
Setliste:
New Desire
Bloodsong
Embrace the Nothing
This Black and Endless Never
Isolation (The Loneliness in December)
The Endless Fall
Black and Hollow
Execution Style
I Am Lies
Public Failure Number One
Soul Decision
Seize the Night
11 Dreams
|
|
MERCENARY RELEASEPARTY Voxhall Århus 22. marts 2008
Af Nick Demant |
|
      |
Med udsigt til en aften i metallens hellige navn, underbygget af Mercenarys løfter om søde Jägermeister tøser, der delte gratis shots ud, var jeg sammen med en håndfuld venner bevæget mig ind til mit personlige yndlingsspillested, Voxhall, for at høre hvad det nye materiale har at byde på. At Mercenary efterhånden er en af de store spillere på den danske metal scene, skal der ikke herske nogen tvivl om, hvilket bestemt også var til at se på fremmødet af tilskuere, til trods for at det ”kun” var et releaseparty.
Anført af Mikkel Sandager, åbnede Aalborgenserne ballet med albumstarteren ”New Desire”, efterfulgt af ”Bloodsong” og ”Embrace The Nothing”, hvorefter resten af showet også kørte efter tracklisten på pladen. At dette er det nye album, var til at mærke på pøblen, der endnu ikke er helt inde i sangene. Der blev dog stadig gået til stålet i sidste halvdel af koncerten, hvor folk så småt begyndte at synge lidt med, alt imens folk kastede horn og headbangede. Selv tog jeg en lille omgang headbang side om side med hr. Scott Jensen, der virkede noget imponeret over min Suffocation t-shirt, som udløste en lille omgang rysten med hår og hoveder! Samtidig var lyden denne aften fuldstændigt perfekt mixet, og jeg har sjældent oplevet en så god lyd under hele koncerten, så thumbs up til lydmanden.
At bassist René Pedersen har fået en mere fremtrædende rolle, klæder så absolut bandet live, da han med sin sindssygt aggressive kombination af skrig og growl, står i rigtig lækker kontrast til hr. Sandagers høje vokal. Det fungerede upåklageligt, især i de mere thrashede numre som ”The Endless Fall” og ”Execution Style”. Bandet sluttede af med lidt mere velkendte numre, da ”Soul Decision” blev blæst ud af de mange højtalere, som første ekstranummer. Det fik den ganske sal til at gå pænt amok, herunder undertegnede der stadig døjer med hold i nakken. Derefter blev min egen personlige favorit denne aften spillet, da bandet hev det gamle ”Seize The Night” fra ”Everblack” op af melo-hatten, efterfulgt af den perfekte afslutter, ”11 Dreams”, der som alle de andre gange jeg har set bandet, fik publikum til at gå fuldstændig amok! Men hvis man skal finde noget negativt på bandet denne aften, må det være, at materialet stadig ikke helt er sivet ind i folks bevidsthed, og der samtidig manglede lidt mere afveksling i numrene. Samtidig ved jeg heller ikke hvad der skete med forsanger Mikkel Sandagers vokal under de tre sidste numre. Det virkede som om hans stemme forsvandt, og han derfor ikke nåede de normale toner, hvilket var en lidt trist afslutning. Om det var med vilje eller ej skal, jeg ikke kunne sige, men ærgerligt synes jeg det var.
Når alt kommer til alt vil jeg alligevel give Mercenary 4 horn, da de trods alt formåede at komme fedt ud over scenekanten, og oplevelse vil utvivlsomt blive bedre i fremtiden, når først folk rundt om i landet, har fået skamhørt pladen. Og der er vist ingen tvivl om at de gæve nordjyder nok skal imponere tysken på Wacken til Sommer. Til sidst skal der lyde en stor ros til Voxhall for den pisse gode lyd, og et generelt velafholdt arrangementet.
|
|