|

|
|
FATE 25 Years - The Best of Fate (EMI)
Af Jens Asbjørn Bøgen |
|
    
|
Navnet Fate siger måske ikke så mange noget, i hvert fald ikke i de yngre metalkredse. Ikke desto mindre har bandet været faste leverandører til musikscenen siden 1985, og nu kan man få hele deres karriere opsummeret (sammen med et par nye) på deres greatest hits-album, ”25 Years”.
Der er hentet numre fra fem forskellige albums fra deres debut ”Fate” til den fire år gamle ”V”. Til gengæld er 90'erne ikke særligt godt repræsenteret, faktisk kun med albummet ”Scratch 'N' Sniff” fra 1990. Størstedelen af sangene er da også fra midten af firserne frem til slutningen af dette årti, og det kan man tydeligt høre på lyden. Det første, der falder én ind, er navne som Def Leppard, Bon Jovi og Europe, så man skal holde af den halvmekaniske/-elektroniske stil, der hører specielt Def Leppard til.
Der er masser af synthezisertrommelyd, lyse guitartoner, og selvom rollen som forsanger er skiftet et par gange gennem årene, er det gennemgående en lys, kraftfuld vokal, momentvis med storladne kor. Der køres kort sagt på alle de elementer, der kendetegner den melodiske del af slutfirserne. Til trods for, at det måske kan lyde som en noget ensformig stil, formår albummet faktisk at holde sig relativt varieret med alt fra temmelig hurtige numre til storladne powerballader, samt en del indhold fra rummet mellem de to poler.
De to nye numre er mildest talt ikke overraskende for kvintettens generelle stil. Masser af guitarlir, trommer med den samme halvmekaniske lyd som i starten af karrieren og en ny vokalist, der bidrager med samme melodiøse input som sine forgængere. ”Rock 'n' Roll Angel” er bedste nye udspil. ”25 Years” er en god måde at blive introduceret til Fate på, så kan man lide traditionel heavy med et kraftigt 80'er-twist, ville det ikke være at skyde ved siden af, hvis man gik ud og investerede i denne opsamling. Om man så vil begynde at opkøbe deres øvrige albums er jo op til den enkelte - man kan i hvert fald godt føle, man har nok i ”25 Years”.
|
|
|
|
|
Stil/Genre Hård rock
Udgivelsesdato 29.03.10
Anmeldt 22.07.10
Links
MySpace |
|