28.10.09 The Kandidate på Napalm Records
Tidligere kunne vi berette at The Kandidate ville udgive deres debutalbum, “Until We Are Outnumbered” tidligt næste år, og nu er det så kommet frem, at det bliver Napalm Records, der skal stå for udgivelsen. Det østrigske selskab har i forvejen tre andre danske bands i stalden, nemlig Hatesphere, Svartsot og Tyr (som godt nok er færøske, men stadig…)
27.10.09 Metal Battle - nu også i Danmark
Siden 2004 har Metal Battle samlet metalbands fra hele verden i en dyst, hvor vinderen bl.a. får lov til at spille på Wacken Open Air. Indtil nu har danske kompetanter dog glimret ved deres fravær, men det bliver der lavet om på til næste år, hvor Metal Battle for første gang kommer til Danmark. Aalborg er som første by klar til kamp, hvor showet vil blive afviklet på Studenterhuset d. 6. februar 2010. Yderligere oplysninger er sparsomme, men vil naturligvis være at finde på disse sider så snart de bliver tilgængelige.
27.10.09 Indoctrination starter på en frisk
Indoctrination har efter længere pause fundet sammen igen for at fortsætte samarbejdet. Bandet mangler dog stadig en forsanger, så interesserede må gerne skrive til lafilip@jubii.dk. Gruppens musik kan nærlyttes her.
27.10.09 The Interbeing arbejder på debutalbum
The Interbeing har indtil videre skrevet 11 numre til deres debutalbum, og de næste par måneder vil blive brugt på at prioritere materialet samt gennemgå hver eneste detalje for at opnå det helt rigtige resultat. Bandet regner med at gå i studiet til februar/marts 2010, mens valget af selskab til udgivelsen endnu ikke er blevet offentliggjort. The Interbeing spiller desuden support for As We Fight lørdag d. 7. november på The Rock i København, hvor noget af det nye materiale bliver luftet.
24.10.09 The Kandidate udgiver album næste år
The Kandidates debutalbum, ”Until We Are Outnumbered”, er færdigt og det ser ud til at det vil blive udgivet i starten af 2010 af et endnu ikke offentliggjort selskab. En appetitvækker fra albummet i form af nummeret ”Distress and Decay” kan nu høre på bandets MySpace, ligesom man på deres hjemmeside kan forudbestille en t-shirt med et design der er inspireret af førnævnte sang. Derudover har kvartetten skudt en video med rødderne fra Division 666, men mere om det, når det bliver tilgængeligt. Sidst men ikke mindst har The Kandidate indgået samarbejde med 3rd Tsunami Agency, så der går nok ikke lang tid før man kan fange dem rundt omkring på de danske spillesteder.
24.10.09 Metallica Jam i Amager Bio
Fredag d. 30. oktober kan man opleve ét af landet allerbedste jam-bands, Metallica Jam, sammen med Faith No More Jam i Amager Bio i København. Metallica Jam blev dannet for flere år siden efter at trommeslager Brian ”Ulrich” Andersen havde vundet 2 konkurrencer, ”Danmarks svar på Lars Ulrich”, i 1992 og 93 arrangeret af Musikhuset Aage Jensen og dagbladet B.T. Efter disse konkurrencer begyndte Brian og Hans ”Hetfield” Møller så småt at øve nogle Metallica numre op bare for at prøve det af. Det endte så med en beslutning om, at starte et ”Metallica jam”. Resten af bandet blev samlet, og siden har Metallica Jam fungeret som et særdeles succesfuldt liveband. Dørene åbner kl. 20.00, det koster 150 kr. at komme ind og billetter kan købes her.
24.10.09 Illdisposed på tour med Six Feet Under
I december måned fræser Christmas Metal Meeting touren igennem Tyskland og Østrig, og det er med Illdisposed som main support for hovednavnet, amerikanske Six Feet Under. Der er altså ingen danske datoer på programmet, men turnéen skydes i gang på Roxy Music Hall i Flensburg, så der skulle alligevel være en mulighed for at fange denne fine pakke, såfremt man ikke lader sig skræmme af en lille tur syd for grænsen.
22.10.09 As We Fight på tour
I forbindelse med udgivelsen af As We Fights seneste album, ”Meet Your Maker”, drager bandet nu på en nordisk og europæisk tour, der vil strække sig fra slutningen af oktober til den anden side af nytår. Turnéen er kommet på plads i samarbejde med As We Fights nye bookingbureau Go Down Believing, samt 3rd Tsunami Agency, som har stået for henholdsvis de europæiske og skandinaviske shows. Herunder ses de datoer, som er bekræftet:
23.10.09: Sackfabrik, Magdeburg
24.10.09: Ahorn, Rheinbach
25.10.09: Matrix, Bochum
26.10.09: Logo, Hamburg
30.10.09: Kansas City, Odense
31.10.09: Recession Festival, Århus
06.11.09: Aalborg Metal Festival, Aalborg
07.11.09: The Rock, København
19.11.09: Sticky Fingers, Göteborg
20.11.09: KB, Malmø
21.11.09: Klubben, Stockholm
04.12.09: Alte Zuckerfabrik, Rostock
05.12.09: Bang Your Head Festival, Luxemborg
06.12.09: Drachten, Iduna, Holland
22.10.09 Metalforening i Skjern modtager støtte
Heavy metal foreningen Metalcore i Skjern har modtaget 95.000kr i støtte fra Ringkøbing-Skjern kommune fordelt over 2009/2010 og 2011. Foreningen flytter i øjeblikket ind i en nedlagt produktionshal på stålvej i Skjern, og en stor del af pengene vil blive brugt til istandsættelse af stedet. De resterende penge vil blive anvendt på at videreudvikle foreningen og dets aktiviteter i 2010 og 2011. Første kommende arrangement i de nye lokaler er Chaotic Mismanagement Night 2 d. 20. november 2009 med de tre bands 100 knives inside, Road to Manila og This Fusion Kills. Mere info på www.metalcore.dk.
21.10.09 Programmet til Aalborg Metal Festival klar
Aalborg Metal Festival, der i år løber fra d. 5. til d. 7. november på Studenterhuset i Aalborg, har offentliggjort programmet for de tre dage. Torsdag fungerer som opvarmning, hvor O'Beast vil guide publikum igennem metalkaraoke (med mulighed for at vinde partou-billetter til festivalen og andre lækre præmier) og koncert med Koldborn. Dørene åbnes kl. 19.
Fredag åbner dørene kl. 14, og følgende bands optræder:
Blodarv
Vardlokkur
Endstille
As We Fight
Hollenthon
God Dethroned
Dark Funeral
Artillery
Lørdag åbner dørene kl. 12.00, og følgende bands optræder:
Essence
Mudslide
Methonia
The Burning
The Psyke Project
Raunchy
Mnemic
The Haunted
Satyricon
En dagsbillet koster 295 kr. (+ gebyr), mens billet til begge dage kan erhverves for 475 kr. (+ gebyr) hos Gaffabillet, Billetlugen og i Studenterhusets café.
13.10.09 Muldjord udgiver gratis EP
Det danske old-school dødsmetal band Muldjord har netop frigivet deres seneste EP, der bærer titlen ”Hate Breeds Hate”. EP'en sendes gratis i æteren udelukkende via digital distribution fra bandets hjemmeside i formaterne mp3, flac og ogg. Sangene
kan derudover streames direkte fra bandets MySpace eller via Last.fm. ”Stilen er som altid forholdsvis eksperimenterende. Genren er primært old-school dødsmetal, men der findes også elementer fra blandt andet black metal, thrash metal og rock,” lyder det fra gruppen. Udgivelsens cover-illustration er lavet af den professionelle illustrator Tony Sandoval, og kan ses her.
13.10.09 Ny lyd fra Fate
Fate har lagt det sprit-nye nummer “All I Wanna Do” på deres MySpace i en 'pre-recorded' version. Til dato har bandet indspillet 14 numre med trommer, guitar og bas og vil den næste tid fortsætte med keyboard og vokal, ligesom der arbejdes på en række nye koncertdatoer.
13.10.09 Dreadlord søger bassist
Københavnske Dreadlord har booket tid i Earplug studiet i slutningen af november/starten af december for at indspille 13 numre til deres nye fuldlængde. Bandet har netop fået ny frontmand, men står og mangler en bassist. Du skal være erfaren, dygtig og ikke mindst være klar på at investere din tid i bandet, da der arbejdes målerettet mod at blive signet. Stilen er dødsmetal med både melodiske og grindede dele, og deres gamle materiale kan høres på www.myspace.com/dreadlorddk.
13.10.09 Levitation indspiller ny EP
Roskilde-bandet Levitation indspiller en ny EP til januar, som får titlen "The Awakening" og bliver indspillet i CB Studios med Christian Bonde bag knapperne. Skiven kommer til at indeholde 4 numre og bandet holder i forbindelse med udgivelsen releaseparty på Obscene i Roskilde i marts måned.
Dette bliver bandets anden EP, og samtidig den første med den nye forsanger Sebastian Beronius.
Indtil da kan man på MySpace tjekke en live-video fra The Rock i København, hvor ”Paralyzed” spilles.
13.10.09 Gratis koncert med Clonecircle og Boil
På lørdag d. 17. oktober inviterer Clonecircle og Boil til gratis koncert på The Rock i København. Ønsker du at deltage, skal du inden midnat fredag sende dit fulde navn til ticket@clonecircle.com, så vil du blive skrevet i døren.
09.10.09 Rammstein releaseparty i København
Det folkekære tyske ”Tanz-Metal” band Rammstein udgiver deres næste opus med titlen ”Liebe Ist Für Alle Da” d. 16. oktober 2009. I den anledning har Target Booking i samarbejde med Pumpehuset stablet et stort anlagt releaseparty på benene d. 15. oktober, bl.a. med liveoptræden af det respekterede Rammstein Jam. Det bliver en aften fyldt med al det bedste til fansene; pre-lytning af det nye album, konkurrence med cd'er, posters og t-shirts på højkant, pyro- og laser-show med Rammstein Jam, ekslusivt salg af det nye album ”Liebe Ist Für Alle Da” og afterparty med fadbamser i lange baner. Programmet for aftenen ser sådan her ud:
20.00 - Dørene åbnes
20.30 - Pre-lytning på det nye album / konkurrence med cd'er, posters og t-shirts på højkant.
21.30 - Rammstein Jam spiller op til dans.
23.30 - Vinderne af konkurrencen afsløres
00.01 - Afterparty / Albummet sættes til salg som det første sted i Danmark, og der følger en gratis Rammstein poster med.
07.10.09 Ny scene i København: Beta
Beta er navnet på den lille scene, der er tilknyttet Amager Bio, og som tidligere var kendt som Café Kino. ”Vi ønsker at ryste det lidt støvede kulturhusimage af os og i stedet bruge alle vores kræfter på at skabe en kvalitetsorienteret live scene på Amager. Musikalsk går vi efter at skabe et program, hvor den røde tråd er det skæve, det eksperimenterende og det anderledes. Vi er ikke optaget af genrerytteri eller normer. Vi søger i stedet at skabe et unikt musikalsk rum, som udfordrer publikum og artisterne til at finde et nyt fællesskab og en ny udtryksform”, lyder det fra pr-koordinator Sofie Larsen. Og der er masser af fede koncerter på vej til punk-, metal- og rockfolket. Her er en oversigt:
08.10: Nebukadnezza (UK), River Freshney (UK), Palt (DK) - Kl. 20.00, entré 40 kr.
23.10: Phlegmatix (D), Nemas (S), Stars Burn Stripes (DK) - Kl. 20.00, entré 40 kr.
30.10: All For Nothing (NL), Spinkick (DK)
28.11: Buried Inside (CAN), Tombs (US), Whelm (DK) - Kl. 20.00, entré 65 kr.
07.10.09 Gratis koncert på Lades i København
Har du lyst til en omgang gratis metal, så kig forbi Lades i København tirsdag d. 13. Oktober, hvor Plack, Science of Demise (S) samt Eciton spiller op til dans. Koncertstart kl. 22.
05.10.09 Metalized nr. 64. er på gaden
Nr. 64 af metalmagasinet Metalized er i handlen, og byder bl.a. på interviews med Rammstein, Annath fra Immortal, Europe, Mike Tramp, The Black Dahlia Murder, Arkona, Compos Mentis, Sonata Arctica, Divine Heresy, Scar Symemtry, Bone Gnawer, TheFew Against Many, Star*Rats og Pilgrimz. Derudover finder man CD-blast med Mastodon, 'Vis mig din pladesamling med Marius fra Nightrage, festivalspecial (Norway Rock, Metal Camp, Brutal Assault, Wacken) samt en artikel om death metal i 1989. Forsiden kan ses her, og det fås for 49 kr. i enhver velassorteret bladkiosk.
05.10.09 PitchBlack i studiet
PitchBlack er gået i gang med at indspille opfølgeren til deres debut-album, ”Designed to Dislike”, som vandt prisen for ”Bedste Debutalbum” ved Danish Metal Awards forrige år. Indspilningerne foregår i Earplug Studio - ejet af guitarist Thomas Pedersen. Hvor albummet skal mixes og mastereres er endnu ikke besluttet. Forsanger Daniel udtaler: "Vi har lagt det sukkersøde melodiske bag os, skruet ned for skønsangen og har arbejdet med at gøre musikken rigtig beskidt. Desuden bliver det vores første album med guitaristerne Thomas Pedersen og Kristian Møller. PitchBlack er gået ind i en ny æra og vi kan slet ikke vente med at få det hele i kassen". Det er endnu uvist hvem der skal udgive pladen, da samarbejdet mellem bandet og det tyske pladeselskab LA Records er ophørt. En videoblog fra studiet og pre-recordnings af de nye sange er tilgængelige her.
05.10.09 Band søger person til 'electronics'
Eksperimenterende metalband søger en med forstand på electronic/synth og lign. til at lægge diverse elektroniske indslag på en række sange. De er et nyt, meget ambitiøst og endnu ikke offentliggjort band som forsøger at lave noget eksperimenterende metal, bl.a. ved at have diverse elektroniske inputs. De er meget inspirerede af amerikanske bands som The Faceless, Between the Buried And Me samt Meshuggah. Som udgangspunkt forestiller de sig at bruge de elektroniske elementer som backtrack, men muligheden for at blive medlem af bandet er naturligvis også til stede, ligesom det absolut ikke er et krav at du har erfaring med metal. Gruppen er i aldersgruppen 19-21, og holder til i Roskilde. Interesserede kan konstakte Kristoffer Jessen på krelle@lienerow.dk eller via tlf. 28 57 93 70.
05.10.09 Ny line-up i Synthetic Torture
Synthetic Torture har undergået nogle ændringer i line-uppen - to medlemmer har skiftet instrument, og en ny trommeslager er kommet til - således besætningen nu er fordelt således:
Jacob Bloch - Vokal
Jakob Fall - Vokal
Jeppe Tobiasen - Guitar
Jeppe Andersson - Bas
Kasper Rottbøll - Trommer
Hvis alt går som planlagt, vil Kasper være til at spille live med bandet for første gang, når de spiller på Templet i Lyngby d. 28. november. Gruppen påtænker desuden at indspille en ny EP indenfor de næste par måneder, men mere om det, når det bliver tilgængeligt.
05.10.09 Nye numre fra Palt
Roskildes Palt har lagt de to nye numre, ”Let It Go” og ”Deep Inside”, fra deres seneste udgivelse ”The Pure Upspin” på deres MySpace. Bandet kan i øvrigt fanges live følgende steder i denne uge:
08.10 - Beta Amager, København (m. Nebukadnezza, River Freshney)
10.10 - Gimle, Roskilde (m. The Psyke Project, The Burning)