01. As Horizons End
02. I Remain
03. First Light
04. Frailty
05. Faith Divides Us - Death Unites Us
06. The Rise of Denial
07. Living With Scars
08. Last Regret
09. Universal Dream
10. In Truth
|
|
PARADISE LOST
Faith Divides Us - Death Unites Us
(Century Media/EMI)
Af Jens Asbjørn Bøgen |
|
  |
Siden 1988 har britiske Paradise Lost leveret gotisk metal til masserne. 13 albums er det blevet til i løbet af de 21 år, og nu er de så på banen med nummer 14 af slagsen: ”Faith Divides Us - Death Unites Us”.
Hele herligheden bliver skudt i gang af kirkekor, langtrukne guitarakkorder med tilhørende vellydende lead, lige tilpas fremskudte trommer og en vokal, der sørger for at lyde som om, du risikerer at komme i gevaldige problemer, hvis du ikke adlyder budskabet. Dystert? Åh ja! Men lidt over halvvejs i det 5.26-minutter lange nummer optræder der pludseligt en passage med lækker, clean guitarlyd, som bliver akkompagneret af en følt solo og let underspillede trommer. Et tiltrængt brud i et nummer, der ellers har tendens til at gå lidt i ring.
Albummet fortsætter videre med, for mig, overraskende stor variation i de 10 numre. Lige fra black metal-klingende dommedagsprofetier til helt afdæmpede passager, hvor de to guitarister får lov til at prøve deres syv-strengede af (for første gang i bandets historie). Tempoet har det med at blive lidt ved det samme, selvom energien varierer, men man kan også finde mere tempofyldt akkompagnement på fx ”The Rise of Denial”, der dog ikke bevæger sig væk fra gruppens dystre lyd. Min personlige favorit finder man i skæring fem, titelsangen ”Faith Divides Us - Death Unites Us”, der har en dejlig akustisk grundtone i versene, imens omkvædende sørger for, at man ikke kommer til at kede sig i det lange løb.
Jeg har aldrig været den store tilhænger af gothic metal, men når det leveres som de fem engelske herrer fra Paradise Lost, er det en helt anden snak. Variationen og inspirationen fra de forskellige andre genrer giver hele albummet et tiltrængt løft, selvom der dog forekommer passager, hvor man har lidt svært ved at kende numrene fra hinanden. Alt i alt har det her album åbnet mine ører for en genre, jeg ellers ikke har boret så meget i, men det kunne jeg godt finde på nu!
|
|
