|
Foto: Marie Buus
|
|
LAMB OF GOD
JOB FOR A COWBOY
AUGUST BURNS RED
BETWEEN THE BURIED AND ME
Store Vega
København 4. marts 2010
Af Maria Prohazka Olsen |
|
|
Så snart vi kom ind ad dørene i Store Vega, kunne vi høre stortromme-triggeren drøne, og mærke hvordan lyden forplantede sig til loft, vægge og gulv. Lydprøverne til aftenens koncert var i gang, og der var lagt i ovnen til et brag af en metal-oplevelse, da Lamb Of God gæstede København med support.
Aftenens program stod på en amerikansk blanding af metalcore og dødsmetal med masser af progressive elementer, og udover hovednavnet fik vi lov at opleve Between the Buried and Me, August Burns Red og Job for a Cowboy.
I mange uger havde jeg set frem til den fuldstændigt udsolgte koncert med de lettere kristne dødsmetaller, og selvom aftenens program forløb professionelt og lige efter bogen i forhold til tidsplanen, så var lyden i Store Vega så himmelråbende dårlig, at det hurtigt lagde rimelig meget låg på entusiasmen.
BETWEEN THE BURIED AND ME
North Carolina er hjemstat for rebelske Between the Buried and Me. Og med seks studiealbums i bagagen, må man sige, at bandet faktisk er temmelig stort i USA, selvom det måske ikke ringer så mange klokker herhjemme.
På trods af god energi og masser af rutine, leverede bandet dog en lidt kedelig koncert, som absolut ikke blev hjulpet på vej af fuldstændig miserabel lyd fra mixerpultene. Guitaren gik overhovedet ikke igennem - til gengæld var der masser af mudret lyd fra bas og trommer - og masser af knas og overstyring på leadvokalen.
Og her er vi så kommet til, at jeg stiller mig op på et par ølkasser og råber højt, for hvad sker der for hele den dér tanke om, at opvarmningsbands ikke må lyde godt? Åh, hvad nu hvis de bliver en konkurrence til hovednavnet? Så tænker publikum jo ikke: ”Nøj! Hovednavnet er bare SÅ meget federe end de andre!”. Hvor er det trist, at man på den måde skal hævde sig på andres bekostning, og være med til at opretholde en underlig rangorden, som gør det svært at komme frem som upcoming band. Nogle af metallens grand old men, Metallica, er i særdeleshed med til at praktisere denne kutyme. Og Lamb Of God har da også været opvarmning for de gamle rødder, så måske har de lært lidt for meget på den front.
 
AUGUST BURNS RED
Efter den lidt tamme start på aftenen, var det blevet tid til noget kristent metalcore fra Pennsylvania. Bandet med det lidt underlige navn, August Burns Red, indtog scenen med store armbevægelser, tung lyd, jomfru Maria tattoos - og en mikrofon indbundet i pink cykelstyrstape, som ellers fik et par ture rundt i Vega! Det lyder måske fesent, men Jake Luhrs og kompagni var alt andet end wimpede - det er i hvert fald ikke julekugler, den mand har i bukserne.
Faktisk bliver jeg her nødt til at fortælle den syge historie om bandnavnet, som undrede mig en del. I sin tid datede tidligere frontmand Jon en pige ved navn August. Denne føromtalte pige viste sig dog at være temmelig mørk i bøtten, forholdet gik i vasken og hun brændte Jons hund, som hed Red, levende. På de lokale avisforsider stod der næste dag: ”August Burns Red”…
Der blev lagt tungt og kontant ud med det meget melodiske og rytmisk afvekslende ”Back Burner”. For dem, som ikke har haft fornøjelsen af at høre nogle af bandets skiver, kan jeg fortælle, at deres materiale er karakteriseret af mange progressive elementer, voldsomme tempo- og taktartsskift og meget intelligente og overraskende guitarlinjer. Samtidig er de voldtunge og meget aggressive. Hele dette ret komplicerede lydunivers bæres af en gennemproduceret og EQ'et lyd. Med den miserable lyd i Store Vega kom August Burns Red slet ikke ud over scenekanten i den grad, som de fortjener. Vokalen overstyrede stadig i de to første tracks, der var ikke nok guitar, bassen var helt udefineret og mudrede sammen med alt for høje trommer. Under tredje nummer blev lyden dog lidt bedre, og der blev lavet EQ på vokalen.
Til gengæld leverede bandet en flot og nærværende præstation med Jake Luhrs som altoverskyggende centrum. Den ene guitarist havde i aftenens anledning medbragt sin flotteste guitar - en skriggrøn Ibanez af S-serien. Men hvor grim hans guitar end var, kunne det ikke forpurre billedet af, at de kristne metallere fra Pennsylvania spiller for fedt. Og mon ikke de fleste i salen blev overbeviste om, at de måtte hjem og tage en ekstra lytter på bandet, selvom det kun blev til syv numre i aftenens show, hvoraf mange af mine favoritter var i blandt, såsom ”Back Burner”, ”The Truth of a Liar”, ”Mariana's Trench” og ”Composure”.
JOB FOR A COWBOY
Jeg må indrømme, at jeg slet ikke kendte Job for a Cowboy før i går. Og det er en fejltagelse, jeg i den grad skal have rettet op på, for de vilde cowboys fra Arizona viste sig at være aftenens overraskelse for mit vedkommende. Og en positiv en af slagsen. Stik mod navnet viste de fem gutter sig nemlig at være de vildeste dødsmetallere med store tattoos, udfordrende piercinger, sort langt hår og mørkt, mørkt tøj.
Godt nok blev bandet hjulpet lidt på vej af væsentlig bedre lyd end de to foregående bands, men samtidig var det melodiske og rytmiske materiale fra de tunge dødsmetallere afvekslende, modigt og virkelig overbevisende.
Jonny Davy som frontmand kombinerede dyb growl med skrig, og det virkede, som om, han virkelig havde tjek på tingene, hvilket lydmændene på deres side gjorde alt for at spolere, for hele den lyse del af hans vokalarbejde gik tabt - det faldt i den store sorte gryde med alt for meget bas og trommer, som hele tiden var i kog på scenen.
LAMB OF GOD
Det blev råbt i kor på hovednavnet hele aftenen igennem. Men mest overbevisende lød det lige inden, der blev blændet op for lyset, og D. Randall Blythe og resten af hyrdeflokken gik på. Og gulvet gyngede bogstaveligt talt, da hele Vega begyndte at hoppe taktfast og med fuld energi til tonerne fra nogle af tidens største metallere. Og imponerende var de, Lamb Of God. Og det til trods for, at lyden stadig ikke var helt i toppen (men dog kilometervis bedre end for aftenens tre andre bands).
Helt fra første gang, jeg lagde øre til bandet, blev jeg imponeret af Mr. Blythes sindssygt dybe growl. Dog måtte jeg skuffende konstatere, at det skræmmende vokalarbejde til dels skyldes brugen af effekter på hans mikrofon. Men lad nu det ligge. I sig selv holder Randy Blythe nemlig en intimiderende, men overbevisende fest på scenen med voldfed energi - 'and he just keeps on going'. Med sveden haglende af sig, fik Mr. Frontman sendt kaskader af transpiration ud over fotografer og de nærmeste publikummer, hver gang han headbangede.
Men det var ikke bare sved, der blev langet over scenekanten denne aften i Vega - det var også præcis, velspillet og tonsertung dødsmetal. Og det sad lige i skabet til trods for mudret baslyd og for høje trommer. Vi tog en tur gennem Lamb Of Gods materiale, hvor meget stammede fra deres nyeste skive, “Wrath”. Men samtidig fik vi også lov at høre klassikere som ”Laid to Rest”, ”Hourglas”, ”Walk With Me in Hell”, “Vigil”, “Now You've Got Something to Die Dor”, “Ashes of the Wake”, “The Cursed Sun” og “Redneck”.
Og jeg skal love for, at hele gulvet i Vega blev forvandlet til en stor, skøn mosh-pit smurt ind i øl og en enkelt gin-tonic eller to. Der blev hoppet igennem, råbt igennem, headbanget, så de fleste publikummer nok må tage sig ømt til nakken dagen derpå.
Tilbage sidder jeg dog med en irriterende følelse af, at lydmændene i Vega næsten fik forpurret en koncert, som jeg havde set så meget frem til. Alligevel må jeg glædeligt konstatere, at mine favoritbands var så dygtige, velspillende og professionelle, som jeg havde håbet på. Super koncert fra bandsiden - dårlig koncert fra Vegas side. Derfor har jeg heller ikke ladet den dårlige lyd gå ud over mine bedømmelser.
|
|
|
|
|
