: : Danish Metal : : INTERVIEW - INVOCATOR
Nyheder Anmeldelser Koncerter Downloads Kalender Artikler Konkurrencer Forum Links Information Redaktion Annoncering
Butik
INTERVIEW
Der var lagt op til en gedigen omgang metal lørdag aften i Store Vega i København i anledning af MTV's event, som relancerer konceptet Headbanger's Ball. Jeg mødte Jacob Hansen, frontmand og guitarist i Invocator - og måske i virkeligheden bedre kendt som den magiske producer, som drejer på knapper for alle de kendte danske og udenlandske bands for tiden. Og hvad spørger man så en så anerkendt og dygtigt producer som Jacob Hansen om, når man sidder overfor ham? Ja, samtalen kom bl.a. til at handle en del om lyden i Invocator - naturligt nok!
  Af Maria Prohazka Olsen
Kan I mærke i Invocator, at metalscenen i Danmark er eksploderet?
- Nej, jeg tror ikke, vi kan mærke det i Invocator, for vi har ikke rigtig taget sådan ”aktiv del” i det. Det er jo længe siden, at vi har lavet nyt materiale i Invocator, det sidste album udkom i 2003. Og siden da har vi holdt en bevidst pause, både fordi jeg har travlt som producer, og de andre bandmedlemmer har travlt i andre bands - og så fordi det seneste album var meget ”lyst-betonet”. Vi havde virkelig lyst til at lave en plade på det tidspunkt, og derfor laver vi ikke nyt materiale før vi virkelig føler, at nu må vi bare lave en ny skive.

Er Jeres line-up sådan, som det skal være nu?
- Ja, det er vores fulde line-up nu. Selvom det jo ikke er de samme bandmedlemmer, som det var oprindeligt i 90'erne. Også derfor var det sjovt at have Perle (leadguitarist i Invocator på de første to albums) med på scene i aften som ”hemmelig gæst” på et enkelt nummer eller to.

Jeg har lagt mærke til, at I spiller til vokale back-tracks, som jeg går ud fra, at du selv har lavet. Kan du fortælle lidt om det? - Ja, det er rigtigt, de er fra den seneste plade. Og de numre, som ikke er fra den skive, har jeg komponeret nye back-tracks til, så det bliver muligt for os at skabe den store lyd, som vi har på indspilningerne. Samtidig synes jeg, at jeg kæmper en hård kamp med både at spille guitar og lægge vokal - så det er med til at få løftet omkvædene - og få de små effekter med. Det hænger nok også sammen med, at jeg som producer er meget perfektionistisk - og når jeg spiller live, vil jeg gerne have, at publikum får den samme lydoplevelse som på indspilningen. De skal kunne genkende koret og melodilinerne, og når vi ikke helt har mulighed for at gøre det live med den lille besætning, vi har, så er back-track helt ideelt. På den måde får vi både løftet vokalen, vi tilføjer noget subbass, og vi lægger nogle effekter. Det gør jo så naturligvis, at vores trommeslager bliver nødt til at spille til click.

I har en bundet og fyldig lyd - hvordan gør I det? Og er der trigger på Jeres trommer?
- Vores tunge, fyldige lyd hænger nok sammen med, at vi stemmer i C (dvs. at guitarer og bas er stemt tre toner ned) og så som sagt er der tilføjet noget sub-bas på et nummer. Derudover spiller vores trommeslager netop med trigger på stortrommen, så livelyden bliver et mix af op-mickede trommer og trigger-effekt.
Men når man hører Jer live, er der væsentlig mere ”bund” i Jeres lyd - hele lydbilledet er meget fyldigt og bastant (hvilket jeg ser, som noget godt). Hvad er det, I gør live, som er anderledes?
- Jeg tror, det har noget at gøre med, at vores bassist for nyligt er begyndt at spille med mere overdrive. Jeg bruger altid selv overdrive på bas i studiet, men det tilføjer altså noget i en live-situation. Og så har det måske samtidig noget at gøre med vores måde at spille på. Mange af vores lyttere siger, at vi i Invocator har en speciel og karakteristisk lyd, som nok skyldes, at vi er meget inspirerede af de gamle thrash-bands. Jeg er f.eks. vokset op med James Hetfields måde at spille guitar på - og han var idolet dengang. Den spillestil er meget ligetil, og uden den helt store ”tekniske kunnen”. Det er mere råt og tørt.

Ja, Metallica var gode til masser af downstrokes! Siger du dermed, at I i Invocator spiller gammeldags og ikke er teknisk dygtige musikere (griner)?
- Nej, det skal ikke forstås på den måde (siger han grinende)! Men vi groover - hvis man kan tale om ”grooviness” i metal! Vi svinger godt sammen. F.eks. er vores trommeslager faktisk mest rock-trommeslager, selvom han startede ud som metal-musiker, og han tilføjer et specielt drive til vores musik. Jeg kan virkelig lide at spille sammen med mennesker, som har den der lidt mere tunge feeling.

Så I spiller tilbagelænet thrash-metal med masser af aggressivitet og tyngde - i et smukt afbalanceret lydunivers?
- Ja, tilbagelænet er vel egentlig det helt rigtige udtryk. Den nyere generation af musikere på metal-scenen lytter til sådan noget som Korn, som ligger mere fremme på beatet. Og så spiller de så pænt og fint. Det er ikke så meget vores stil. Jeg sætter netop pris på, at musikken skal ”groove” i metal, og at det er mere tilbagelænet. Men enhver musiker har jo sin måde at spille på.

Hvordan skrev I i sin tid nyt materiale i Invocator?
- I tidernes morgen, var det Perle og mig, der havde idéerne til nyt materiale, hvilket vi så arbejdede sammen om. Når vores idéer var ved at være gennemarbejdede, præsenterede vi det for de andre to. Men nu er det jo netop noget tid siden, at vi har skrevet noget sidst.

Nu ved jeg jo, at alle medlemmer i Invocator har ret travlt. Du har jo gang i den store producer-karriere og de andre bandmedlemmer spiller i flere forskellige bands. Hvordan får I det hele til at gå op? - Ja, det er også svært. Vores trommeslager bor i København, bassisten bor i Falster, vores guitarist bor i Kolding, og jeg bor selv i Ribe. Så det er jo helt utilnærmeligt at skulle mødes. Og alle har travlt. Men det går nok. Det er noget, som man bare må prioritere - ”det vil vi gerne, så gør vi det”! Og selvom jeg har travlt i producerstolen, så har jeg heldigvis ikke de helt store deadlines lige nu. Til gengæld har jeg måske et lidt større projekt om hjørnet - rent producermæssigt. Men det er stadigvæk ikke helt fastlagt, så det er vel stadig lidt hemmeligt.

Hvordan synes du lyden er her i Vega i aften?
- Jamen, jeg har slet ikke været ude og høre noget i aften - endnu! Men jeg glæder mig meget til lige at lytte til noget Suffocation om lidt. Heldigvis siger alle, jeg har talt med, at lyden er virkelig god i aften. Og det er jo noget, jeg går meget op i (griner).

Sidst men ikke mindst må jeg spørge - hvad skal der nu ske for Invocator? I er jo lige blevet launchet på MTV her i aften. Vil I relancere Jeres album fra 2003? Eller kommer vi til at høre noget nyt fra Jer i nærmeste fremtid? - Jeg tror, det er noget, vi må hjem og mærke efter… hvordan det føles. Vi burde jo nok relancere det gamle album, men det ligger alligevel langt tilbage, og vores forhold til det pladeselskab, som albummet blev udgivet på, er ikke helt i top. De var ikke så hjælpsomme med, at få vores karriere i gang. Og desværre har vi ikke selv rettighederne til musikken fra dengang. I virkeligheden ville det nok være fedt for os, at lave en ny plade. Men det kræver også meget af os. Vi skal have samlet folk for at få skrevet nyt materiale. Altså heldigvis kan man jo sige, at Internettet har gjort det en del lettere. Vi kan sende lydfiler til hinanden, og jeg har mit eget studie, så det er nok ikke så svært, som det måske synes lige nu. Det, der virkelig kræver tid og engagement, er at få promoveret skiven efterfølgende. Og det er det, vi skal overveje, om vi har overskud og lyst til.
ANNONCE