|
|
|
FEAR FACTORY
M.A.N.
Pumpehuset
København 5. marts 2010
Af Ea Willumsen |
|
|
M.A.N.
Aldrig har jeg oplevet så malplaceret et opvarmningsband. Aldrig har jeg oplevet Pumpehuset med så dårlig lyd. Aldrig har jeg pint mine ører med så falsk en vokal. Nej, jeg var ikke særlig imponeret over opvarmningen før Fear Factory. Og det var ikke så meget fordi jeg ikke havde tålmodighed til M.A.N.s emo-hardcore - det var bare fordi det ikke var en skid gennemført, passede ikke ind og lød bare ad helvede til. Forsangeres forsøg på skønsang mindede mig skræmmende meget om min farmors skingrende stemme, og eftersom lyden heller ikke var helt på bandets side, gik det bare ikke godt. Det eneste positive ved denne grinagtige opvarmning, var trommeslageren der kunne sit kram, og den overkvalificerede guitarist, der lignede dit værste mareridt - med Sidney Lee frisure. Efter de tre første numre måtte jeg udenfor og hvile mit hoved. Langt om længe forstår jeg hvordan musik kan bruges som torturvåben.
 
FEAR FACTORY
For nu at være helt ærlig, så har jeg aldrig dyrket Fear Factory på særlig højt plan. Faktisk må jeg indrømme, at jeg kun har en enkelt sang med dem på min iPod, og at de, før koncerten, ikke ligefrem stod øverst på listen over bands jeg bare MÅ opleve før jeg dør. Men en af mine gode kammerater fik mig overtalt til at tage med, og det er jeg ham evigt taknemmelig for. For det er længe siden jeg har været til en koncert, der bare har tryllebundet mig i den grad, som denne formåede. Selvom salen var fyldt med tonsvis af voldsomt good-looking metallere forblev min fokus på koncerten hele vejen igennem. Lyden var til at starte med helt forfærdelig, men de fik hurtigt rettet nogenlunde op på det.
Som sædvanligt var lysshowet i Pumpehuset også fantastisk, og selvom det måske ikke er noget de fleste bider mærke i, så sætter det altså lige prikken over i'et, og kan få scenen til at virke væsentlig større, end den egentlig er. Bandet gik til den, og sparede ikke det mindste på energien. Gennem det omkring 1 ½ time lange show holdte de konstant det høje niveau de havde sat fra start, og de klarede sig også alle meget flot igennem uden nogle betydelige fejl. Det eneste jeg savnede, var lidt mere kontakt med publikum, men det var tæt på, at de var helt oppe og ringe. De fik spillet ældre såvel som nye numre, så også de gamle, dedikerede fans fik gensyn med det tidlige Fear Factory, og hele salen så ud til at være vældig tilfreds.
|
|
|
|
|
