Mercenary udgav fornylig det anmelderroste album "The Hours That Remain", og selvom det er en både helstøbt og vellykket skive, så blev den til på en trist baggrund. Gruppens stifter og frontbrøler, Kral, havde forladt bandet. Et chok for både fans og band, hvilket guitarist Jakob Mølbjerg her fortæller meget mere om.
Af Martin Lyager Nielsen
Det kom vist som en overraskelse for de fleste, da det kom frem at Kral ville forlade bandet. Kan I fortælle lidt om forløbet frem til hans exit? Hvorfor måtte Jeres veje skilles?
- Jamen det var egentligt også en ret stor overraskelse for os andre, eftersom han havde virket fuldt ud motiveret på de fleste gigs vi spillede sidste år. Men da vi andre begyndte at mødes igen for at skrive nye numre efter en pause ovenpå touren med Nevermore sidste år, mødte han kun sjældent op for at deltage i sangskrivningen af den nye plade. Vi regnede med at han ville komme op på hesten igen efter et stykke tid, men i stedet meldte han til sidst ud at han ikke havde lyst til at fortsætte i bandet. Jeg tror mest grundene var at finde i at han gerne ville have et mere stabilt familieliv, og mere tid til at være sammen med sin søn, men jeg kan ikke sige at jeg personligt forstår hans beslutning fuldt ud efter at han havde brugt så mange år på bandet. Men han havde vel opnået mange af de ting han gerne ville med bandet, og vi respekterer selvfølgelig hans valg og fortsætter ufortrødent bandet med fuld fart frem.
Hvordan var det at skulle skrive et nyt album uden Kral?
- Personligt var det ikke så anderledes for mig; Martin (leadguitar.), Mike (trommer) og jeg stod for at jamme de fleste numre og deres grundstrukturer sammen, og sådan var det egentligt også før i tiden hvor det så var med Kral i stedet for Martin. Den største forskel var nok for Mikkel, der pludselig stod med hele ansvaret for at arrangere vokaler og skrive tekster; samtidigt måtte han også stå for al aggressiv vokal på pladen. Vi var alle enige om at vi ikke ville miste balancen mellem de melodiske og de hårde typer af vokal eftersom den kombination har haft en fremtrædende rolle i vores lyd hidtil. Heldigvis for Mikkel hjalp hans bror Morten (keys) meget med til al vokalarbejdet, hvilket jeg tror, var en vigtig støtte for ham, og vi er da også selv rigtigt tilfredse med resultatet, som vi da alle mener, er vores bedste skive til dags dato. Men den største arbejdsmæssige forskel mellem den her plade og de tidligere var nok at vi skrev al musikken på blot 3 måneder. Det foregik ret intensivt på den måde, at vi optog nogle grundspor med guitar og trommer i øveren, hvorefter Mikkel og Morten arrangerede keys og vokal til disse skitser i et separat rum ved siden af øvelokalet. På den måde udvekslede vi idéer, og derved ret hurtigt kunne arbejde os frem til nogle fornuftige versioner af numrene, frem for at stå alle sammen i øvelokalet og mene 100 forskellige ting på én gang, hver gang en detalje skulle på plads.
Kan I karakterisere tekstuniverset på ”The Hours That Remain”?
- I forhold til bandets tidligere tekster er disse nok mere introspektive, og de handler meget om vores personlige identitet, om betydningen af de valg vi træffer og om personlige relationer. Men eftersom det som nævnt er Mikkel, der har forfattet størstedelen af dem, er jeg næppe den rette til at udpensle dem i detaljer. En del af teksterne kan dog ses i relation til titlen, der henviser til det begrænsede men for os selv ukendte antal timer, vi alle har tilbage i tilværelsen. At vores eksistens på denne måde er præcist afgrænset, er på en måde en skræmmende tanke, men også noget der bør få os til at tage ansvaret over egen tilværelse, og gøre det rette med de timer, der er forundt os; hvor mange det så end er, og hvad så end det rette måtte være.
”The Hours That Remain” gæstes af både Bjørn ”Speed” Strid fra Soilwork og Heaven Shall Burns Marcus Bischoff. Hvordan forløb de to samarbejder?
- Vi arbejdede sammen med dem på to vidt forskellige måder. Egentligt kendte vi ingen af dem personligt på forhånd, men begge reagerede positivt, da vi kontaktede dem per mail. Soilwork kom forbi Århus på deres Europatour i foråret, så vi kidnappede Björn om eftermiddagen og tog ham med i Ziggys studie, der jo også ligger i Århus. Her trackede han så ganske hurtigt noget rigtigt grumt vokal, det meste i 'one takes' hvilket var ganske imponerende. Der er i øvrigt et glimt herfra på DVD'en der medfølger limited edition versionen af den nye plade. Med Marcus var det ganske anderledes - vi mailede ham en næsten færdig version af ”Soul Decision” nummeret inkl. Mikkels vokal, og skrev lidt om hvilke steder vi havde tænkt på at han kunne give den fuld hammer. Da vi fik filerne tilbage gik der dog ged i konverteringen, så det lykkedes os først at få skidtet til at fungere næstsidste dag vi havde at mixe i. Men resultatet blev superfedt synes vi - det er jo altid godt med en go' gang preusserskriger hen over det hele, heh heh...
René Pedersen er ny mand i folden. Kan I kort præsentere ham?
- Ja, vi kendte ham faktisk i forvejen fra et lokalt demoband (Transparent), hvis demo Morten tidligere havde produceret. Så vi vidste at han havde en fee råbevokal og det var det, vi gik mest efter for at kunne genskabe de gamle numre live. Så vi inviterede ham til at jamme lidt med os i øveren, og det gik jo mildest talt helt af helvedes til, men da vi ikke havde andre kandidater, måtte vi jo tage hvad vi kunne få. Vi havde jo allerede en del gigs booket i forsommeren. Hahaha, ok spøg til side - han klarede faktisk skærene forbløffende godt, og er sprunget lige ind i bandet, som var han født til det, såvel på som udenfor scenen, men vi er jo nødt til at holde ham lidt nede så han ikke får alt for mange nykker...
Har Renés tilkomst ændret på Mercenarys lyd, eller er han bare trådt ind på Krals plads uden de store ændringer?
- René har selvfølgelig sin egen personlige vokal, så det ændrer selvfølgelig vores lyd en smule. Men alle vokalarrangementerne på de gamle numre er jo stadigvæk de samme, så de helt store forandringer har ikke fundet sted. Måske bliver de nye numre lidt tungere og mere aggressive live, eftersom det jo også var Mikkel der sang de dybe vokaler på pladen, og der har René måske lidt mere… uhm... pondus.
I skal på en mini-tour med The Haunted, som bl.a. bringer Jer forbi Stengade 30 i København. Er det noget I ser frem til?
- Ja selvfølgelig, de er jo et superfedt band med masser af smæk på, og det er jo altid en fornøjelse i sig selv bare at høre Per spille trommer, som om han aldrig har bestilt andet. Og trods deres noget hurtigere sange, tror jeg vi er et godt match på touren med vores lidt mere uptempo, kontante og aggressive nye materiale - desuden skulle deres nyeste plade også være lidt mere ”mellow” og have lidt mere afdæmpet vokal, så alt i alt bliver det nok en fed kombination med os og dem. Vi ser i hvert fald meget frem til touren, selv om den da gerne måtte have været lidt længere (ey o ey).
Kan man forvente at se mere til Jer på de danske spillesteder de kommende måneder?
- Desværre ikke så meget som vi gerne ville. Vi afventede nogle forskellige muligheder for supporttours her i efteråret, så vi måtte udskyde de fleste af de danske koncerter til foråret. Desværre var der ikke andre tours end den med The Haunted der faldt på plads her til efteråret, men sådan går det jo nogle gange. Ud over denne weekend med koncerter i Århus og Aalborg med svenske Engel som support spiller vi som nævnt også på Stengade 30 i november, og derudover også til Danish Metal Awards d. 18. november. Men hvis det går som planlagt spiller vi en masse danske koncerter i marts og maj næste år.
