|
|
|
|
Københavnske Pilgrimz synes at være et af landets mest ambitiøse metalbands, og med I Scream Records i ryggen, er de da også mere end klar til at indtage den hjemlige såvel som den internationale scene. Forsanger Max agerer guide i Pilgrimz univers af hardcore og rock 'n' roll.
Af Martin Lyager Nielsen
|
|
|
 |
Først og fremmest tillykke med jeres nye plade ”Boar Riders”. Den har været længe undervejs, hvordan kan det være?
- Der er gået et lille år fra indspilningerne til selve udgivelsen af vores plade, og det er helt normalt. Det tager jo tid at forhandle en kontrakt på plads. Vi havde en pæn interesse, og måtte forhandle i nogle måneder med forskellige parter. Samtidig har vores management, Rune Walther fra Dream Fire Agency, brugt tid på at køre kanonen i stilling med alt hvad det indebærer. Vi har fået booking deals for Danmark og Europa, et par festivaler slots, en musikvideo og en Headbangers Ball Tour til at starte ud på for Danmarks vedkommende. Så nu skulle vi være klar til at skyde lortet i gang med et brag. Dog arbejder vi stadig på en publishing deal, samt en Europa-tour som jeg ikke kan afsløre mere om pt. Men alt i alt har vi nu det bedste team af folk omkring os, og vi glæder os meget til at komme rundt til landets spillesteder.
Albummet ”Boar Riders” udgives af I Scream Records, hvorledes blev det samarbejde etableret?
- Som sagt efter nogle måneders forhandling faldt valget på I Scream Records.
Jeg tror vi underskrev kontrakten i starten af marts med en release garanti om at pladen skulle være ude i Danmark og Europa inden Roskilde Festivalen. Jeg ved vores manager har en god dialog med selskabet, og samarbejdet er fint. Ellers er det ikke så meget at sige om den sag. Jeg kan kun opfordre folk til at tjekke resten af selskabets bands ud, især Jaya The Cat som blander punk, raggae og rock. Der er sku mange fede bands på ISR, og folk kender vel de tunge fyre fra Madball, Agnostic Front, Blood For Blood osv.
Jeres musik trækker på mange forskellige genrer. Hvordan er I kommet frem til udtryk, man finder på pladen?
- Det er et lidt syret faktisk... Vi har alle vidt forskellige inspirationskilder, og det er derfor vi aldrig holder fester sammen, grundet vi altid slås om hvad vi skal høre på anlægget, hehe. Men i bund og grund kan vi alle nikke genkendende til de to genrer, der dominerer vores musik mest, nemlig den brutale hardcore metal og rock 'n' rollen. Og det er sgu ikke engang fordi jeg som forsanger er specielt metalfiksieret. F.eks. sidder jeg pt. og lytter til Connie Francis for så senere at dreje over i den nye Against Me-skive.
Skiven er produceret af Jacob Hansen, og mixet og masteret af Tue Madsen. Hvorfor lige den konstellation?
- Fordi de er kongerne?! Vi har arbejdet med Jacob før og Tue kan sit kram! De er jo duoen over alle duoer J
Og hvordan forløb indspilningen?
- Vi brugte 10 dage i Jacobs studie ude på landet. Det var faktisk ret hyggeligt for os alle. Jeg var nok den, der var mest stresset, da jeg havde meget tekstarbejde jeg skulle ligge finish på. Men alt blev nået på mållinjen. Det fede ved Jacob er jo også, at vi kunne få lov til at sidde og arbejde i hans studie, når han tog hjem. Så der var aldrig total stress, og der var endda tid til en lille fisketur. Niels, vores trommeslager, hev sgu 3 store ørreder i land på knapt 3 kilo hver, som vi guttede og spiste en af aftenerne!
I har en ret ambitiøs musikvideo ude til nummeret ”Shake-A-Feather”. Hvordan var det at lave den?
- Instruktøren Andreas Krohn og jeg mødtes flere gange, hvor vi gennemgik forløbet, skrev drejebog, tog ud og kiggede på locations osv. Andreas er en gammel ven af bandet, som altid har arbejdet med film. Og nu da jeg læser til film-editor, var det oplagt, at jeg fik et indblik i hele processen fra starten. Derudover gjorde produktionsselskabet, Diktator Films, en stor indsats. De var fra starten solgt til vores noget langt ude drejebog, og arbejdede på videoen med en fandenivoldsk imponerende entusiasme. Men kæft det var koldt! Vi skød den i januar, og de lettere påklædte dansepiger, som vi har med i videoen, lå syge i dagene efter optagelserne med forkølelse og snue. Så næste gang bliver det et Sahara tema ligesom med R. Kelly hahaha… Men det var super fedt! En stor tak herfra til alle som hjalp!
Jeg har tidligere spurgt jyske bands, hvordan det kan være, at Jylland i så høj grad dominerer den danske metalscene, hvilket de havde meget svært ved svare på. Men har I så et bud på, hvorfor resten af landet halter efter?
- Er det ikke bare måden man ser på det på? Jeg syntes bestemt, at Sjælland har en ligeså kvalificeret metalscene, som de har i Jylland. Vi har måske ikke så meget døøøø, men vi hiver da en god gang Michael Poulsen og Psyke Project hjem. Og så kommer alle de nye skud på stammen som Vira og Mudslide.
Det er, som om alt ved Pilgrimz bare skriger, at I virkelig vil det her, men hvor højt er Jeres ambitionsniveau egentlig?
- Alt for stort! Det er et helvede, at prøve på at leve for noget, der er så få penge i, hahaha!
|
|
|
|
|
|
 |
|
|
|
|