: : Danish Metal : : ANMELDELSE
Nyheder Anmeldelser Koncerter Downloads Kalender Artikler Konkurrencer Forum Links Information Redaktion Annoncering
Butik
ANMELDELSE

01. This Blackout is Your Apocalypse
02. Somewhere Along the Road
03. The Bash
04. Warriors
05. Straight to Hell
06. Welcome the Storm
07. Wasteland Discotheque
08. Somebody's Watching Me
09. A Heavy Burden
10. To the Lighthouse
11. Showdown Recovery
12. The Comfort in Leaving
RAUNCHY
Wasteland Discoteque
(Lifeforce Records/Target)

Af Martin Nørlev Nyberg
KØB DIN MUSIK HOS TARGETSHOP!

I løbet af de sidste 14 dage er jeg blevet hjemsøgt. Ikke af et spøgelse, men af lysten til at høre Raunchys nyeste udspil ”Wasteland Discoteque” igen og igen. Der er simpelthen så mange detaljer gemt i al variationen og dynamikken, som gennemsyrer albummet, at man ikke kan få det hele med af en gang.

”Death Pop Romance” introducerede Tribus-forsangeren Kasper Thomsens entré i Raunchy og udspillet fik rigtig god respons. Men hvad Raunchy gjorde godt på ”Death Pop Romance”, gør de endnu bedre på ”Wasteland Discoteque”. Alle niveauer er blevet gearet to tænder ekstra, og denne gang er man ikke i tvivl om, hvorfor Raunchy er kongerne af hybrid-metal. Intet andet band kan blande så mange forskellige genrer og stilarter sammen, og stadig slippe godt fra det!

På ”Wasteland Discoteque” er der noget for enhver smag. Hvad end man er til grindcore, dødsmetal, disco, electronica, pop, rock, heavy metal eller noget helt ottende, så vil der være noget at komme efter på dette album. Dog ikke coveret, som mest af alt bare trækker ens forventninger til skiven ned. Men det er jo bare et cover - musikken taler fint for sig selv.

Morten Toft har dømt 'creative showdown' med de mest varierede og opfindsomme trommer i dansk metalhistorie. Aldrig har han spillet hårdere og med mere finesse. Jesper Kvists bas hænger hele skiven igennem som tonstunge blylodder i nosserne på rytmeguitaren, der ikke et øjeblik sparer på de sprøde riffs, der kombineres med lead-guitaren - begge dele leveret af de to talenter Lars Christensen og Jesper Tilsted. Jeppe Christensen og hans keyboard er en helt anden sag, for denne gang fylder han mere i lydbilledet med en episk og melankolsk stemning, og det klæder virkelig Raunchy.

Men så er der jo vokalerne. Kasper Thomsens stemme er vokset gevaldig meget, og hvis man kan forestille sig growl og scream efter en solid indsprøjtning rock 'n' roll, så har man lyden af lead-vokalen. Hvis ikke, så hør skiven. Al skønsangen er i tro Raunchy-stil funderet i de gode melodier, og de to skønsangsleverandører udviser en præstation, som er et kirkekor værdigt - hvis det da kan bruges positivt inden for denne genre.

Forbered dig på at blive forelsket, og indstil dig på at høre ”Wasteland Discoteque” igennem mange gange, for det kan ikke lade sig gøre at slippe skiven efter første gennemlytning. Den vil hjemsøge dig igen og igen, og min personlige poltergeist manifesterer sig i form af numre som ”Somebody's Watching Me” (cover af Rockwell), ”Straight to Hell”, ”Warriors” og ”Showdown Recovery”. De hænger fandeme ved!
ANNONCE
INFORMATION
Stil/Genre
Hybridmetal
Udgivelsesdato
16.06.08
Anmeldt
17.06.08
Links
Raunchy