01. Humanaut
02. In The Nothingness Black
03. Meaningless
04. Psykorgasm
05. Pigfuck
06. In Control
07. Electric I'd Hypocrisy
08. Stuck Here
09. What's Left
10. Shape of the Formless
11. The Eye On Your Back
|
|
MNEMIC
Passenger
(Nuclear Blast/VME)
Af Jesper Møller Sørensen |
|
  |
Mnemic har på ”Passenger” - deres tredje album - allieret sig med en håndfuld af scenens absolutte sværvægtere; ingen ringere end Jeff Walker fra legendariske Carcass og Shane Embury fra mindst lige så legendariske Napalm Death medvirker begge på nummeret ”Psykorgasm”. Derudover har Roy Z - manden bag Bruce Dickinsons seneste mesterværk af et soloalbum - hjulpet med at skrive ”Meaningless” og sammen med Tue Madsen har Christian Olde Wolbers fra Fear Factory drejet på knapperne. Kort og godt, så har Mnemic kørt deres hidtil tungeste skyts i stilling og taget sigte efter publikums og deres egne - og sandsynligvis også pladeselskabets - høje forventninger.
Albummet starter med et brag, og blæser nærmest lytteren omkuld i et inferno af massive elektroniske impulser og dynamisk, tungt og kontant leveret musik - præcis som Mnemic altid har været garant for. Godt inde i albummet forekommer suset blot en anelse større og vedvarende end det var tilfældet med bandets to forrige plader. Både trommer og guitarriffs sider lige i øjet - eller øret, om man vil - og rent kompositionsmæssigt leverer Mnemic deres - på samme tid - mest voldsomme og mest iørefaldende numre til dato. Produktionen slår heller ikke fejl; Mnemics dynamik og energi indfanges og gengives med fuld styrke i et rent og stilmæssigt meget passende lydbillede.
Rent musikalsk fortsætter suset uændret til den bitre ende, men én ting ved albummet irriterer undertegnede grusomt; vokalen. Den umiddelbart dominerende, rene, harmoniske vokal følger ikke musikken til dørs. Tværtimod leder den associationerne hen på et eller andet a la Raunchy - eller hvad værre er; emo. Det aggressive vokalarbejde virker en tand bedre, men fremstår dog i den sidste ende en smule overspillet og anstrengt. Rent hypotetisk kunne Michael Bøgballe eller Tony Jelencovich nu ikke have gjort et bedre arbejde end Guillaume Bideau. Bøgballes vokal ville sandsynligvis have været lig Bideaus og Jelencovichs vokal ville sandsynligvis have været en anelse for rock 'n' roll til dette album. Jelencovich ville dog have haft nosserne til at følge musikken til dørs, men det kontante og gennemslagfærdige ville stadigvæk mangle.
Albummets absolutte højdepunkter er ”In The Nothingness Black”, ”Meaningless”, ”Psykorgasm” og ”Electric I'd Hypocrisy”, men der er i særlig høj grad mere at komme efter for tilhængere. Rent musikalsk har Mnemic ikke lydt bedre, men for at hive en højere karakter i land, skulle albummet have været leveret med en - i undertegnedes ører - mere kontant, dyb og gennemtrængende vokal.
|
|
