: : Danish Metal : : INTERVIEW - THE PSYKE PROJECT
INTERVIEW
The Psyke Project har netop sluppet deres tredje album, "Apnea", løs på de sagesløse, danske metalfans og det har indtil videre resulteret i en række meget flotte anmeldelser, og en plads som nr. 73 på albumhitlisten. Trommeslager Rasmus Sejersen blev fanget til en snak om Danmarks pt. varmeste hardcorenavn.
Af Martin Huss
Jeres nye album ”Apnea” er umiskendeligt The Psyke Project, men udtrykket er umiddelbart langt mere direkte, end det var tilfældet med ”Daikini”. Hvordan kan det være?
- Med ”Daikini” ville vi skabe en lang og dyster stemning gennem hele pladen, hvor materialet gennemgående skulle være tungt, mørkt og stemningsfuldt kun afbrudt af kaotiske ”uptempo” sange hist og her. I vores arbejde med ”Apnea” havde vi det nærmest omvendt og valgte derfor at fokusere på ren energi og i nogle passager god kaos - men stadig afbrudt at tunge og mørke kompositioner. Igen har den overordnet stemning gennem hele pladen været vigtigt for os. Vi har stræbt efter at gøre det dystert men samtidigt smukt.
Kan I uddybe lidt omkring temaet for ”Apnea” (åndenød) og om hvorfor I har valgt at have et tema for albummet?
- Hele tekstuniverset på ”Apnea” omhandler, i værste og bedste forstand, det at få åndenød. Martin (forsanger) beskriver situationer i livet hvor ”åndenød” og ”åndedragsstop” kan forekomme, og hvordan de kan tackles, eller hvordan man som menneske må give sig hen. Temaet bygges op af de 10 kompositioner på albummet, hvor vi har forsøgt at få lytteren igennem hele følelsesregistret. Fra det brutale, vanvittige og onde til det skrøbelige, atmosfæriske og smukke.
På ”Not In My Time” gør I for første gang brug af ren vokal. Kan I fortælle mere om grundlaget for den sang og om samarbejdet med Silas Bjerregaard?
- Mikkel (guitarist) kom op med idéen og præsenterede sangen hvor han selv sang. Selvom det lød overdrevet godt var hans hensigt allerede, at vi skulle have fat i Silas til at indspille vokalen. Mikkel og Jeppe (bassist) havde hørt Silas synge i bandet Kevin Beige og de mente, at hans type vokal ville bære nummeret godt. Han kunne ikke være bedre valgt efter min egen personlige mening. Da jeg fik tilsendt sangen over mail med Silas' vokal på tænkte jeg ”damn, det her er sgu godt.” Mine hår løftede sig bogstaveligt talt på mine arme. Da vi var hos Tue tilbage i november, og indspille pladen var det ikke helt sikkert vi ville bruge sangen eller endda indspille den - vi var stadig meget i tvivl om folks reaktioner, og var heller ikke var helt sikre på formen. Vi valgte dog at gøre det alligevel og ”jamme” os frem til den rette version. Efter anden gennemspilning synes vi det var fee, og det er den version som er på albummet nu. Silas optræder for resten på Campingscenen ved dette års Roskilde Festival i bandet Turbo Weekend.
I har for nyligt fået ny guitarist, da Simon Vadstrup er blevet afløst af Sune Kaarsberg pr 1. februar. Kan I fortælle om baggrunden for denne beslutning og evt. præsentere den nye mand for de af os, som ikke kender ham?
- Simon valgte at træde ud af bandet, da han ikke følte sig klar på det hårde arbejde som vi havde forud i forbindelse med den nye udgivelse. Han havde samtidigt ikke tiden mere, da han har gang i mange andre musikalske projekter, som han prioriterer mere. Simon er oprindeligt trommeslager, og en super vild en af slagsen, så meget af hans energi går på at arbejde med det. Vi står fuldt bag hans beslutning. Simons skøre indfald har gjort meget for vores musik, så vi kommer til at savne ham.
Nu har vi Sune med på geddar som vi kendte fra det københavnske støjrock band Iota. Han var vores første forslag på en ny guitarist, da vi sad rundt om bordet i vores øvelokale og snakkede op en eventuel erstatning. Vi spurgte om han var klar, og det var han. Han spiller røv fed guitar, og så er han jo også en lækkerbisken, hvilket især Jeppe Skouv værdsætter i en grad sjældent set større i et mandfolk. Og her skal lige tilføjes, at Jeppe er et rigtigt mandfolk, da han nemlig er ingen ringere end en vaskeægte brandmand.
Videoen til ”I Get Paralyzed” er endnu ikke offentligt tilgængelig, men kan I fortælle lidt om den?
- Videoen er produceret at Københavnske Intense, som er et super cool kunsterkollektiv med speciale i modelbilleder, bandbilleder, musikvideoer og kortfilm. Deres univers og måde at arbejde på tiltalte os, så vi lavede en deal med dem, og nu er videoen færdig. Historien i videoen kan kort beskrives med, at man ser Martins kamp i et ikke-definerbart rum inden han bliver opslugt af det og ender, som resten af bandet, fanget i et dystert univers. Slutningen af videoen skildrer vores episke kamp om at slippe fri. Om vi gør, tjaa det håber jeg sgu.
Det er nu muligt at se videoen på vores nye hjemmeside samt bl.a. Youtube.
Hvad skal fremtiden bringe for The Psyke Project? Der er jo bl.a. en Danmarks-turne i de næste måneder og et gig på Roskilde festivalen, men hvad ellers?
- Vi elsker at tournere da vi elsker at spille og ikke mindst elsker at efterfeste. Så vi forsætter nok lidt endnu. Efter denne DK-tour og lidt festivals hen over sommeren tager vi på MTV Headbangers Ball tour til september med bl.a. Mnemic. Efter det står den på europæiske shows indtil vi rammer 2008. Hvad det år bringer ved vi endnu ikke, men mon ikke vi laver årets svedigste rapmetal album!!!??