: : Danish Metal : : ANMELDELSE: ECITON - A SCENT OF VERACITY
Nyheder Anmeldelser Koncerter Downloads Kalender Artikler Konkurrencer Forum Links Information Redaktion Annoncering
Butik
ANMELDELSE

01. Intro 1
02. Neo Conservative Control
03. Seduced By Deceit
04. Lack of Interest
05. Intro 2
06. Manipulated By Death
07. 3:51
08. Foreign Hordes
09. Exposed Devotion
10. Fake Existence
11. My Sacrificial Pyre
ECITON
A Scent of Veracity
(Mighty Music/Target)

Af Lasse Meldgaard
KØB DIN MUSIK HOS TARGETSHOP!

Det er godt fem år siden, at man sidst har hørt noget fra bandet Eciton, og nu er de så, efter en del line-up-mæssig tumult, tilbage med en fuldlængde, der sender lytteren gennem groove-ladede og stemningsfyldte dødsmetalskæringer fra start til slut.

Efter en kort sample-intro bliver man mødt af åbneren, ”Neo Conservative Control”, hvilket må siges at være en gedigen velkomst til Ecitons lille univers. Det er kompromisløst, men samtidig fængende - og blandingen af up-tempo polyriffing og groovy breakdowns viser sig at være den røde tråd, som resten af albummet snor sig om.

Produktionen på albummet er lige i skabet - og det til trods for, at det er indspillet over flere omgange. Den konsistente og velfungerende lyd hænger nok sammen med, at bandet i sidste ende bestemte sig for at få mikset hele albummet i samarbejde med Århus-baserede Jacob Olsen i hans lydstudie, JBO Sound. Der er en rigtig god rummelighed i lydbilledet, uden at det er for pudset. De stemningsfyldte, nærmest Immolation-agtige melodiske passager fungerer virkelig godt, og der er unægtelig en god balance i forholdene mellem instrumenterne.

Trods albummets opdeling (i kraft af, at det er optaget af to gange) holdes der en både tematisk såvel som musikalsk rød tråd igennem alle skæringerne. Og man er da også nødt til at give Eciton cadeau for at have opretholdt gejsten, og færdiggjort dette nye fuldlængde album til trods for ikke mindre end to dødsfald i besætning, i henholdsvis 2005 og 2006 - og det er da også den nu afdøde Eskil Frantzen, der er at høre på kedlerne på numrene 5 til 9 - og det er bestemt et hæderligt arbejde han har gjort sig. På denne front tiltrådte Jesper Frost (tidl. Iniquity) og har så spillet trommer på de første fire skæringer. Kompositorisk og musikalsk er albummet i sin helhed meget imponerende - den dybe tallerken bliver ikke genopfundet, men bandet formår at bruge deres potentiale til fulde, og hver sang er et mættet stykke, der fører lytteren igennem et varierende og meget overbevisende lydunivers. Ecitons melodiske islæt, kompromisløse udtryk og stemningsfulde passager minder om en blanding mellem Immolation og tyske Jack Slater - bestemt noget, som undertegnede finder i sin smag. Skal man være en smule pedantisk, er det eneste der halter en smule på albummet teksterne, der til tider kan virke en smule banale og uoriginale. Men vokalarbejdet på albummet er så godt, at det ligesom gør det op for de lettere halvhjertede tekster.

”A Scent of Veracity” er således et fornemt udspil, som man under ingen omstændigheder går galt i byen med. Eciton har meget at byde på, og det er helt sikkert et band, der med deres musikalske tække og gode produktion favner bredt. Man kan ikke andet end at se frem til Ecitons kommende koncerter, så man kan opleve de mange gode skæringer fremført live af bandet selv.
ANNONCE
INFORMATION
Stil/Genre
Death metal
Udgivelsesdato
26.04.10
Anmeldt
27.04.10
Links
MySpace