Last Mile tæller folk der kan skrive Hatesphere, As We Fight og Barcode på CV'et, så deres forenklede og hårdtslående hardcore har med god grund været genstand for en del opmærksom det seneste år. Nu er debuten på gade, og herunder fortæller guitarist Jacob Bredahl bl.a. om det pladecover, der indkasserede dem en pris ved Danish Metal Awards 2008.
Af Martin Huss
Først og fremmest tillykke med jeres nye plade. Last Mile er jo en relativt ny konstellation på den danske scene, så kan du hurtigt lige opridse historien bag bandet, for de som måske ikke kender jer endnu?
- Hej, og jo tak skal du ha'. Ja, man må sige at vi er et ret nyt band. Snick (Michael Sørensen) og jeg ville lave et rendyrket hardcore band, der ikke var Barcode. Vi ville lave noget musik, der skar indtil benet på vores måde. Og det gjorde vi så. Vi fik lokket Laue (ex-As We Fight) med på sang og Bazziman med på bas. Og nu står vi her med en plade, et lille år efter vi startede.
Alle bandets medlemmer har en fortid i diverse andre prominente danske metal og hardcore bands. Er der noget markant anderledes ved Last Mile end de bands I ellers har været i?
- Prominente er vel så meget sagt… Men jo, vi har alle spiller i andre bands, der har udgivet mange plader og turneret meget, og været igennem lidt af hvert over de sidste 10 år. Og jo, det er anderledes med det her. Vi er jo startet fra start af igen, med at lave demo, prøve at få en kontrakt, hvilket er lykkedes, men i en helt anden størrelsesorden end tidligere. Men det passer os alle helt fint. Ellers ville vi heller ikke have gjort det. Vi hygger os med det vi gør. Nu skal vi bare have nogle flere shows, så er vi glade.
Hvad inspirerer Last Mile til at spille den musik I gør?
- Jeg tror at hverdagen inspirerer os - i hvert fald mig. Og så fordi vi syntes det er sjovt at spille denne simple form for musik. Energien og glæden ved det.
Jeres debutalbum bliver udgivet af det tyske pladeselskab Demons Run Amok. Hvordan opstod det samarbejde?
- Det var meget tilfældigt. Vi havde sendt demoen ud til en masse selskaber. De fleste sagde nej tak, og dem der sagde ja tak, gjorde det af de forkerte grunde. Jeg havde et par tyske bands i mit studie, for at lave en split. Da jeg så sendte masteren til deres pladeselskab, smed jeg vores demo med, uden at skrive hvad det var, og hvem det var. Da han (Marcel) så modtog det, kom der straks en mail om hvad den demo var for noget, og at han gerne ville arbejde med det band. Så tog vi den derfra, og nu er pladen så ude via ham og Demons Run Amok.
De fire numre fra jeres demo er også at finde på debuten. Er de blevet genindspillet, og hvad lægger til grund for at de er med igen?
- Ja, det snakkede vi meget om, altså om de skulle med eller ej. Jeg ville egentlig ikke have dem med, men vi blev enige om at 15 numre var bedre en 11 på plade. Og det var jo nok meget begrænset hvor mange mennesker der havde hørt den demo. De 4 numre er genindspillet, ja, men desværre ikke til det bedre. Der var noget magisk og en utight stemning over demoen he he…
Hvor opmærksomme er I på den visuelle side af jeres udtryk? I havde blandt andet meget hurtigt merchandise og en video ude, og artworket til demoen var tegnet af den danske artist RAM. Kan du i den forbindelse uddybe lidt om historien bag coveret til debuten, som må siges at være ret markant?
- Meget vil jeg sige. Vi gør hvad vi kan for at gøre opmærksom på at vi er til. Og det gør man jo med videoer, merch og selvfølgelig musik. Og så skal det være i den rette ånd, som passer til det vi nu engang gør. Hvad angår coveret til pladen, så spørger mange til hvem ham makkeren er. Og han er jo også en ener, må man sige, og derfor er han endt på coveret. Da jeg nærmest boede i Køln, var jeg en dag inde i et fotostudie, og så hang der et billede på væggen, hvor jeg tænkte: ”Det der skal være vores frontcover!” Jeg fandt frem til hvem der havde taget det, og fik lov til at bruge det - mod betaling. Fotografen, Pascal, fortalte at han havde mødt manden på gaden i Paris, og havde fået lov til at tage et billede af ham. Og det er det. Men det billede udtrykker fandme mange ting. Det fjæs er helt vildt. Han har prøvet lidt af hvert, er jeg ret sikker på. Og måske går han den sidste mil…
Ifølge jeres MySpaceprofil har I for nyligt skudt videoer til to af jeres numre. Hvilke drejer det sig om, og kan du fortælle mere om det?
- Det er til ”Steadfast”, som er et meget kort nummer på noget der ligner 48 sekunder. Og som i øvrigt er åbningsnummeret på pladen. Og så til ”Another Sinking Ship”, som er pladens længste nummer. De kan begge ses på vores MySpace og de kan downloades på vores hjemmeside i god kvalitet: www.lastmilehardcore.com
I har været med på MTV Headbanger's Ball turnéen her i efteråret, hvordan har det taget sig ud?
- Intet mindre end sjovt! Fandme god stemning og ballade over feltet. Og så var det godt for os og komme ud og vise hardcore-flaget, og gøre opmærksom på, at vi eksisterer. Der har ikke været så pisse mange mennesker, men det er jo sår'n det er…
