01. Tritonus
02. Heresy Blasphemy
03. Mine
04. Damn It's Dark
05. The Man The Myth The Wreck
06. The Audience is Listening
07. Desolate
08. Deep in the Woods
09. I'm Frustrated
10. Lonely
11. Blackout Blues
12. Tritonus
|
|
MUSTASCH
Mustasch
(Regain/Target)
Af Jens Asbjørn Bøgen |
|
  |
In Flames, At The Gates, Yngvie Malmsteen… listen over svenske metalgiganter er lang. Blandt de mindre kendte bands fra vore naboer i øst, finder man Mustasch. Fire gutter, der er koncertaktuelle i Danmark til december, og som netop har udgivet deres femte studiealbum, ”Mustasch”.
Efter en ren instrumental, lettere symfonisk intro, sætter første egentlige nummer i gang med et klassisk metal-riff, som efter lidt tid hører op. Lyden af et gevær, der lades, kigger forbi og så sætter resten af bandet ind. Generelt er det meget traditionel heavy, som vel bedst kan beskrives som en blanding af Ozzy Osbourne's ”I Don't Wanna Stop” og Rob Zombie's ”American Witch”; guitaren bliver dæmpet med håndfladen, så den er med til at holde rytmen, og trommer og bas følger ufortrødent med. Vokalen sætter ind (hvor man kommer til at tænke på Jack Black fra Tenacious D), og da omkvædet indskyder ændrer lydbilledet sig til et mere syret tonehav. Undervejs i sangen kommer der nogle korte instrumentale seancer, bl.a. med en lidt rodet solo.
Resten af albummet er præget af stort set samme lyd, med undtagelse af nogle enkelte numre (fx den meget 3 Doors Down-klingende ”I'm Frustrated”). Vokalen er til gengæld godt varieret med alt fra stille, melodisk sang til aggressive skrig og til tider næsten growl. Specielt dette er med til at give albummet en tiltrængt dynamik, idet man ellers godt kan komme til at kede sig lidt undervejs pga. den samme lyd på instrumenterne. Lidt forskel er der dog også at spore i tempoet i de forskellige sange, men det er igen kun enkelte sange, der skiller sig ud ved enten at være langsommere eller en anelse hurtigere end den grundlæggende rytme.
De bliver højst sandsynligt ikke de nye In Flames, men Mustasch har med deres femte studiealbum overbevist mig om, at de er værd at holde øje med. Men der er ikke meget nyskabelse at spore i deres kompositioner, så det er næppe noget, der vil overbevise en om, at hård rock 'n' roll er vejen frem, hvis ikke man allerede er af den holdning.
|
|
