REPORTAGE: ROSKILDE FESTIVAL 2010 BY THE PATIENT (PAVILION JUNIOR) Selvom kvintetten stadig har deres fuldlængdedebut at se frem til (albummet udkommer til september), havde der samlet sig en pæn menneskemængde i Pavilion Junior, da det skulle skrues op for noget effektiv og energisk dødsmetal. Showet skulle vise sig (i hvert fald til at begynde med) at være præget af en ikke helt velafstemt lyd, så de enkelte dele af musikken på skift fik lidt for meget at skulle have sagt i det store hele. Derudover var der ikke et så energisk udtryk fra medlemmerne, som man måske kunne have håbet - musikken taget i betragtning, men ikke desto mindre fik bandet bevist, at de kan deres kram, og at det var berettiget, at de var nominerede som ”Årets Talent” ved DMeA 2008. Koncerten løftede sig dog aldrig til skyerne, og jeg gik ud på campingområdet igen med en følelse af, at der ikke ville gå længe før, jeg ville glemme denne koncert. - Jens Asbjørn Bøgen SÓLSTAFIR (PAVILION) Festivalens største skuffelse for mit vedkommende indfandt sig på Pavilion, da de islandske progmetallere fra Sólstafir gav deres bidrag til årets program. Det blev en dræbende kedelig omgang, der efter lidt mere end en halv times spil kun havde kværnet sig igennem tre numre, som oven i købet til forveksling mindede om hinanden. Bandet tog sig selv alt for højtideligt i betragtning af, at de ikke er så stort et navn, og generelt ærgrer jeg mig bittert over, at jeg ikke var ovre og se Sick Of It All i stedet for denne oplevelse. De to eneste positive punkter var, at enkelte passager af musikken virkede hæderligt kombineret, og at teltet var dejligt svalt. - Jens Asbjørn Bøgen MESHUGGAH (ARENA) Syv strenge kunne ikke gøre det. De ottestrengede måtte frem, da Meshuggah spillede på Arena fredag. Som altid lyder det dybt og dejligt, når svenskerne spiller op til dans. Desværre var lyden alt for lav, og der gik kun få minutter, førend crowden råbte ”Louder! Louder!” Desuden var der noget galt med guitarlyden i højre side, men det blev heldigvis hurtigt fikset. Derefter var ikke en finger at sætte på deres musikalske præstation - altså bort set fra lydstyrken. Det er bare ikke højt nok, når man ikke behøver ørepropper eller kan mærke bassen fysisk (og jeg stod tilmed helt oppe foran). Come on! Min treårige spiller højere end det! Men publikum var glade, og en fantastisk cirkelpit blev formet, så selv frontmand Jens måtte ud af sin traditionelle underbids-trance for at se, hvad der skete blandt masserne. - Marie Buus ALICE IN CHAINS (ORANGE) En koncert er bare bedre, når den spilles med orange baggrund. Men begejstringen var velfortjent. Gamle Alice gav den gas denne skønne sommeraften på Roskilde. Der var gamle klassikere, nye udspil, godt med guitarsoli og lyden var klart i deres favør. To fyre bag mig stod splitterragende og svingede deres underliv i takt. Når samtalen falder på Alice, er der mange, der mener, at det ikke er det samme uden Layne Staley. Men giv dog William DuVall en chance. Han synger totalt fedt. Og det kan godt være, at der ikke er mange, der kender Alice in Chains sangmateriale, men folk skrålede med alligevel (også selv om det ikke helt var den rigtige tekst). - Marie Buus THEM CROOKED VULTURES (ORANGE) Supergruppen bestående af John Paul Jones fra Led Zeppelin, Joshua Homme fra Queens of the Stoneage og Dave Grohl fra Foo Fighters/Nirvana har potentialet til at blive et af de største sideprojekter i heavymusikkens historie, og fredag aften på Orange Scene gav de et rigtig godt bevis på, at de er godt på vej. De tre superstjerner leverede et pragtstykke af en koncert, hvor lyseffekterne bidrog rigt til den lettere psykedeliske lyd, der præger bandets generelle stil. Den største overraskelse i forhold til studieversionerne var, at der ikke var nogen af numrene, der virkede langtrukne og ensformige. Energien fra bandet (ikke mindst Dave Grohl, der var en nydelse at se tilbage bag trommerne) blev kanaliseret ud over rampen i en sådan grad, at stort set alle blandt publikum blev smittet af selvsamme entusiasme. Og så spiller de tre musikere jo bare godt på deres respektive instrumenter. Eneste minus var en klaversolo af John Paul Jones, der ærligt talt virkede en anelse malplaceret mod slutningen, og som drænede noget af energien fra publikum. Men det gjorde ikke det store, da de alle tre fortsatte med det, de gør bedst. Årets mest positive overraskelse for mig. - Jens Asbjørn Bøgen THE PRODIGY (ORANGE) Vi skal tilbage til 1997, for at finde The Prodigys sidste besøg på Roskilde Festival. Dengang gik ”The Fat Of The Land” sin sejrsgang verden over, og bandet befandt sig om man så må sige på toppen af deres karriere. Jeg har tit ærgret mig over, at jeg aldrig fik dem set dengang, men efter deres ekseptionelle magtdemonstration lørdag nat, gør det mig ikke det fjerneste, for jeg har virkelig svært ved at se, hvordan de skulle kunne have gjort det bedre dengang. Gruppen diskede op med en sand parade af hits fra de glade 90'ere, krydret med nye bangers fra gruppens seneste studiealbum ”Always Outnumbered, Never Outgunned” og ”Invaders Must Die”. Således blev numre som ”Spitfire”, ”Warriors Dance” og ”Omen” ubesværet vævet ind blandt gamle schlagere som ”Voodoo People”, ”Poison”, ”Breathe”, ”Diesel Power”, ”Smack My Bitch Up”, ”Out Of Space” og ”Their Law”, og resultatet var ikke til at tage fejl af: Det var ubetinget den største fest på Roskilde i år. 60.000 festaber gik således kollektivt amok fra første strofe, men højdepunktet indtraf dog, da Maxim Reality beordrede alle på hug, inden det sidste omkvæd i smæk-braget ”Smack My Bitch Up”. Da hele forsamlingen kort efter steg til vejrs ledsaget af et øredøvende simultan-brøl, flød det hele ud i ét, og band og publikum blev til én stor, pulserende rave-entitet. Det var ganske enkelt en fryd at være med til. Onde tunger vil mene, at The Prodigys lyd er uddateret og uden relevans her i 2010, men det er ganske enkelt noget forbandet vås. Hvis de kan spille røven ud af buskerne på alt andet, der betrådte Orange Scene i år, ja, så kan man sgu da ikke være mere relevante. Årets totaloplevelse på Roskilde, og én af de bedste koncerter jeg har været så priviligeret at overvære - nogensinde. - Martin Lyager Nielsen MÖTORHEAD (ORANGE) Lemmy Kilminster og Co. er med over 30 år som band mildest talt noget af en institution inden for rock 'n' roll/metal-verdenen. Søndag eftermiddag gjorde trioen sit indtog på Roskilde, da de for første gang siden 1993 var at finde på plakaten, og det skulle vise sig at blive en oplevelse for livet. Aldrig har tre mand (og det skal tages helt bogstaveligt, at der kun var tre mand på scenen!) og en ordentlig håndfuld Marshall-forstærkere formået at give 50.000 trætte festivalgæster så meget ny energi ved at spille tre akkorder på 20 forskellige måder, og med masser af guitarsoloer og en enkelt, men meget energisk, trommesolo, blev noget af monotonien brudt undervejs. Settet bød på en masse gamle kendinge, men generelt var store dele af bandets katalog repræsenteret. Højdepunkterne for mig var uden tvivl ”Just 'Cos You Got the Power” (oprindeligt skrevet af Mick Jagger) og de to fede versioner af ”Ace Of Spades” og ”Overkill”, der udgjorde ekstranumrene. Uden sammenligning festivallens fedeste koncert af dem, jeg oplevede! - Jens Asbjørn Bøgen KILLSWITCH ENGAGE (ARENA) Amerikanerne åbnede ballet med ”Rose Of Sharyn”, der effektivt fik sparket publikum i gang, selvom trætheden efterhånden havde indfundet sig i mangen en festivalgæst, her på Roskildes sidste dag. Bandet gik veloplagt til makronerne, og leverede som forventet det ene hit efter det anden. Blandt de sikre træffere som ”The End Of Heartache”, ”My Last Seranade”, “My Curse”, “The Arms Of Sorrow” og “When Darkness Falls”, fandt man bl.a. også “Starting Over” fra gruppens seneste fuldlængde. Har man set bandet før, kom det ikke som den store overraskelse, at der blev rundet af med coveret af Dios klassiker ”Holy Diver”, og publikum kvitterede med masser af aktivitet til ære for den nu afdøde sanger. Killswitch Engage leverede således en forrygende koncert med masser af overskud, og de understregede endnu engang, at deres melodiske metalcore gør sig helt forrygende live. Mesterligt. - Martin Lyager Nielsen ANNONCE