
01. Me
02. Pick Up
03. Into Nothing
04. Coma
05. Leika
06. Blow Away
07. 180
08. Everybody (Backstreet's Back)
09. Stupidity
10. Outdone
11. Out of Sight
|
|
MELTED Kill the Romantics (Romansick/Target)
Af Peter Michelsen |
|
      |
Endnu et. Jeg tvivler på at vi nogensinde kommer til at mangle nu-metal bands, men til deres forsvar har veteranerne i Melted en del mere end de gennemsnitlige at byde på, både hvad angår erfaring og indhold. ”Kill The Romantics” er en velvalgt titel, for der bliver ikke kælet for meget andet end den pure aggression albummet igennem. Måske lige med undtagelse af den fremragende komposition og taktfasthed. Melted er ikke et band, der prøver på at være anderledes bare for at være anderledes, og derfor er ”Kill The Romantics” også fri for de store overraskelser (og distraktioner), men på den rare måde.
Sangene er konsekvent bygget op omkring en god gang grind afløst af lidt mere groovy dele, dog uden at vi, med undtagelse af den rene vokal, forlader det forvredne og tunge guitar-bas-helvede. En formel der bliver brugt til ukendelighed i grænsemiljøerne omkring metal, men det her ligger nu efter min mening et par ligaer over den almene mainstream overflødighed, som man ofte finder i nu-metal genren. Det vil sige, at der tydeligvis er lagt mere i musikken end bare ”Vil de mon købe det her?”. Umiddelbart er det svært at hive en sang ud af albummet der virkelig skiller sig ud, for som sagt er det en meget solid stil og opbygning albummet igennem, men især ”Pick Up” er en sang jeg kommer til at høre igen, bare for det uhyggeligt fede groove sangen er bygget op omkring.
Jeg tror aldrig jeg har ejet et album af denne beskaffenhed, men Melted får virkelig hevet mig ind i de akavede kompositioner, der ikke minder om noget jeg har hørt med mit (indrømmet!) ekstremt begrænsede kendskab til genren. Selv et cover af en så forfærdelig 90'er slager som ”Everybody (Backstreet's Back)” får Melted hevet op på et niveau, der er til at holde ud, og det burde vel sige den almene Danish Metal læser et og andet om deres musikalske evner. Jeg vil i høj grad håbe at den nyere generation af metalhoveder falder over gode bands som Melted, i stedet for det bras de kan hive ned fra hylden i den lokale Fona. Ønsketænkning eller ej.
|
|