
01. De Ilde Varslers Ånder
02. De hedenfarnes Faerd
03. Når Dombasunen Lyder
04. Anno Domini 950
|
|
LIGFÆRD De Ilde Varslers Ånder 7" (Ancient Darkness Productions)
Af Roy Batty |
|
      |
Ligfærd er ikke et nyt band, og har været aktivt under navnet Hrapp siden 2000. Bandets musik har igennem årene figureret på en række demoer, promoer og på splitten med danske Mørkheim. 2005 står som det skærende år, hvor der var udskiftning i bandsammensætningen, og navnet blev ændret til Ligfærd – et navneskifte, der varslede en mere brutal og mørk lyd.
Ligfærds musik trækker i nogen grad på lyden fra bl.a. Marduk og Setherial. Med Ligfærds direkte tilgang følges volden dog til dørs. Hvor mange bands, der besidder tilsvarende inspirationer, lader lytteren indtage en position, hvor volden loves – dvs. hvor billeder af de hedenske horders mønstring fremmanes, så dykker Ligfærd direkte ind i slaget. Sværdene funkler ikke kun. De synker ind i kød, knuser kranier, og lader lemmer falde.
Denne krigens følelse understreges på det kraftigste med nummeret ”De Hedenfarnes Faerd”, der på apokalyptisk vis varsler afgrunden. I sammenspil med det pågældende formatet fremstår pausen, der er en konsekvens af 7” formatet, som en stilhed før stormen. Stormen følger i nummeret ”Når Dombasunen Lyder”, der eksploderer i vold. Om denne virkning er tilsigtet eller ikke, så fungerer det på bedste vis. Der er ikke kun fart over feltet, og Ligfærd inddrager langsommere stykker i musikken, der ud over at variere udtrykket, er med til at intensivere det allerede effektive soniske angreb.
Tekstmæssigt kan der ses paralleller til ældre danske bands som bl.a. Brandpest og Feikn, og kampen musikken synes at opildne til, fremstår som en kamp for en verden, hvor Helhesten, Gravsoen og de dødes ånder igen vil indgyde frygt på jorden.
Produktionen er som den bør være. Harsk og ej for pæn. Hermed ikke sagt, at det lyder som en af horderne af bands med skodproduktionen, der gemmer deres manglende arbejde med præsentationen af deres materiale bag credoet, at en minimalistisk produktion er vejen frem. De forskellige strømninger i musikken er veldefinerede, og den nordiske kulde, der findes i de melodiske riffs står fint om side med de mere kaotiske og smadrende elementer.
Der er riffs på denne 7’er som jeg forventer, kan have samme indvirkning på lytteren, som dårlig coke har på de Brian’er, der kan observeres hovedestampende i bylivet. Volden der findes i Ligfærds musik synes dog ikke at være lige så formålsløs, og hvis Black metal med kvalitet tiltaler dig, så er ”De Ilde Varslers Ånder” en ganske god investering. Personligt ser jeg selv frem til at den varslede split med Postulation på Ancient Darkness Productions, og albummet ”Med Død For Øje”, der nyligt blev udgivet som bånd på danske Silver Key Records.
|
|