
01. Arise
02. Year of the Phoenix
03. Ghost Light
04. Touched by the Mara
05. A Beautiful Death
06. Legacy in a Rhyme
07. Caramon's Poem
08. The Highland
09. Shadow of the Beast
10. March through an Endless Rain
|
|
PYRAMAZE Immortal (Locomotive/Target)
Af Maria Prohazka Olsen |
|
      |
Så er det tid til at tage de stramme læderbukser på, lade håret hænge løst og skrige i falset-register, mens du flasher tatoveringerne på dine overarme. Pyramaze-drengene er ude med deres tredje skive, ”Immortal”, og denne gang er det intet mindre end forsangeren fra Iced Earth, som lægger vokaler til den progressive powermetal.
Bandets debutalbum, ”Melancholy Beast”, vandt i 2004 hæder og ærer (og masser af priser) som bedste newcomer. Og også ”Legend of the Bone Carver” fik flotte ord med på vejen fra anmeldere dengang den udkom. Nu er Michael Kammeyers baby så tilbage igen for fuld udblæsning med 10 melodiøse tracks fyldt med guitar-lir, svævende keys, skrig, distorted vokal og clean falsetsang. Og det virker faktisk godt for de seks gutter, selvom powermetallen som genre kan være svær at gøre original - man skal holde tungen lige i munden for at undgå klichéernes faldgruber.
Og den står da ganske rigtigt også på lange guitar- og keys-soli i højt tempo, hvor 16-dele og 32-dele (både trioliserede og straighte) bliver hevet ud af ærmet, og falder præcist og uforceret som perler på en snor. Det er godt, solidt og endda til tider virtuost guitar-arbejde, der langes over disken af de to guitarister Kammeyer og Skjønnemand og key-player Jonah Weingarten.
Bag knapperne på albummet finder man producer Jim Morris, og endnu engang er det Jacob Hansen fra Hansen studierne i Ribe, som har mixet det lille vidunder. Og joh, lyden er top-skarp og lækker. Der er en rigtig god balance i lydbilledet. Guitarerne er sprøde med god mellemtone, bassen har den rette tyngde, og trommerne lyder bastante men samtidig klare, dog er lille-trommens lyd lidt ”pappet” i kanten (efter min mening). Vokalen er, som genren byder, smækket helt frem i hovedet på lytteren, og Matt Barlow leverer virkelig varen. Han er en dygtig sanger med et stort register, og tilpas meget råhed til ikke at lyde for fesen. Af solide og vindende tracks kan nævnes ”Arise”, ”The Highland”, ”Shadow of the Beast” og ”March through an Endless Rain”, hvor sidstnævnte slutter skiven af med et brag.
Nu skal der som sagt en del til at skille sig ud på powermetal-scenen, og jeg vil gå så vidt, som at sige, at jeg virkelig synes, at Pyramaze leverer et flot og overbevisende album til metalhoveder, som ikke kan få nok af den glorværdige æra af riddere i rustninger, hobbitter, druider, elevere og andre fantacy-figurer. Til tider synes jeg dog, at det kan gå hen og blive lidt kliché-agtigt i de harmoniske- og melodiske forløb - lidt for forudsigeligt. Men når det nu er sagt, er jeg faktisk ret imponeret over de fejende melodier, den gode lyd og det solide instrumentale arbejde, der bliver lagt for dagen. 'Go ahead and enjoy' - det her er et virkelig flot album.
|
|