, ÅNDER OG SKIDER METAL Modsat sidste år, hvor showet gik i gang præcist klokken 20, trak det ud. Først omkring 20.30 blev der blændet op for en strøm af radiolir over højtalerne, hvorefter de to værter, Camilla Jane Lee (vært på P3) og Max Christensen (frontmand i Pilgrimz), bød velkommen på balkonens lille scene. Og med frøken Lees udtalelse om at leve, spise, ånde og skide metal blev showet for alvor skudt (eller skidt) i gang. Er man én af dem, der har været med til DMeA siden starten, ved man, at arrangørerne hvert år melder ud, at det næste show bliver større, bedre og mere professionelt. Og hvert år kommer det til at passe. Showet i år var uden omsvøb det mest tjekkede og visuelt gennemførte, der hidtil har været set. Største anke var egentlig den unge dame, som uddelte priser iført trusser, stumpebluse og netstrømper. Idéen var god, men hvis tanken var at klæde hende frækt, så var resultatet alene, at det så farligt ud. ARTILLERY Med aftenens første liveindslag, Artillery, var der dømt ægte gammelskole med et af de bands, som var med til at starte metallen herhjemme. Det danske femkløver, der har eksisteret siden 80'erne, og som er albumaktuelle med ”When Death Comes”, lagde tonser-tungt ud, og alle i salen blev blæst tilbage. Fantastisk. Desværre var trommelyden ude af balance under alle tre numre - kun stortromme-triggeren virkede, og der var ikke skruet nok op for overhead-mikrofoner eller for opmikningen af lilletromme og tammer. Også guitarerne lød for lavt, hvilket dog blev fikset under første nummer. Til trods for udfordringerne med lyden leverede Artillery en voldfed præstation. Trommeslager Carsten N. Nielsen havde lidt start-problemer med grindet (formodentlig på grund af den dårlige trommelyd og delay på triggeren), men kom stærkt igen. Den nye frontmand Søren Nico Adamsen sparkede mås i den grad med sin AC/DC-inspirerede vokal. Summa summarum: Artillery er fantastiske på en scene! X-faktor i den grad. DR go home. ÅRETS METALVIDEO: HATESPHERE - TO THE NINES Derefter var det blevet tid til at få smidt priser efter kunstnerne. Til at præsentere ”Årets Metalvideo” kom Thomas Grønkjær fra Target Distributions på balkonen. Vinderen blev den provokerende, blodige og gennem-ækle Hatesphere video ”To The Nines”, som er lavet af canadiske Marius Budu og danske Michel Wincker. Juryen havde lagt vægt på, at videoen virkelig skilte sig ud fra alle de andre. Ja tak, videoen er jo så klam, så man har den på nethinden længe efter! Da vi senere på aftenen løb ind i makkerparret Budu og Wincker, indrømmede Mr. Budu da også, at hans mor endnu ikke har set videoen, hvori en mand fuldstændig maltrakterer sit ansigt med en gaffel. ÅRETS TALENT: SCARRED BY BEAUTY Talentprisen er meget betydningsfuld for de nominerede, ikke blot fordi den giver muligheder for liveshow, men også fordi den eksponerer de nominerede bands til nogle af metallens største selskaber. Til at overrække den gennemsigtige scull med frosted forside, kom Alexander Milas fra Metal Hammer UK på podiet. Meget velfortjent gik prisen til københavner-kvartetten Scarred By Beauty, som i næste sekund gik på scenen. På trods af dårlig lyd klarede bandet sig godt. Der måtte rodes med forstærker og kabler på de første to numre, og vokalen var ikke høj nok. Til gengæld var trommelyden denne gang på plads, og der var nu masser af knald på både lilletromme, tammer, bækner og stortromme-trigger. Scarred by Beauty har stærke kompositioner, en ægte udstråling, dygtige musikere og en uovertruffen frontmand. Og netop den kun 21-årige Jonathan ”Joller” Albrechtsen (som også er frontmand i Hatesphere) slog med sin helt sindssyge growl fuldstændig benene væk under publikum. Det undrer stadig, hvilke effekter han har på den mikrofon. Som afslutning på Scarred by Beautys optræden kom formanden for Danske Populær Autorer på scenen for at overrække bandet en check på 10.000 kroner. ÅRETS COVER: THE PSYKE PROJEKT - DEAD STORM En af dansk metals store stjerner, Kasper Thomsen (frontmand i blandt andet Raunchy), indtog balkonen for at uddele prisen for bedste cover. Igen måtte Michel Wincker og Marius Budu på podiet for deres arbejde med The Psyke Projects ”Dead Storm”. Og man må sige, at de to herrer fra Intence, som deres firma hedder, holdt nogle af aftenens mest professionelle og kortfattede taler i modsætning til, hvad vi skulle opleve senere på aftenen. ÅRETS METALPRODUKTION: ANUBIS GATE - THE DETACHED Produceren Flemming Rasmussen skulle overrække metal-prisen til dem, der skruer på knapperne. Og igen i år løb mester Jacob Hansen med sejren. Prisen blev givet for ”The Detached”, som han har produceret sammen med Kim Olesen. Desværre kunne hr. Hansen og hr. Olesen ikke selv modtage prisen, og havde i stedet sendt guitarist Jesper M. Jensen og bassist Henrik Fevre fra Anubis Gate. ÅRETS DEBUTALBUM: SUPERCHARGER - HANDGRANADE BLUES Til at overrække prisen for årets debutalbum kom værten fra P3s ”Sort Søndag”, Anders Bøtter, på balkonen. Manden med de røde krøller gik straks i gang med at læse op, hvorfor nomineringen faldt ud, som den gjorde, men måtte stoppes af en tekniker, som mindede ham om, at de nominerede først skulle nævnes. Ikke overraskende, men en smule unfair (fordi det vel næppe kan kaldes metal) blev det Supercharger, der løb med sejren. Deres takketale var noget forvirrende, måske fordi ingen af dem reelt turde sige noget i mikrofonen. MNEMIC Dette var aftenen, hvor vi skulle høre og se Mnemics nyudviklede baggrunds-set-up i aktion. Til DMeAs releaseparty holdt guitarist fra Mnemic, Mircea Eftermie, nemlig et oplæg om den nye software, han havde udviklet. Softwaren modtager input fra musikerne i livesituationen, og kan på den måde kontrollere et baggrunds-set-up, så billeder og live-musik går op i en højere enhed. Desværre for Mnemic tror vi ikke, at teknikken virkede efter hensigten. Flere gange var der blå skærm med fejl-angivelser. Meget ærgerligt og det ødelagde lidt af det generelle indtryk af deres performance. Lyden var heller ikke i bandets favør. Der var for meget bas, og lyden på forsanger Guillaume Bideau var ikke helt i skabet. Først i tredje nummer kom der ordentlig rumklang på hans vokal, som op til da manglede en del af sin storladenhed i omkvædene. Men bandet leverede en sikker og iørefaldende præstation, som dog manglede noget af den sprudlende energi, som både Artillery og Scarred by Beauty havde lagt for aftenen. ÅRETS UDENLANDSKE ALBUM: MASTODON - CRACK THE SKYE Årets udenlandske album blev præsenteret af djævelen (som faktisk lignede George Bush) og hans udsendte assistent. Og via video fik vi aftenens mest præcise og professionelle takketale fra Mastodon, som ubestridt vandt prisen for årets udenlandske album med ”Crack the Skye”. ÅRETS HÆDERSPRIS: D-A-D Og så var det blevet tid til fri leg på sort stue. Jacob Bredahl (producer og eks-frontmand i Hatesphere) og Obersten fra Mnemic var på banen. Legen involverede en blond paryk, en bas og fyrværkeri sat fast i strengene på bassen. Det hele var meget underligt, men også underholdende. Og det blev de gamle rock 'n' roll'ere fra selveste D-A-D, der løb med hæderen. De var tydeligvis meget benovede over at blive kaldt metal. Og dét er vist også lige i overkanten. THE BURNING Scenen blev indtaget med sikker attitude, da det blev tid for århusianske The Burning. I dagens anledning havde de taget en ildmand med. Fed idé som dog ikke fungerede så godt som tiltænkt. Sjovere var det, da en vild groupie måtte slæbes væk henover scenen. De nærmere omstændigheder til optrinnet kendes desværre ikke. Det virkede lidt som om, at The Burning gik i gang, før lydmændene havde fået skruet op for alle kanaler. Man kunne kun høre trommerne de første 30 sekunder, men fuck, tøndeslager Tobias Høst er altså også for fed! Og The Burning kom lynhurtigt igen. Da der var skruet op, lå bandet klart i toppen af aftenens optrædener rent lydmæssigt. Dog skulle frontmand Johnny Haven måske tage nogle lektioner i musikledelse. Under nummeret ”Fire” fra ”Storm the Walls”, forsøgte han at få folk til at råbe ”Fire”. Men han fik lavet nogle ret unaturlige indsatser (på 3- og 4-slaget), og det fattede folk ikke. Desuden skal det nævnes, at man ikke må spytte på scenen, med mindre man er Bjørn Strid fra Soilwork og rammer sig selv i hovedet. I øvrigt: Super cool bassist, han så virkelig engageret ud med sin vilde ansigtsmimik. MNEMIC GUITAR-EVENT: EN PINLIG AFFÆRE Aftenens lavpunkt var ubestridt lodtrækningen om en signeret Jackson-guitar, som Mnemic gav væk. Med i lodtrækningen var alle de fans, som i løbet af ugen havde købt en Mnemic-skive. Men indslaget gik helt op i hat og briller, da værterne ønskede, at vinderen skulle være til stede i Amager Bio. Således blev der trukket 11 numre, før en vinder indfandt sig i salen. Pinligt. Og det faldt ikke i god jord hos publikum, som ønskede, den rette vinder blev kontaktet. THE JACK - ÅRETS PUBLIKUMPRIS: STAR*RATS Her kom D-A-D forsanger Jesper Binzer på podiet, men den ellers så rock 'n' roll'ede Binzer kom godt nok til kort, da han offentliggjorde, at prisen gik til Star*Rats. For man skal love for, at bandet i bogstaveligste forstand væltede op på scenen i gennemført Jack D.-ånd. De fem bandmedlemmer var tæske-stive, men meget glade, og stod og svajede i alle retninger på podiet. Mest overraskende var den blonde guitarists indfald. Han formåede at sælge bandets scull-pris væk til en glad tilskuer for sølle fire øl, hvorefter han væltede væk fra podiet og igen væltede op af nogle trapper, hvor hjælpsomme forbipasserende blev trukket med i faldet. Now that's fucking rock 'n' roll! ÅRETS ALBUM: HATESPHERE - TO THE NINES En af de mest prestigefyldte priser blev gemt til sidst. Årets album blev uddelt af BT's Steffen Jungersen, der sidste år vandt hædersprisen for sin indsats for at fremme metallen i Danmark. Og er han ikke en skøn person med sit flettede skæg, vest og hat? Det synes alle åbenbart ikke - manden bag os råbte ivrigt buh, buh, indtil Mr. Jungersen afslørede Hatesphere, som vinder af årets album med ”To the Nines” - så var han glad igen. MESHUGGAH - SVENSK METAL SÅ DET BATTER Efter en pause på 15 minutter, var det endelig blevet tid til det, vi alle havde ventet på. De svenske metallere, som blander monster-tunge toner med jazz-rytmik - lyder det metallet? Det er det - også i den grad. Samtlige tilskuere tog et skridt tilbage i salen, da de blev ramt lige i fjæset af en mur af tung vellyd, idet bandet slog strengene an første gang. Og lyden var virkelig helt i skabet. Faktisk har vi aldrig hørt så god lyd på metal i Amager Bio før. Op til koncerten havde vi ellers talt om, at det blev interessant at høre bandet live, da deres lyd er så tung, at det kan gå ufatteligt galt, hvis ikke det hele spiller som det skal. Men alle urolige tanker blev gjort grundigt til skamme. Og ikke nok med, at lyden var top-god. Det var også et særdeles veloplagt femkløver, der var på scenen i Amager Bio. Og publikum gik da også fuldstændig amok til Meshuggah. Der blev headbanget for fuld skrue, danset, hoppet og freaket fuldstændig ud som svenskerne sikkert og overskudsagtigt bevægede sig gennem deres repertoire. Det var en flot optræden. UNTIL NEXT TIME… Alt i alt skal det siges, at vi gik glade og opstemte hjem fra årets DMeA, velvidende at næste år bliver større, vildere og mere professionelt (hvis det går, som det plejer). Det skal dog nævnes - med al respekt for aftenens vindere - at DMeA desværre har en tendens til at hædre de samme navne (for en gangs skyld vandt Volbeat dog ikke noget). Input til næste år kunne derfor være: Mere fornyelse, mindre forudsigelighed og mere metal! Men som sagt: vi glæder os og går allerede og drømmer om, hvem næste hovednavn bliver, og vi vil da gerne have lov at allerede nu at skrive Machine Head, Gojira og Aborted på ønskelisten… ANNONCE