|
|
|
Mnemic blev inviteret til at supporte verdens største metalband, Metallica, på en række af deres europæiske jobs, og sådan en chance lader man naturligvis ikke sin næse gå forbi. Bandet fortæller her med egne ord om deres karrieres hidtidige højdepunkt.
Af Tomas 'O'beast' Kofoed & Mnemic
Slaski Stadium, Katowice, Polen onsdag d. 28.maj 2008
Man må godt have lidt sommerfugle i maven, når man ved, at man skal være en del af noget stort, en event, en oplevelse for livet. Vi føler det alle, da vi kører ind på Slaski Stadion og læsser gearet ind på den kæmpestore scene. Machine Head buldrer allerede løs med en solid lydprøve. Imødekommende, som altid, støder de på typisk amerikansk deres knyttede næve imod vores med et ”tak for sidst”. Vi debuterede stolte med MH i Polen tilbage i 2003. I dag står vi her alle med ærefrygt malet i ansigterne over vores fælles supporttjans for selveste Metallica.
Metallicas stage crew hilser på, hjælper os på plads, giver os følelsen af at være velkomne. Kort lydprøve, vi glider bare ind i det hele. Hurtigt sidder vi backstage med gourmetmad og -drikkelse med udsigt udover bagscenen og det udsolgte stadion, der nu langsomt fyldes af mennesker. ”What's up, guys”? Vi vender os om. Der står han, høj og smilende - Mr. Cool - ”The Man”! Metallicas James Hetfield står helt afslappet med hænderne i lommen og griner til os. ”hvaaaa', spiller i den der ”Dreamstate Emergency” i aften”? Vi taber kæberne. Hetfield kender vores sange? ”Yeah, that song… DADADADADA”. Han gengiver riffene til nummeret perfekt på bedste ”Beavis & Butthead”-vis. Vi er næsten trætte af, den ikke er på setlisten… arrghh?! Alligevel stiller han sig op ude i siden af scenen, da vores intro starter. Vi træder ud til de 65.000 forventningsfulde publikummer.
Den får bare noget pedal, og en masse tanker fylder mig. Livsenergien her, står i skarp kontrast til vores mere dystre besøg i koncentrationslejren Auswich-Birkenau i går, hvor 1,6 millioner mennesker blev myrdet under 2. Verdenskrig. Jeg skænker dem alle en tanke, for i dag hylder vi selve livet. Hetfield står nærværende og rækker næven frem med ”kudos” til os alle, da vi svedende træder af scenen. ”You Scared ME, man!” griner han til mig. Alle i bandet kigger på hinanden: ”Den fedeste dag…!!!”
Getafe Festival, Madrid, Spanien 30.-31. Maj 2008
Wauw, jeg nåede det. Rage Against The Machine buldrer ud fra store scene. Vi tog hertil dagen før vores eget show, så vi kunne opleve deres re-union koncert. Fedt setup, vi står perfekt heroppe i VIP-logen ovenpå lydtårnet. Fri bar og udsigt over scenen og menneskehavet af ca. 40.000 publikummer. Her bliver det perfekt at se Metallica i morgen.
Vi åbner selv samme scene næste dag med en let forvirring bag scenen. Vi står 3 bands oveni hinanden og stiller op og pludselig er introen i gang. Vi stormer ud og bliver omfavnet af 30-40.000, der brøler os i møde og bærer os hengivent igennem showet. Vores første show i Spanien nogensinde… Wauw. Hetfield har igen været ovre og hilse på, og det vrimler med gamle venner og bands, vi har turneret med siden 2003. Festivalen er godt arrangeret og forholdene perfekte. Jeg hygger mig bare og kan slappe af. Machine Head spiller i teltet, og får det til at koge over. Jeg går bagefter tilbage til vores ”klassespot” over lydtårnet ved store scene. Det var altid en oplevelse at gå fra sceneområdet til lydtårnet via de lange gange, man havde adskilt publikum med. Alle ville hilse, give hånd, have autografer og billeder i et omfang jeg aldrig har oplevet for. Jeg bliver næsten helt befippet, men også stolt. Vi har taget et par vigtige skridt videre i vores karriere. Metallica brager derudaf, og giver menneskehavet energi til mere. Machine Head sveder stadig, da de kommer op ad den røde løber til logen, hvor vi allerede står og headbanger med Javier ”No Country For Old Men” Bardin, der åbenbart er ligeså stor heavyfan som os andre.
Vi griner og slår plat og krone om hinandens skæbner, og synger med på alle klassikerne. Ligesom i Polen står vi bare med et stort smil på læberne, og kan ikke få armene ned over, hvor privilegerede og heldige vi føler os. Alt det arbejde vi har lagt i det her, giver resultater og tager os på rejser, som man tidligere kun kunne drømme om.
Slavia Stadium, Pragh, CZ Tirsdag d. 3. Juni 2008
Jeg griber igen mobilen, og ringer til lufthavnen. Er meget frustreret over, at alle mine basser er forsvundet. De er endnu ikke dukket op. Tomas, vores tjekkiske chauffør, finder en bas hos en importør. Jeg bruger ventetiden på scenen, og taler lidt med Flemming, Lars Ulrichs danske trommetekniker. Det var ham, der i sin tid tog vores CD'er med til Lars Ulrich, og linkede os til vores første show med Metallica på Vestereng i Århus. Flemming er den flinkeste og mest imødekommende mand at tale med. Det kendetegner egentlig alle de folk, der arbejder omkring scenen og bandet. Selvom jeg ikke er 16 mere, bliver jeg glad for de fan-goodies han rækker mig. Et par trommestikker og et skind med Lars' karikatur trykt i bunden. For fanden. Jeg kan ikke fornægte deres store inspiration. Hetfield spurgte tidligere om mine idoler, og jeg måtte klart nævne Cliff Burton, som en af de største. Robert Trujillo kan jeg heller ikke udelade, og jeg er meget benovet, da jeg senere støder på ham inde bagved. De var lige fløjet ind med privatejet fra et par dages surfing i Lissabon. Overskud og jordforbindelse kendetegner Robert. Han er rolig, venlig og udveksler jokes, historier og håndtryk med både mig og min kæreste, Thilde, som jeg gav en bas i julegave. Hun får ”power” til ”basfingeren” haha.
Showet får fuld skrue på det 1 mdr. gamle Slavia Stadion foran 50.000 hardcore Metallicats. Øv, jeg glemmer at få stadion til at ønske Mircea tillykke med fødselsdagen?! Machine Head inviterer os ind i ”Davidian”. Metallica brager igen et kanon show af, og Mircea får en uventet gave. Lars' assistent trækker Mircea igennem guitarkorridoren og frem lige bag Lars, der sidder og banker løs. Et fantastisk udsyn med 50.000 mennesker foran. Lars kommer ud i en naturlig pause imellem sangene, og undskylder ligefrem hans tidligere fravær. Mircea takker for vores chance, Lars tilkendegiver succesen og springer tilbage bag gryderne. Svært at dette er sidste aften, for vi har igen den fedeste dag!
|
|
|
|
|
|
 |
|
|
|
|
