: : Danish Metal : : ANMELDELSE: Hatesphere - The Great Bludgeon
Nyheder Anmeldelser Koncerter Downloads Kalender Artikler Konkurrencer Forum Links Information Redaktion Annoncering
Butik
ANMELDELSE

HATESPHERE
The Great Bludgeoning
(Napalm/Target)

Af Kristian Schultz
KØB DIN MUSIK HOS TARGETSHOP!

En Hatesphere-anmeldelse anno 2011 er ved lov forpligtet til, at åbne med en snak om udskiftning i besætningen, så lad os få det overstået. I dansk metalhistorie er hundreder, hvis ikke tusinder, af bands gået i opløsning på grund af regnvejr, fordi de løb tør for øl, eller fordi de ikke kunne blive enige om, hvorvidt deres logo skulle ligne et væltet pigtrådshegn, eller en skaldet tjørnebusk. Så meget desto mere imponerende er det, at Hatesphere stadig lever i bedste velgående; ikke blot af navn, men også med en distinkt lyd, der har karakteriseret størstedelen af deres udgivelser. Alligevel vil jeg gerne opfordre ”Pepe” til, at erstatte øvelokalets svingdør med lås og slå snarest muligt, for med den nyeste konstellation har han fat i noget af det rigtige.

Titlen ”The Great Bludgeoning” er velvalgt, for det er præcis, hvad Hatesphere leverer. Albummet åbner med ”The Killer”, der ikke blot tager thrash metal-kegler hos undertegnede, men smadrer dem direkte ind i væggen. ”Venom” åbner med lidt akustisk følemusik, men bevæger sig straks videre i et tonsertungt riff, der kommer væltende som en såret elefant. Herefter er det tilbage til bandets velkendte opskrift på smadder, som fortsætter ind i ”Smell of Death”, der også giver lydtæsk af højeste kvalitet. Varen leveres konsekvent hele albummet igennem, men efter endt gennemlytning er det især ”Ressurect With A Vengeance”, der klinger i denne anmelders ører. Det er groovy og olmt som ind i helvede, og det er netop den kombination af tyngde og hastighed, som demonstreres her, der forhindrer albummet i at blive monotont.

Pressemeddelelsen lover en tilbagevenden til en mere beskidt lyd, og Tue Madsen har prompte leveret. Resultatet er et album, der maser sig direkte op i dit ansigt, og bliver der. Dette indtryk hjælpes også godt på vej af Esben ”Esse” Hansen, der, udover at have en god variation i sin vokal, formår at gøre vreden både virkelig og personlig. Der skal også knyttes en bemærkning til trommerne, hvor Mike Park gør et godt og solidt stykke arbejde. Som resten af Hatesphere har han ikke genopfundet noget keramisk køkkenudstyr, men han samler tropperne, holder intensiteten oppe og formår stadig, at gøre det interessant.

Alt i alt viser ”The Great Bludgeoning” et Hatesphere, der er på vej tilbage i topform, og jeg vil derfor gentage min opfordring til ”Pepe”: hold fast på denne konstellation med vold og magt. Læg dem i lænker, hvis det er nødvendigt. Vi vil høre mere af denne slags. Til alle jer andre: køb!
ANNONCE
INFORMATION
Stil/Genre
Thrash metal
Udgivelsesdato
26.09.11
Anmeldt
08.09.11
Links
Facebook