01. Shredder
02. The Predator
03. Enchanted Mountain
04. Misque
05. Fire
06. Thunder Warrior
07. Ronin
08. Distant Thunder
09. Forces of Nature
10. Paganini vs. Strauss
11. Moto Perpetuo
|
|
NIELS VEJLYT
The Predator
(Ronin Records)
Af Jan Lauridtsen |
|
 |
Guitarist Niels Vejlyt har med CD'en ”The Predator” begået noget nær den dårligste plade, jeg nogensinde har hørt. Genremæssigt er vi ovre i det neo-klassiske i stil med Yngwie, Vinnie Moore og deslignende. CD'en er optaget live, og når jeg siger live, så mener jeg live. Man kan høre, at der bliver trykket optage-knappen, at guitaren støjer, at rummet vibrerer og at trommesættet larmer. Derudover svinger lydstyrken numrene i mellem virkelig meget, og i det hele taget er lydkvaliteten sindssygt ringe. Niels Vejlyt takker i coveret en kammerat for at have lånt ham optageudstyr. Well, Red Warszawa lavede en gang i tidernes morgen et demobånd med en lyd, der minder kvalitetsmæssigt meget om denne CD's, og de dansksprogede heavygøglere fandt den så dårlig, at de opkaldte demoen efter lydmanden Svend. "Skyd Svend", blev titlen.
Om numrene kan siges mange ukvemsord, men lad mig nævne at de først og fremmest er meget rodede. Mange elementer er planket fra violinvirtuosen Paganini og fra Bach, og selv om Niels Vejlyt nævner en del af dem i coveret, er der dog også capricer, som han ikke nævner, at han har planket fra. Det er dårlig stil.
Vi har med en mand at gøre, der tror, at han kan sweepe arpeggios i warp speed - en mand, der tror, han er shredder - men det kan han ikke, og det er han ikke. Han spiller noget, han kalder 8-fingers tapping, og det lyder simpelthen af bæ. Det går hurtigt, ja, men godt lyder det altså ikke - jf. den gamle diskussion om kvalitet frem for kvantitet. Derudover ynder han at have sweeping riffs kørende i baggrunden, når sangenes egentlige soli skal fyres af. Noget mere forstyrrende for øregangene findes der vel næppe.
Generelt er pladen så stinkende ringe, at den efter min mening faktisk ikke fortjener at blive anmeldt på Danish Metal. Niels Vejlyt er ikke musiker, han er tekniker - og en ringe én af slagsen. Hans anslag er upræcise, når han spiller hurtigt - og han laver på pladens 11 instrumentale numre nærmest ikke andet. Derudover er hans dynamik ikke eksisterende, og hans spillestil så håbløst uopfindsom og firekantet, at jeg nærmest ikke kan lade være med at græde over, at verdens har fostret så intetsigende og skidt en håndværker.
”The Predator” kan opsummeres i en eneste sætning, som Kirsten Lehfeldt meget passende siger i Tuborg-reklamen: Det' en OM'er!
|
|
