REPORTAGE Jeg havde set meget frem til aftenens koncert med Rising og Helhorse. Sludge metal er en for sjælden gæst på scenerne her i Odense, så når to bands kommer til byen, som begge bevæger sig inden for denne genre, står jeg forrest i køen. Musikerne skulle altså ikke blot imponere på egne præmisser, men tilfredsstille undertegnedes tørst for en hel genre. Var de opgaven voksen? Læs videre og bliv klogere... Af Kristian Schultz Fotograf: Kasper Fladmose Det er en kold, torsdag eftermiddag på Kansas City i Odense, da Rising og Helhorse dukker op i deres fælles bandbus. Aftenens gig er det første af tre i denne weekend, for i morgen går det løs i Aalborg, og lørdag er det videre til København. At dømme ud fra de trætte ansigter, der træder ud af bussen, bliver det en lang weekend, men den lokale bandnurser stiller kaffe og mad frem, og langsomt begynder de garvede musikere, at få en smule farve i kinderne. Jeg forsøger at give en hånd med at slæbe gearet, men før jeg når at kigge mig om, er scenen fyldt med guitarkabinetter, og trommesættet halvvejs sat op. I det hele taget er der ikke meget pis med de to bands, og efter endte lydprøver er der blot den lange ventetid tilbage, som bliver fordrevet backstage med bajere og mobiltelefoner. HELHORSE Det seks mand store band indtager stille og roligt scenen, og må desværre møde synet af sølle 20-30 publikummer. De lader sig dog ikke kue, og går ufortrødent i gang med første nummer. Fra starten er der masser af bevægelse på scenen, der i forvejen knap kan rumme bandet, og spilleglæden er på sit højeste. Det er lydniveauet også, hvilket tilsyneladende bliver for meget for nogen. Det er dog ikke over undertegnedes smertetærskel. Kvaliteten af lyden er overvejende god, men det kan dog høres, at lydmandens har fået sin sag for. Trommer, bas, rhodes, to guitarer og to vokaler skal alle passe ind i lydbilledet, og der er ikke altid tilstrækkelig plads tilovers til vokalen. Helhorse er en blanding af det punkede og det helt sløve, med en god portion sydstatsstemning smidt ind i mixet. Det resulterer i et varieret sæt, men det er dog de tungeste af numrene, der kommer mest til deres ret. Her åbner lyden mere op, og bandet virker strammere og mere fokuserede, hvor de mange instrumenter ellers kan have en tilbøjelighed til, at stå i vejen for hinanden. Det er dog mindre kritikpunkter til et ellers velspillende og engageret band, der hellere end gerne må lægge vejen forbi Odense igen. RISING Der bliver røget, købt ind i baren og gennemført en hurtig, opfølgende lydprøve inden Rising går på. Hvor Helhorse åbnede med fest, åbner Rising med mørk, mørk stemning. Hvor tunge og dystre de end lyder på plade, så er det intet imod det monster, der nu kravler ud over scenen. Antallet af musikere på scenen er blevet halveret, men intensiteten er fordoblet. De tre musikere spiller med en imponerende autoritet, og alle udstråler komplet indlevelse i musikken. Trommerne tordner af sted; velspillet og stramt, men også primalt og aggressivt. Afhængigt af hvad øjeblikket kalder på, kan guitaren være både brutal og følt, men bliver hele tiden leveret med total sikkerhed. Bas og vokal kommer fra samme mand, og derfor er det også ekstra imponerende, at begge dele udføres med både hjerte og professionalisme. Skal jeg sige noget negativt om Risings optræden, må det blive det sparsommelige sceneshow. Der er ikke megen bevægelse på scenen, og det keder sandsynligvis nogen, men i mine øjne er det komplet irrelevant. Hvad bandet ikke har i hjemmelavet metalkoreografi, har de i dedikation og udstråling, og det passer perfekt til deres stemningsfulde lydunivers. De får derfor også topkarakter, for en af de bedste koncerter jeg i længere tid har været vidne til. ANNONCE