INTERVIEW: OLIVER WEERS Oliver Weers blev landskendt i tv-programmet "X-Factor", men er nu klar til at stå på egne ben. Med sig i bagagen har han det anmelderroste album "Get Ready", og med en debut som nr. 45 på den officielle danske albumitliste, tyder noget på at danskerne er klar til noget teknisk velfunderet hardrock.   Af Maria Prohazka Olsen Hvordan synes du, dit debutalbum er blevet modtaget i Danmark? - Op til nu er jeg meget stolt over resultatet, som er blevet skabt så naturligt. Selvom hardcore metalfreaks måske ikke kan forstå min tilgang, og ikke studerer min historie, er jeg glad. Min solo-debut er blevet lavet med bevidst fokus på at være iørefaldende, melodisk, vellydende, velpoleret og med tekster, der er lette at forstå, men som stadig har betydning. De større aviser og det meget velansete Gaffa har været meget positive, og givet os tæt på topkarakterer. Og også de danske rock-sites har været positive, og vi er meget taknemmelige for al den support, som vi har været så afhængige af. De store radiostationer (P3 selvfølgelig) har dog ikke vist interesse for at spille singlerne endnu. Men alt i alt er jeg meget glad og tilfreds med de mange venner og fans, som bakker mig op. Du har sikkert hørt dette spørgsmål tusinde gange før, men du er jo kendt som ham gutten fra X-factor. Har det været svært at blive taget seriøst indenfor hard rock-genren med den 'track record' du har nu? - Store bands som Whitesnake og Volbeat har personligt givet mig ”thumbs up”, hvilket er fedt. De oplever, hvor hård musikverdenen er i dag, og alting tæller i forsøget på at få sin musik igennem til folk. Mine musiker-venner fra mange metal- og rockbands her i København, har også udtrykt deres respekt for mit valg, da jeg kom med i tv-showet. Og vi har grint en del af det. Jeg tror, at de mennesker, som ikke kan se logikken i, at jeg deltager i noget sådan, simpelthen er mennesker, som er jaloux. Både jeg og Søren er blevet kontaktet af mange musikere, som gerne vil være med i vores liveband. Jeg har aldrig oplevet så megen interesse for min person før, så det har ikke været svært at få samlet de bedste musikere. De vil alle gerne være en del af succesen. Kan du fortælle lidt om den process, I har været igennem i jeres albumproces. F.eks. ved jeg, at albummets 12 sange er skrevet på noget der ligner to uger. Har det været hårdt? - Det var hårdt, men vi har ikke kæmpet i et eneste sekund. Søren og jeg smeltede sammen, som om det havde været skrevet i stjernerne, at vi skulle gøre det her sammen - og endelig mødtes vores veje. Motivationen var selvfølgelig drevet af, at vi fik optaget det her album med de to legendariske musikere, Tommy Aldridge og Marco Mendoza. Og også pladeselskabets støtte var en stor motivationsfaktor. Efter omkring to ugers intens skrivning, havde vi noget der lignede 12 sange (+ to covernumre). Vi valgte at beholde 10 af dem, og disse sange blev udviklet over de 2½ måned, projektet tog. Du har lavet albummet i tæt samarbejde med Søren Andersen fra Medley. Hvordan er skrivearbejdet foregået? - Søren var i Medley-studierne, og optog nogle primitive skitser. Han sendte mig skitserne, som definitivt havde potentiale. Andre sad vi og lyttede til sammen. Nogle blev smidt ud, andre blev lavet lidt om, og nogle var bare gode lige fra begyndelsen. Jeg tog musikken med hjem og arbejde med teksterne og melodierne. Så tog jeg melodierne med tilbage til Søren, og vi sammenlignede dem med det, han havde i hovedet af idéer. Nogle af melodierne beholdt vi, andre kunne ikke leve op til Sørens idéer og blev smidt ud. Teksterne blev tilpasset, mens vi optog. Nogle gange var nogle ord for hårde, bløde, svage, eller også var der for mange. Jeg kunne bruge to timer på bare at justere en simpel lille linie, og nogle gange blev jeg nødt til at starte helt forfra. Produktionen er en helt anden historie! Hvorfor valgte I at inkludere en coverversion af "Army of Me" på skiven? Har du et bestemt forhold til lige den sang? - Jeg spillede i et progressivt metal band i Norge (Diabolos in musika D.I.M), og vi lavede et covernummer af denne sang for nogle år siden. Det var der, jeg fik idéen. Men det var også fordi, jeg gerne ville have en nordisk vinkel på albummet og hey, Björk er cool. Jeg elsker hende! Hvordan var det at arbejde sammen med levende legender som Tommy Aldridge og Marco Mendoza, som har indspillet henholdsvis bas og trommer på alle 12 tracks? - Det var fantastisk! Meget søde mennesker, men meget anderledes. Tommy er en hårdarbejdende perfektionist. Alt skal være i orden, rumtemperaturen i det rum, man optager trommer i, trommerne, stikkerne og lydniveauet i hans øretelefoner. Når han rammer trommerne, er det som om, der ikke er noget i morgen. Jeg har aldrig hørt nogen slå på en lilletromme så hårdt! Han er den type mand, som går hjem og laver sit hjemmearbejde til i morgen, alt er planlagt og velforberedt. Når han ikke arbejdede, var han bekymret over, hvor hans vasketøj var og brugte et par timer på Vesterbros møntvaskerier, mens han kiggede på, at hans svedige t-shirts blev vaskede. Han er en rock-diva, ingen tvivl om det. Men han har også grund til at være det! Og det med rock-diva-tingen har Marco og Tommy til fælles. Det tog ikke fire timer efter deres ankomst, før jeg havde dem i telefonen, hvor de beklagede sig over ildelugtende tæpper og for små hotelværelser. Vi fik flyttet dem til bedre værelser næste dag, men to dage efter blev vi nødt til at flytte dem igen. Det var ikke noget problem for mig, det vigtigste var, at holde dem motiverede og klar til noget seriøst arbejde i studiet. Marco har en helt anderledes tilgang til at forberede sig til optagelse. Han kigger kun lige på, hvilken toneart han skal spille i, og nummerets basisstruktur. Så kommer han i studiet, ruller en smøg og siger: ”Ok, hit me!”. Så kan du nyde Marco, som flipper fuldstændig ud på sin bas, som om han var på scenen foran 50.000 mennesker. Han lever sig så meget ind i musikken, at han glemmer sine omgivelser. På et tidspunkt, da vi optog ”Crawling Back Again”, stødte han ind i væggen, væltede et keyboard, faldt over en guitarforstærker, landede på ryggen, men blev ved med at spille med fødderne oppe i luften. Når Marco ankom i studiet om morgenen, og Tommy stadig var i gang med nogle trommebidder og sad og lyttede sangen igennem igen og igen, rejste han sig op og forsvandt ud af rummet: ”This is killing the spirit of my recording”. Han sørgede altid for, at han virkelig glædede sig til en sang - for på den måde at undgå, at det hele blev for mekanisk. I stedet hældte han sit hjerteblod i hver optagelse. Hvilken skæring på albummet er din egen favorit? - ”Even Giants Cry”, “Crawling Back Again” og “First Day of Our Life” - og også alle de andre. Som musiker og sangskriver har man det jo tit sådan, at man gerne ser sine egne projekter som kunst i et eller andet omfang. Hvordan har du det med, at albummet har fået ros for at være godt håndværk af mange anmeldere? Ser du det som noget positivt eller negativt? - Jeg er kunstner, punktum! Men jeg er også en dygtig ”håndværker”. Det ved jeg nu, fordi det er første gang, jeg har kunnet starte et projekt og så har tænkt: ”Jeg vil gerne skabe noget, som er teknisk fantastisk, og som alligevel lyder som noget, man kan høre i radioen. På mine tidligere projekter var der altid den begrænsning, at man ikke havde alle de tekniske detaljer på plads - som f.eks. studie-begrænsninger og deslige. Så den eneste markante forskel var at forsøge at være så meget en kunstner som muligt. Denne gang kunne jeg fokusere på at bringe min stemme i centrum og tilpasse den, så den passede ind i det monster fede lydbillede. Det har jeg ikke prøvet før, og jeg tager kommentaren som en positiv ting. Hvad er dine planer for det næste stykke tid? - Jeg vil ud og spille! Jeg har optaget to albums i år, og det er nok for det næste stykke tid. Jeg vil ud og møde folk, og jeg vil synge live. Det lader vi være de sidste ord fra Oliver Weers i denne omgang. Du kan naturligvis løbende tjekke vores koncertkalender for Weers-relaterede datoer. ANNONCE ANMELDELSER