01. New Desire
02. Bloodsong
03. Embrace the Nothing
04. This Black and Endless Never
05. Isolation (The Loneliness in December)
06. The Endless Fall
07. Black and Hollow
08. Execution Style
09. I Am Lies
10. Public Failure Number One
|
|
MERCENARY
Architects of Lies
(Century Media/EMI)
Af Maria Prohazka Olsen |
|
  |
Nu skal det jo ikke være nogen hemmelighed, at jeg er meget glad for at få tildelt æren af at anmelde Mercenarys nye skive, ”Architect of Lies”, som kommer på gaden d. 17. marts her i Danmark, for jeg er altså meget betaget af de 6 jyders musik. Og ”Architect of Lies” har virkelig noget at leve op til, da den følger op på kanon-succesen fra 2006, ”The Hours That Remain”, som på det tidspunkt vandt prisen for årets album ved DMeA.
Som altoverskyggende centralt element i sekskløverens musikalske univers står igen Mikkel Sandagers fremragende, rene vokal, nu understøttet af bassist René Pedersen (som kom med i 2006 efter udgivelsen af ”The Hours That Remains”) på growl og skrig. Og Hr. Pedersen gør det faktisk godt. Dog er hans artikulation ikke så klar, som det kunne ønskes fra min side, og det synes jeg, er synd.
Skiven indeholder 10 mere eller mindre hårdtslående numre, og vil også blive tilgængelig i en limited edition, som vil indeholde et bonus-track og DVD-materiale med 9 live-tracks og studie-rapport. Af stærke skæringer kan bl.a. nævnes ”New Desire”, ”Bloodsong”, ”Execution Style”, ”I Am Lies” og ”Public Failure Number One”. Faktisk synes jeg kun, at et enkelt nummer falder udenfor den musikalske helhed, nemlig ”Embrace The Nothing”, som starter som et ualmindeligt poppet track. Men lad nu ikke det ødelægge stemningen, for alt i alt er det altså et fremragende album de seks gutter har fået rystet ud af ærmet.
Igen har de danske lejesoldater besøgt Ribe og Jacob Hansens studier. Og det kan man jo godt forstå, da den mand er Gudbenådet som producer indenfor metallens verden. Og selve den lydmæssige balance er da også lige i øjet. Der er masser af plads til de forskellige instrumenter, og der er samtidig masser af dybde og tyngde i både bas og trommer. Guitarerne er sprøde, men rå, og der er masser af smygende key-linier, som løfter musikken og gør, at bandet skiller sig ud fra det meste andet danske metal, som er oppe i tiden.
Heldigvis er lydbilledet ikke så renpudset denne gang, som det var tilfældet på deres forrige skive, og det klæder musikken godt, synes jeg. Det bliver simpelthen mere råt og metallet - og mere troværdigt. Selv har bandet udtalt, at det er et meget spontant album fra deres side, da det blev optaget lige i kølvandet på deres sidste tour - og de derfor fik bragt masser af live-groove og energi med i studiet.
Artworket er lavet af Niklas Sundin (Arch enemy, Dark Tranquility) og er mere dystert (og måske endda mere seriøst), end det før har været tilfældet med Mercenary, og det passer til den drejning deres musik har taget over mod melo-død-genren.
|
|
