|
|
|
|
”The Great Bludgeoning” har allerede fået pæne ord med på vejen: ”Et solidt heavy album”. ”Smæk for skillingen”. ”HateSphere virker stærkere end længe set”. Danish Metal har talt med frontmand Esben ”Esse” Hansen om bandets syvende studiealbum, facebook-sider og om at bevare integriteten som band.
Af Marie Buus
|
|
|
 |
Hvordan adskiller ”The Great Bludgeoning” sig fra andre HateSphere albums?
- Bortset fra tre nye medlemmer, så adskiller den sig forhåbentlig ikke alt for meget. Det har hele tiden været planen, at ”The Great Bludgeoning” skulle lyde af traditionel HateSphere.
Hvad handler ”The Great Bludgeoning” om?
- Død, druk og thrash-metal.
Hvis ”The Great Bludgeoning” skal beskrives med få ord, hvordan vil beskrivelsen så lyde?
- Groovy moderne dødsthrash.
Hvis du skal fremhæve 2-3 tracks, der repræsenterer albummet, hvilke skal det så være og hvorfor?
- ”Smell of Death”, fordi det er det hurtigste HateSphere-nummer nogensinde og ”Resurrect With a Vengeance”, fordi det er det tungeste nogensinde.
I har tidligere kaldt jeres tilgang til sangskrivningen poppet. Hvad mener I med det?
- Det skal forstås sådan, at vi overhovedet ikke er omkvæds-forskrækkede. Der er sgu ikke noget som et godt omkvæd, man kan råbe med på. Desuden vil det være dumt at fornægte, at ABABCA-skemaet ikke har noget at sige i sangskrivningsprocessen.
Hvordan var processen omkring indspilningen?
- Det startede med, at Mike blev kastet ned i Tue Madsens pool i Antfarm, for at indspille trommer. Pepe lagde derefter spader på, og Jimmy og jeg indspillede i parallelløb bas og vokal. Jakob indspillede dernæst temaguitarer, og til sidst lagde Pepe soli på. Det hele foregik stille og roligt i Tues hjemmehyggelige omgivelser. Ikk' så møj pis!
Mircea Eftermie fra Mnemic har lavet pladens superfine artwork. Hvordan kom det i stand?
- Mircea er gammel ven af bandet. Han lavede også coveret til ”Ballet of the Brute”, og da netop den plade på mange måder fungerede som et referencepunkt for ”The Great Bludgeoning”, var det oplagt, at Mircea skulle lave det.
Hvordan er det som vokalist at løfte arven efter Jacob Bredahl og Jonathan Albrechtsen?
- Det er spændende. De er begge fantastiske vokalister, og at samle depechen op fra dem, er naturligvis ikke nemt. Jeg er da også gået meget ydmygt til opgaven. Ikke desto mindre klør jeg på med krum hals, og tror på, at det, jeg kan og gør, er feeeee.
HateSphere har haft adskillelige medlemmer efterhånden. Hvordan bevarer I integriteten som band?
- Med nye medlemmer må integriteten nødvendigvis ændre sig en smule, men vi lægger meget vægt på at leve op til ”de gamle dyder". Så vi sparker stadig røv live, og den ny plade bærer også tydeligt præg af, at vi ikke har ønsket at ændre noget, der virker.
Kender du til Facebook-siden "Jeg spillede også i HateSphere" - og hvad er din kommentar til den?
- Ja, det gør jeg, og jeg er vist også medlem. Ellers bliver jeg det i hvert fald. Jeg synes, det er pissesjovt. Jeg ser ingen grund til at tage sig selv så højtideligt, at man ikke kan tage lidt pis på, at HateSphere har haft en del medlemmer gennem årene.
Hvorfor tror du, at HateSphere er i stand til at bevare status som et af Danmarks største metalbands?
- På grund af den vidunderlige musik og det hårde arbejde. Det betaler sig heldigvis at gå i øvelokalet, at turnere verden rundt, at bruge oceaner af tid på bandet og så videre. Samtidig har der for mig at se altid været noget unikt ved HateSphere kompromisløse stil både på plade og live, og det belønner fans og andet godtfolk lykkeligvis også.
Hvad er det bedste ved at være medlem af et af Danmarks største metalbands?
- At komme ud at se verden, alt imens jeg gør det, jeg allerbedst kan lide, nemlig at spille heavy.
HateSphere har jo spillet jobs i flere verdensdele. Hvilket spillejob var det absolut fedeste?
- Den var værre. Men skal jeg fremhæve ét, så må det blive mit første show i Essen, Tyskland, i juli 2010. Jeg var pisse nervøs, og glemte undervejs halvdelen af teksterne, men da jeg trådte ud på scenen foran små 1.000 publikummer, der tog hjertens godt imod mig, var jeg solgt til stanglakrids.
Hvordan ser den nærmeste fremtid ud for HateSphere?
- Koncerter, koncerter og atter koncerter. Vi har lige spillet Headbangers Ball, og tager en weekend til Norge i oktober. I november og december tager vi to mindre tours rundt i Europa, og så byder foråret på en Skandinavien-tour, en Europa-tour og meget andet godt.
|
|
|
|
|
|
 |
|
|
|
|