01. Blackened
02. The Nation Who Lost It Self
03. When I Stab You in the Heart Will I Hit Ice
04. A Call for Redemption
05. Sacrifice
06. Reflection... All Has Changed
07. Sunlight Has No Effect if Hidden
08. Descend
09. Isolated
10. A Statement of Love
11. The Traveller
12. Clarity
|
|
DOWNSWITCH
Let Clarity Descend From
Blackened Skies
(Dutch Metal Records)
Af Marie Buus |
|
 
|
Det siges, at det moderne samfund indeholder så mange muligheder, at vi til sidst står med generationer ude af stand til at tage en beslutning. Men der er også noget beundringsværdigt over dem, der bare kaster sig ud i det, og siger ja til det hele. Skrig, growl, skønsang og bøllekor. Danske Downswitch har - uden hensyn til rammer og normer - blandet metallens mange aspekter godt og grundigt sammen. Resultatet er en bunke rå, men melodisk dødsmetal, med elementer af grind, metalcore og hardcore.
Det snyder lidt med navnet, men Downswitch er et forholdsvis nyt navn herhjemme, som startede i 2006. Først udgav de EP’en ”Deprived Human Behaviour” og senest er debutalbummet ”Let Clarity Descend From Blackened Skies” udkommet via Dutch Metal Records. Når jeg siger, at det snyder med navnet, mener jeg, at det føles som om, at man har hørt en masse om dem før. Og ja, de har fået omtale (de var blandt andet i spil til DMEAs ”Årets Talent 2008”), men det skyldes nok også, at navnet minder om etablerede navne som System of a Down og Killswitch Engage.
Albummet byder på tonser-tunge riffs og stortrommeslag som perler på en snor gennem 12 kompositorisk komplekse numre, som er melodiske, gennemarbejdede og varierede. Tilsammen er skiven et frisk pust til den danske metalscene, der til tider kan lyde ret enslydende. Kvintettens musiske kunnen er god. Jeg er specielt begejstret for trommeslager Mads, som ikke har fået en helt fair kritik i øvrige medier. Javist, til tider løber han hurtigere end resten af bandet, men faktum er, at han er virkelig dygtig (om end mere fremme på beatet end de andre gutter, som spiller mere laid-back).
Desværre for Downswitch mener jeg, at vokalsiden ødelægger de ellers fine kompositioner. Det er svært at høre, hvor mange vokalister der er i bandet (de har en front-, en back- og en gæste-vokal), og der er en stor del af tiden synkron-vokaler - en dyb og en lys growl. Om den mørke baggrundsgrowl er tilføjet, fordi Sebastians lyse lead-growl bare ikke er stærk nok, skal jeg ikke kunne sige. Til gengæld kan jeg sige, at lappeløsningen med den dybe vokal bagved heller ikke virker. Derudover lyder frontmand Sebastian anstrengt, når han skriger, og hans rene vokal er meget særegen. Det kræver nogle gennemlytninger, førend man sætter pris på det uskyldsrene i hans vokalarbejde. Den dybe baggrundsgrowl er derimod i sig selv super fed, særligt ham der gæster nummeret ”A Call For Redemption”, som er et virkelig lækkert nummer. Bøllekor er ikke lige min stil, men gør sig godt inden for den udfordring af genrer, som Downswitch leger med. Bandet har efter udgivelsen fået ny frontmand, Jimmy, som også er en del af Fainting Pace. Det kan tænkes, at det løser Downswitchs vokalproblemer fremadrettet. Men uanset hvad, er det synd med så lækre kompositioner, at der ikke er flere passager helt uden vokal. Man får ikke rigtig ro til at nyde detaljerne.
Pladen er produceret af Tue Madsen, Antfarm Studio. Og selvom man kan høre, at der er kastet penge efter produktionen, er lydbilledet ret råt. På mit anlæg lød det virkelig underligt. Bedre var det på min iPod, hvor lyden blev særligt god for fuld smadder. Jeg kan faktisk godt lide, at produktionen ikke er så blankpoleret - det passer godt til bandet, men generelt lyder det altså ikke som en reel udgivelse. Så med det faktum og vokaludfordringerne in mente, kan jeg ikke forsvare at give skiven mere end tre ud af seks - men skulle man bedømme de kompositoriske elementer alene, ville de få en langt højere karakter…
|
|
