: : Danish Metal : : INTERVIEW - HATESPHERE
Nyheder Anmeldelser Koncerter Downloads Kalender Artikler Konkurrencer Forum Links Information Redaktion Annoncering
Butik
INTERVIEW: HATESPHERE
Hatesphere er atter albumaktuelle, men denne gang med en næsten ny lineup, så vi hev fat i eneste tilbageværende originale medlem, guitarist Peter "Pepe" Lyse Hansen, som kan fortælle om det seneste halvandet års kamp for at vinde fans og publikum tilbage - en kamp de nu ser ud til at vinde.
  Af Lasse Meldgaard
Til at starte med; tillykke med den nye skive!
- Mange tak!

Titlen på jeres nye CD er ”To The Nines”. Hvad ligger der bag navnet, og kan vi forvente at se hele bandet være dressed to the nines under jeres kommende Europa-turné?
- ”To The Nines” betyder at stræbe efter det bedste, at gå efter og sætte den højeste standard. Både titlen og teksten til titelnummeret er stærkt præget af de sidste halvandet års tid i bandet. Vi har nok fået et par hænder og fødder skåret af, men mindst ligeså mange sat på igen, så vi føler os stærkere end nogensinde! Vi har åbenlyst haft et stort pres hængende over hovedet, og har derfor set frem til færdiggørelsen af pladen med stor længsel. Derfor forventer vi også at sparke røv udover det sædvanlige på den kommende turné - det skal nok blive en fest - og vi glæder os til at præsentere den nye plade for vores danske fans i april!

”To The Nines” er angiveligt indspillet, mixet og masteret på under en måned - var det hektisk at gennemgå hele indspilningsprocessen på så kort tid?
- Det er nok de færreste danske plader, der tager over en måned at færdiggøre, hehe - men jo, vi var forholdsvis hurtige denne gang. Især indspilningsprocessen gik ekstremt stærkt. På kun tre dage havde vi al bas og tromme i kassen, og efter ti dage var alle instrumenter nede på bånd. Det gav os 11 dage til at mixe og mastere i, hvilket var befriende dejlig lang tid. Så selvom det lyder hektisk, så endte det faktisk med at blive dejligt afslappende. Vi havde forberedt os ekstra meget denne gang, og det er helt sikkert grunden til det hurtige tempo. De sidste par måneder øvede vi nærmest hele tiden, når vi ikke lige var ude og spille - og som noget helt nyt øvede vi hele bandet samlet før indspilningen… selv med vokal! Så vi havde god tid til at ændre, hvad vi ikke kunne li'.

I finder efterhånden opbakning fra en masse fans fordelt på en lang række forskellige lande, så forventningerne til det nye album må selvsagt være høje. Føler I jer på nogen måde pressede af at ”have noget at leve op til”? - Ja, men det er også det, der sætter os ekstra op, når vi skal skrive nyt - og når vi spiller live! Hvis det var ligegyldigt hver gang, du udsendte et album, så ville det også lynhurtigt blive ligegyldigt hvordan numrene lød. Vi føler det som et privilegium, at folk forventer sig noget godt af os. Det betyder trods alt, at vi har lavet noget, som folk finder fedt! Da vi udsendte den første plade, forventede folk ikke noget af os - vi kom fra ingenting. Men allerede fra og med den anden plade har forventningerne været store til os, og de er bare vokset og vokset! Og det siger næsten sig selv, at folk især med denne nye plade er helt vildt på tæerne over, hvad vi finder på. Derfor er det også fedt, når det lykkes os at overbevise folk… og bare sjovt, hvis folk hader det, haha!
Pladen er produceret i et nyligt indgået samarbejde med Napalm Records. Hvordan opstod dette samarbejde?
- Efter et lidt træls sidste år af vores kontrakt med tyske SPV, ledte vi efter et selskab, der ikke kun var superprofessionelle og havde et godt netværk, men som også især stod bag os 100 %! Det er essentielt for ethvert band at mærke et selskabs lyst til samarbejde og støtte - og det vil være synd at sige, at vi følte det hos SPV til sidst. De var svære at få i snak, og de lavede ikke noget for os. Da vi endelig fik lov til at gå, var alt lige op over. Vi havde allerede booket studietid, og vi var i fuld gang med at færdiggøre tourplanerne. Vi måtte derfor i et sandt arbejdsraseri ud og finde et nyt selskab. Da vi kom i kontakt med Napalm, var de oppe at køre fra starten. De virkede dedikerede og bedst af alt, de hængte sig ikke så meget i, at vi havde skiftet ud i line-up'en! Det var rent ud sagt en fornøjelse at forhandle med dem! Efter at have arbejdet sammen med dem i snart et halvt år, må vi sige, at de holder deres løfter. Promo-arbejdet er helt i top, og de er helt tossede med pladen. Så vi har sgu travlt med interviews for tiden - hvilket er skønt, hehe!

Med kun ét originalt medlem tilbage, må jeres line-up siges at være skiftet en del gennem tiden - hvordan ser du selv jeres nuværende line-up sammenlignet med de ældre (både i henhold til musikalsk kunnen, kemi i bandet og evne til at komme over scenekanten på vanlig vis)?
- Vi stinker naturligvis stadigvæk!! Nej, vi har det fedt for tiden. Jeg mener det virkeligt, når jeg siger, at jeg føler at denne konstellation af bandet er vores stærkeste nogensinde. Det er jo ikke til at skjule, at det hele er lidt anderledes, men det er heller ikke meningen, at man ikke må se det. Stemningen i bandet er helt i top, og folk er dedikerede til det vi laver. Derfor er det også en del mere afslappende at spille i bandet lige nu, end det nogen gange har været. Fans og presse er i det store hele rigtig, rigtig glade for den nye skive, og vi har efterhånden bevist vores værd på de skrå brædder i den nye konstellation. Det har været fedt, at fans og presse er blevet ”omvendt”. Jeg har skrevet med denne polske fyr, der bare ikke kunne se bort fra det faktum, at vi havde fået en ny sanger… den nye var simpelthen verdens ringeste sanger nogensinde - overhovedet!! Da han så hørte de nye sange, ville roserne nærmest ingen ende tage! Hvilket heldigvis beviser, at det er muligt at vinde folk tilbage!

I har allerede indspillet en musikvideo til titelnummeret fra den nye skive. Hvad er idéen bag videoen og hvordan forløb produktionen?
- Vi lod alt være i hænderne på Michel Winkler Krog fra Intense Studios, der har instrueret. Han har tilpas nok syge idéer (måske for mange til visse folk) i hovedet til at lave de vildeste ting. Så vi lænede os bare tilbage, og lod ham gøre arbejdet. Selve indspilningerne tog 4 dage. Joller blev filmet alene i 3 dage, mens vi andre kun skulle bruge et par timers arbejde på vores del… skønt! Videoen hører i det store hele sammen med teksten til titelsangen, og omhandler en mand, der mishandler sit ellers pæne ansigt for at kunne operere højtalere ind i kæberne, så han ender med højtalere i stedet for mund. Men selve mishandlingen mindsker ikke mandens tro på sig selv. Han har stadig folk i sin hule hånd! Alt i alt handler den under sit ulækre ydre om at tro på sig selv!

Det var sådan set det - har du yderligere, du føler for at tilføje?
- Først og fremmest tak for støtten de sidste halvandet års tid. Vi glæder os til at få pladen ud og præsentere den live for jer her i april. Så hold øjne og ører åbne for updates på vores hjemmesider - så inviterer vi til fest ;-) Vi ses derude.

Tak fordi du tog jeres tid til at svare på spørgsmålene, og held og lykke med jeres kommende tour.
- Selv tak - det var en fornøjelse.
ANNONCE
ANMELDELSER
To The Nines