01. End of Time
02. Killing Fields
03. Everybody Likes to Wonder
04. Losing You
05. I Might Beat It
06. Snapshot
07. Pain in Our Modern World
08. It’s Not Fair
09. Trafalgar Square
10. Forgive Yourself
11. There is a Name I’m Missing
|
|
RIPE
At the End of Time
(Selvfinansieret)
Af Maria Prohazka Olsen |
|
  |
Kan du huske Oliver fra X-factor? Garanteret du kan. Manden med det store register, som kunne synge rock på vaskeægte kick-ass-maner. Well, han er i virkeligheden forsanger i københavnske Ripe, en femkløver, som lige har smidt en skive sammen bestående af 11 heavy metal/hard rock skæringer, som jeg nu har siddende i mit anlæg.
Selv bryster bandet sig af, at de forsøger at kombinere den klassiske heavy lyd med rock 'n' roll tilsat keyboards - hvilket efter sigende bliver til noget ganske specielt - sådan som heavy metal skal lyde i år 2008. Desværre kan jeg ikke høre så meget nyt i den lyd, som mest af alt minder om en krydsning mellem det senere Bon Jovi-materiale og Guns 'n' Roses. Ikke at det er noget dårligt i sig selv, det er bare ikke nyskabende på nogen måde.
Når det nu er sagt, er det her et ganske gedigent album fra kapable musikere - og i særdeleshed en forsanger i hopla. Desværre synes jeg dog ikke, at den gode Oliver Weers' pitch altid sidder lige i skabet. F.eks. mener jeg ikke, at han kan bærer en skæring som ”I'm Losing You”, som ellers er et meget fint nummer med en virkelig god og ærlig tekst.
Selve lyden på albummet er ganske udmærket, dog kan tromme-lyden virke lidt pappet ind imellem, og specielt lilletrommen lyder tynd. Samtidig kunne man godt ønske sig, at der blev skruet lidt op for både mellemtone og bas på guitar-ampen, hvor Jakob Højgård Olsen gennem hele albummet ellers leverer en omgang rigtig god spade med godt guitar-lir og fine soli. Helt i front i lydbilledet hører vi lead-vokalen, som er godt produceret og lyder lækkert rå.
Noget der undrer mig ved playlisten på ”At The End Of Time”, er, at de stærkeste sange først kommer midt på albummet. Lytteren skal således igennem fem lidt lunkne tracks, før man endelig får lov at lægge ører til noget, som både tekstmæssigt og melodisk er velfungerende og endda til tider catchy.
Og sange som ”It's Not Fair”, ”Trafalgar Square”, ”Forgive Yourself” og “There is a Name I'm Missing” er bestemt et lyt værd. Det er faktisk ok-velskrevet rock. Dog lider de fleste af skæringerne på skiven under manglen af en virkelig hookline - et virkelig godt omkvæd. Og det er altså Ripes største svaghed, for de har både viljen og attituden til at komme langt. Men er du til rock i stil med Bon Jovi, så er det her bandet for dig.
|
|
