01. Entrance
02. Beauty Will Fade
03. Gypsies' Dance Part 2
04. Intuneric V
05. Haita Di Lupi
06. When The Soulreapers Cry
07. Intuneric VI
08. All That Remain
09. Intuneric VII
10. Of Madness In Its Purity
|
|
MANTICORA
The Black Circus Part II - Disclosure
(Locomotive/Target)
Af Maria Prohazka Olsen |
|
  |
Er du til power metal, som ikke lyder som noget fra 80'erne, så er Manticora svaret på dine drømme. Det danske femkløver er nu på gaden med deres sjette fuldlængde album, ”The Black Circus Part II”. Og som titlen ganske rigtig antyder, tager bandet tråden op fra sidste skive - ”The Black Circus Part I - Letters”, men nu med væsentlig mere keyboard sololir leveret af Finn Zierler (som også var med på ”8 Deadly Sins”), Andreas Lindahl og Ronni Claesen (bandets nye tangent-mester i den virkelige verden).
Og det er virkelig moderne power metal grænsende til progressiv metal - for fuld skrue med masser af instrumentale temastykker - med vokalist Lars F. Larsen som samlende frontmand, der leverer ufortyndet melodisk, hurtig metal til dine øregange. Samtidig er skæringerne på ”The Black Circus Part II” iørefaldende, med høj kvalitet i både tematisk og harmonisk materiale.
Jeg indrømmer blankt, at jeg er imponeret over Lars F. Larsens vokale præstationer. Han er ikke en gængs sanger indenfor power metallen, for han lyder mere rå og har en ret fyldig og nærmest desperat klang, som passer godt til Manticoras dystre stil. Men når det nu er sagt, synes jeg, at hans udtryk til tider går hen og bliver lidt ensformigt. Det er ligesom om, Larsen kører på det samme energiniveau hele tiden, hvilket ikke er fremmende for lytterens indlevelsesevne på de forskellige tracks og stemninger. Kun i det korte ”Intuneri VII” får lytteren lov at opleve en lidt mere afdæmpet og følsom vokal fra Larsen. Det skal han klart dyrke mere.
Men hvad med guitaren? Jo, Martin Arendal kan spille hurtigt - og får også lov til at gøre det, mest af alt i hurtige chases med keyboards. Alligevel sidder jeg tilbage med følelsen af, at den unge Yngwie Malmsteen-fan gemmer sig lidt for meget bag ved de hurtige og overvældende tonerækker fra Zierler, Lindahl og Claesen på tangenter. Og det er en skam, synes jeg.
Generelt er de fleste ud af de ti skæringer på ”The Black Circus Part II” ret overbevisende, men specielt ”Gypsies Dance pt. 2”, det instrumentale ”Haita Di Lupi” og ”When The Soulreaper Cry” står som det stærkeste (og tungeste) materiale.
Det udfordrende ved Manticora er, efter min mening, at de formår at skabe en power metal-stil, som er dyster, tonstung, hurtig - men samtidig ekstrem melodisk. De ryster fængede riff, rytmiske ryk og dyster tekster ud af ærmet. Så snart du sætter deres skive på, bliver du mødt med en bastant og imponerende lydmur af energi og melankoli, som ikke mange power metal-acts kan skabe. Det er meget flot.
|
|
