Det frådende dødsmetalmonster, bedre kendt som Exmortem, har trukket vejret i halvandet årti, men er langt fra færdig med at hærge. "Funeral Phantoms" er overskriften på de seneste udgydelser, og Martin Thim fortæller her om deres svære tilblivelse, og det velovervejede visuelle koncept der opstod i kølvandet.
Af Martin Lyager Nielsen
Prøv at fortælle lidt om tilblivelsen af pladen. Den virker enormt gennemarbejdet, så man kunne måske godt forestille sig, at det så også har været den sværeste at få i kassen…
- Det har uden tvivl været det sværeste album at få i kassen. Vi brugte jo et par år på at finde ud af hvor vi skulle hen med bandet. Jeg kunne ikke forestille mig at lave en skive mere som de tre foregående, hvor det er knald på fra start til slut, så i stedet vente vi det hele lidt på hovedet. Atmosfæren og feelingen på pladen var vores absolutte fokus denne gang, ikke teknik, hurtighed, perfektionisme eller lignende. Derudover greb vi også hele indspilningsseancen helt anderledes an fra starten. Vi ville selv indspille og producere alt, for så at få hjælp med mix og mastering til slut. Det betød, at vi på den ene side selv kunne tage alle beslutninger undervejs, men også at det var en lang læreproces, hvilket var ret spændende, at være en del af. At indspille på denne måde gav os først og fremmest mulighed for at arbejde mere med tingene, f.eks. havde vi ikke planlagt noget af alt det ekstra guitar og andre underlige lyde som er endt på pladen og vi havde som noget helt nyt heller ikke lagt teksterne på inden vi gik i studiet. At vi derudover endte med at bruge fire forskellige studier var måske ikke helt planen, og gjorde også at det tog lidt længere tid end planlagt, men resultatet blev som vi ville have det og det var det vigtigste.
Med ”Funeral Phantoms” introducerer I et meget overbevisende visuelt koncept. Prøv at fortælle hvad det går ud på, og hvordan det hænger sammen med musikken.
- Jeg havde i længere tid gået og spekuleret på det visuelle denne gang, og det er ikke noget jeg bare lige laver fra dag til dag. Det er meget vigtigt at både musik, tekster og visuelle aspekter hænger sammen og efterhånden som musikken blev indspillet begyndte mine skitser og ”klip-og-klister” at danne det udtryk jeg ledte efter. Derefter gik vi i gang med at kreere de her skabninger og tage billederne osv. Grundidéen var at skabe et Anti-menneske, da mine tekster meget tager udgangspunkt i den verden vi lever i og alle de fuldstændig langt ude ting vi mennesker er i stand til at gøre. Det blev så efterhånden til en hel familie af skabninger - og der vil komme flere til!
Hvis jeg nu siger, at jeg synes at kunne høre at I på ”Funeral Phantoms” trækker på inspirationer fra Morbid Angel anno ”Covenant”/”Domination”, er jeg så helt på afveje?
- Det kunne være en af inspirationerne. Morbid Angel er vi altid blevet en smule sammenlignet med. En del folk peger på at stemningen og vores ”sound” på ”Funeral Phantoms” minder dem om Celtic Frost anno ”Monothosis”, og det syntes jeg måske passer bedre, da det jo netop er udtrykket mere end noget andet, der har været i fokus denne gang. Men overordnet set så syntes jeg at albummet er så varieret, at man ikke kan pege på nogen enkelte bands og sige at det er i stil med dem.
Er I Danmarks bedste death metal band? (Hvorfor/Hvorfor ikke?)
- Ja, nu er vi langt om længe! Det her album er det mest gennemførte DEATH metal album (med streg under death) herhjemme til dato. Men hvis bedste er lig med bedst sælgende, så bliver vi det nok aldrig, for døden lugter ikke altid lige godt, og nogen skal have den sminkede udgave for at kunne klare det, hehe!
I kan i år fejre 15 års jubilæum. Har I opnået det med Exmortem, som I ville, eller er der stadig territorier, som skal indtages, hvis man kan sige det sådan?
- Nej, det har vi absolut ikke. Vi er stadig sultne og er et af de få bands som kun bliver stærkere og stærkere med hver udgivelse. Desværre er vi heller ikke helt unge længere, og med alderen ændrer ens sanser sig også, så man gider satme ikke leve af pizza og møg længere. Man stiller større krav, også til ens liv, og det betyder, at der skal nogle ting på bordet. Men man får det jo til at fungere, og der vil fortsat være plads til Exmortem!
Hvordan ser kalenderen ud for Exmortem det næste halve år?
- Vi skal holde fælles jul... nej, lige nu har vi et par shows (Aalborg 8/11 og København 6/12) og Target Booking er ved at få en række shows på plads i det nye år, og så må vi se. Hele denne proces med den nye plade har faktisk allerede inspireret os til at gå og arbejde på lidt nye idéer... Men lige nu er det selvfølgelig promotion af ”Funeral Phantom”!