
01. Galgenfrist
02. Til Gravens Vi
03. Af Døde
04. Kaldet
05. Over Mit Lig
06. Havet Hinsides Havet
07. Hjemsøgt
|
|
NORTT Galgenfrist (Avantgarde Music)
Af Peter Michelsen |
|
      |
”Nortt komponerer ikke musik, han komponerer rendyrket elendighed”. Det var nogen af ordene, der blev sat på Nortts andet album, ”Ligfærd”, fra 2006. Nu er tiden inde til ”Galgenfrist”, og selv om vi denne gang synker endnu dybere ind i en både mere subtil og underspillet udgave af Nortts endeløst forpinte univers, så er materialet stadig genkendeligt både i sin effekt, og i sin forførende perfektion.
Med sin velkendte kulde skriger guitaren sig klagende gennem de monotone, dissonante anslag, og bliver næsten omgående suppleret af sjæleskærende overtoner og et gruvækkende basspor, til at understøtte denne fuldendte, trestemmige melankoli, som Nortt må siges at have gjort til sit dominerende kendetegn. Det er lyden af mugne vægge, som bløder med fugt, og vinden der vrider sig igennem et dødt og råddent hus på en gråsprængt steppe, hvor skyerne aldrig forsvinder, og alt levende for længst har givet op, og sluttet forbund med dødens rige.
Det er virkelig en skam at album som ”Galgenfrist” sjældent får den anerkendelse, som de fortjener. Funeral doom er en elitær niche, i en genre der i sig selv udgør en niche, og de fleste ville måske se sig vildledt af den illusion af simplicitet, som lyden kunne inspirere, og affærdige det som en overflødig banalitet. Det er på ingen måde retfærdigt, for nærmest som et snit af Gustave Doré, så er Nortts værker på alle måder et storslået stykke kunst, som rummer en overvældende grimhed og ubehag, og præcis derfor kræver det også en fordybelse af den aller dystreste slags, for at indse det.
|
|