01. To The Nines
02. Backstabber
03. Cloaked In Shit
04. Clarity
05. Even If It Kills Me
06. Commencing A Campaign
07. The Writing's On The Wall
08. In The Trenches
09. Aurora
10. Oceans Of Blood
|
|
HATESPHERE
To The Nines
(Napalm Records/Target)
Af Lasse Meldgaard |
|
  |
Med kun Peter ”Pepe” Hansen tilbage fra det originale line-up, er Hatesphere på banen med et nyt album, som trods det tilsyneladende omskiftelige line-up, må siges at fremstå som særdeles helstøbt og gennemført - ”To The Nines” byder kort sagt lytteren indenfor i Hatespheres helt specielle verden bestående af den efterhånden velkendte mikstur af Göteborg-død og thrash.
Det første man som lytter bliver mødt af, er titelsangen, der må siges at ligge et gedigent tempo og drive for dagen - et tempo og drive som efterfølgende skal vise sig kun at blive brudt få gange i løbet af CD'ens spilletid, tilsyneladende for at lade tunge grooves indtage arenaen i ny og næ. På nummeret ”Clarity” får man serveret en solid omgang ”Hatesphere-møder-tung-rock-and-roll”, og det virker! Et også nævneværdigt nummer er ”In The Trenches”, der formår - dog bestemt ikke som det eneste nummer - at ramme den magiske blanding af at være hidsigt og catchy, og det er en fornøjelse at høre på!
I henhold til produktionen er der ikke meget at sige - den er helt eminent, som forventet, når man ved at det er Tue Madsen fra AntFarm Studios, der har skruet på knapperne. Musikken fylder lydspektret helt som det skal - guitar-muren bryder vandoverfladen, trommer og bas holder skuden oven vande og vokalen sidder med stort overskud ved roret.
For mig er det eneste problem ved skiven i sin helhed, at enkelte sange har passager, der tangerer til at kunne kategoriseres som hardcore, og det synes jeg er ærgerligt. Specielt hos et band som Hatesphere, der, i nærmest ekstrem grad, mestrer den lettere moderne og ret svenske thrash/death symbiose. Det skal dog siges, at der generelt set er så mange velfungerende stykker og passager - sågar hele sange - at de ovennævnte passager nærmest drukner helt væk. Så det er skam blot en let, let skønhedsfejl.
Musikalsk er der til gengæld intet at sætte en finger på. Det hele er meget veludført, riffene er langt hen af vejen virkelig gennemførte - både når det gælder up-tempo thrashede passager og de henholdsvis tunge og melodiske stykker. Kompositionerne fungerer hver især virkelig godt. Vokal-arbejdet fra den nye frontmand er til UG - han kommer godt rundt, og har godt styr på hele spektret, fra dybe og henover mid-range growls og op til high-pitched.
Hvis man kort skal opsummere: ”To The Nines” rammer lige i skabet indenfor sin genre, og er ifølge min smag bedre end langt det meste, der står til sammenligning. Hatesphere favner bredt, og viser endnu engang deres mesterlige kunnen, når det kommer til svensk-inspireret døds-thrash. Albummet hamrer af sted fra start til slut, og det er svært ikke at nyde det! Stærkt anbefalelsesværdigt til folk med en hang til Hatesphere, Göteborg eller bare metal der skal spilles med 120 decibel og dobbelt så mange kilometer i timen.
|
|
