REPORTAGE: ROYAL METAL FEST 2008 Århus har ladet et par år passere uden en flerdages metalevent, men det er der nu blevet rådet bod på i form af Royal Metal Fest, der fandt sted på Vohall d. 8. og 9. februar. Fredag var de notoriske, norske mørkemænd i Mayhem hovednavnet, men det var de danske artister, der stjal billedet, og leverede den bedste underholdning. Lørdag klarede de udenlandske gæster sig heldigvis langt bedre, men de hjemlige bands viste, at de også sagtens kunne være med, når niveauet blev hævet. SPECTRAL MORTUARY Odenses Spectral Mortuary var taget til den jyske hovedstad, for at give en lektion i brutal og nådesløs dødsmetal. Rødderne har uden tvivl international klasse, hvilket deres debutalbum, ”From Hate Incarnated”, så rigeligt vidner om. Men ak og ve. Om et af medlemmerne spildte en fad udover lydmanden 5 minutter før koncertstart, eller om de bare var grumme uheldige, vil jeg lade stå hen i det uvisse. Faktum var dog at lyden (derfra hvor jeg havde taget ophold) mudrede meget mere, end hvad deres massive metaludladninger kunne bære, så det forekom flere gange vanskeligt at finde hoved og hale på kompositionerne. Det ovenud mesterlige ”Necrotic Flesh Cravings”, som jeg havde set vældigt meget frem til at høre fremført live, var tæt på at forsvinde under min radar i et inferno af bulder og bas. Synd og skam, for der er virkelig krummer i de her gutter. Det var bare alt for svært at høre denne aften. - Martin Lyager Nielsen URKRAFT Et band jeg havde set meget frem til denne aften, var københavnerdrengene fra Urkraft. De spiller en brutal omgang melodisk dødsthrash, og denne aften skulle ikke blive nogen undtagelse. Der blev lagt ud med nummeret ”The Good Summer”, fra 2005-skiven ”The Inhuman Aberration” - en vaskeægte kickstarter til at få horn, hår og fadøl til at flyve over det meste af salen! Man kunne skam også se på publikum, at Urkraft også er blevet et navn, der er værd at lytte efter på den danske metalscene, da gulvet stort set var proppet med metallere fra start til slut af koncerten. Den korte optræden på 8 numre og små 40 minutter var dog desværre alt hvad det kunne blive til, da der jo også var andre bands på plakaten. Men indtil da var livesettet spillet flot igennem uden de store diggedarer, og med en fed udstråling både til musikken og den måde Urkraft, og specielt forsanger Thomas Pedersen, kom ud over scenekanten på. Generelt er jeg meget imponeret over denne forsanger, da han leverede en fed performance både på spaden og bag mikrofonen - men det var alle medlemmers fortjeneste, at koncerten blev så fed. Eneste minus ved koncerten må være det ”korte” set, da lyden, lyset, musikken og performance i den grad levede op til en karakter af de bedre, og det er måske også derfor Urkraft er at finde i Danish Dynamite Tour-stalden senere på året sammen med Illdisposed og The Burning. Har man ikke set Urkraft før, er det bare at købe billet til denne tour! - Nick Demant RAGEBORNE Rageborne blev hevet ind fra højre, da engelske Burning Skies meldte afbud i 11. time. Det er sjældent optimalt, at skulle agere vikar for en aflysning, men de fire unge herrer tog det i stiv arm. Deres tag på dødsmetallen, tilsat elementer fra hardcore, fungerede generelt godt live. Numrene blev energisk og overbevisende fremført, og spilleglæden hos medlemmerne, var til at få øje på. Havde mit forhåndskendskab til materialet været bedre, er det ikke utænkeligt at Rageborne kunne have gjort yderligere indtryk. Men den til tider halvdårlige lyd maskerede desværre nuancerne, og det kunne af og til være svært at bevare opmærksomheden 100 %. På bundlinien kan den jyske kvartet dog sagtens være deres indsats bekendt, og jeg vil da heller ikke tøve med at anbefale tilhængere af stilen, at aflægge en Rageborne-koncert et visit, hvis muligheden skulle byde sig. - Martin Lyager Nielsen ILLDISPOSED Hjemmebanefordelen tilhørte åbenlyst Illdisposed, da de indtog scenen som aftenens næstsidste indslag. Publikum tog vel imod de lokale helte, og pitten var velbesøgt fra start til slut. Bandet har som bekendt hentet forstærkning på Djævleøen i form af den tidligere Volbeat-guitarist Franz ”Hellboss” Gottschalk, og dette var således hans første fuldlængdeoptræden i Illdisposed-regi. Frontmand Bo Summer var som altid på pletten med ondsindede subwoofer-brøl og selvironiske kommentarer. Der blev lagt ud med ”Purity of Sadness” fra klassikeren ”Submit” (1995), og der blev da også plads til ”Submit” og ”Near the Gates” fra 90'ernes produktion, men ellers var setlisten domineret af materiale fra de seneste udgivelser. Som forventet blev et par nye numre fra det kommende ”The Prestige” luftet ved lejligheden. ”A Child is Missing” var en bister satan, der kunne vidne om et band, der til denne plade har kigget godt tilbage i egen historie, for at finde inspiration. Anden nyhed var ”Ich Bin Verloren in Berlin”, hvor Summer har skiftet modersmålet ud med tyske fraseringer. ”Case of the Late Pig” fra ”Burn Me Wicked” markerede enden på en ganske medrivende, underholdende men desværre også temmelig kort optræden. - Martin Lyager Nielsen A KID HEREAFTER IN THE GRINDING LIGHT Lørdagens første var københavnske A Kid Hereafter In The Grinding Light. Bandet spiller en blanding af grindcore og hardcore tilsat en dybt atypisk vokal. Og med tømmermænd bankende i tindingen, og et usselt udseende havde jeg sat mig til rette i ”loungen” på Voxhall for at høre dette specielle band. Dømt ud fra bandets materiale på MySpace, kan jeg kun sige, at musikken - som de selv kalder ”happy grindcore” - bestemt ikke var min kop the. Bandet leverede i sig selv en ganske tilforladelig indsats med masser af energi og omkring 30-40 numre på den tid de var blevet givet. Og jeg tror jeg kan tale på de flestes vegne, når dette band skal anmeldes: Det var anderledes! 5 mand på scenen i hvidt stramt tøj, en forsanger med kæmpe skæg, en guitarist med trucker nosser hængende fra sin guitar, og en trommeslager der kun spillede i boxershort - dette var i særklasse en alternativ oplevelse! Til tider var der faktisk ret catchy numre, hvor hovedet groovede med i headbanger stil, for så derefter at blive kastet ud i små tætpakkede grind stykker på 5-10 sekunders mellemrum. Faktisk virkede det endda som om publikum kunne lide dette, og der var da heller ikke det mindste galt med indsatsen på scenen. Men når alt dette er sagt ved jeg sgu ikke om jeg skal græde eller grine, tage det her for et seriøst projekt eller en omgang metal legestue? Ingen tvivl om at bandet har spilleglæden, og kan finde ud af at underholde, da specielt forsanger Hr. Hårbold forstår at fyre syrede jokes og punchlines af mellem numrene, men for mig holder musikken sgu godt nok ikke. Gutterne skal absolut ikke have dumpekarakter, for de forstod at fyre den af, og fik faktisk folk med, til trods for min egen tiltagende hovedpine. Så min konklusion må være, at A Kid Hereafter In The Grinding Light skal opleves med egne øjne og ører, da dette er for speciel en oplevelse til at kunne beskrive fyldestgørende. Derfor får bandet 3 horn for deres gakkede og syge univers. - Nick Demant SCAMP Scamp havde fået den måske tvivlsomme ære at være det første band lørdag, og som skulle få denne her tømmermændsplagede anmelder op i omdrejninger igen efter fredagens massive metalbombardement. Mit kendskab til Scamp før deres koncert var yderst begrænset. Ja, faktisk kun til 2 ting, nemlig at de er fra Århus, og at de spiller teknisk metal i stil med Meshuggah og lignende bands. Jeg er normalt selv ikke den store tilhænger af lige præcis den form for metal. Og det lovede ikke godt for stakkels undertegnede, da bandet lagde ud med nummeret ”Dilemma”. Trommerne dominerede fuldstændig lydbilledet, så både vokalen og guitarerne druknede i noget, der bedst kan betegnes som et støjhelvede. Men så da andet nummer, ”A Familiar Word”, startede, var der virkeligt sket ting og sager! Scamps lydmand (Tue Madsen himself) havde fået justeret tingene ind, og alle instrumenterne og vokalen var nu blevet perfekt afbalanceret i forhold til hinanden. Og med ét blev den sure mine i mit ansigt vendt til et stort smil, og hovedet begyndte fornøjeligt at rokke med i takt til musikken. ”Pros and Cons” fulgte efter, og var intet mindre end mesterligt! Der var Scamp så tighte og lyden så krystalklar, at musikken nærmest fik et industrial ”touch”, som end ikke mægtige Fear Factory kunne have gjort bedre! Og specielt flot er det også, når man tænker på, at bandet klarede hele showet uden en bassist. Vi fik derefter yderligere 3 velspillede numre, før bandet måtte af scenen. Grundet tidspres måtte Scamp desværre droppe et par numre. Men til trods for de få numre, var det her altså en koncert udover det sædvanlige! Godt gået af et band med en spillestil, der egentlig ikke er denne anmelders fortrukne. Men deres flotte optræden på festivalen har virkeligt givet undertegnede lyst til at høre mere fra dette århusianske band og deres tekniske metal. Talemåden: ”Det skal gå skidt, før det går godt” måtte siges at passe perfekt til Scamps optræden på Voxhall. - Daniel Olsen THE BURNING Efter Scamp var det blevet tid til endnu et lokalt band nemlig The Burning. The Burning er et band, som undertegnede af uvisse årsager gang på gang altid har misset ude omkring på de forskellige spillesteder, festivaler osv. Mange af mine venner og bekendte har fortalt i store rosende vendinger om lige præcis The Burnings koncerter, og hvor energiske de er på en scene. Så mine forventninger til dette band var tårnhøje! Og blev mine forventninger så indfriet? Ja, i allerhøjeste grad! De lagde hårdt ud med ”Underachievers Unite”, som derefter forsatte over i det brutale ”Warhorse”. The Burning var ualmindeligt tændte, energiske og med en total rå attitude. Man kunne mærke, at bandet virkelig havde sat sig for at få det halvsløve og tømmermændsplagede publikum op i gear igen. Bandets karismatiske forsanger Johnny Haven kom da også med en masse opfordringer til at komme tilbage i kampen og lade tømmermænd være tømmermænd. Og det virkede. For mens numre som ”The Gospel”, ”Cloven Hoof” og ”Storm The Walls” bragede ud af højtalerne, begyndte folk i salen så småt at headbange med til musikken. Og denne århusianske kur mod sløvhed forsatte således med hårdtslående numre som ”Fire”, ”Snakes of Life” og ”Kill the Swine”. Som et festligt indslag var Dawn of Demises bassist Bjørn Jensen lige en tur inde på scenen, og synge et par linjer på et af numrene. Det er herligt for en gammel metalfreak som undertegnede at se at bands anno 2008 giver hinanden credits og skulderklap ved at gøre sådanne ting, og ikke ligesom i 90'erne stå med armene over kors og sige, at det kunne de sagtens have gjort meget bedre. Igen på grund af den overskredne tidsplan var Århusdrengene desværre nødsaget til at tage 2 numre ud af settet. Så det blev tid til det sidste nummer fra The Burning, nemlig det dejligt tunge nummer ”Weakling”. Og her var det simpelthen en kæmpe fornøjelse for undertegnede at se ud i salen, og se samtlige publikummer stå og nikke deres hoveder i takt med de tunge parter i nummeret. En flot afslutning på et energifyldt show, der for alvor fik sparket liv i folk inden de udenlandske bands skulle på scenen. Selvom dette var mit første møde med The Burning, må jeg personligt give diverse folk ret i, at The Burning ligner et band, der godt kan gå hen og vinde den eftertragtede pris for ”Årets liveband” til DMeA '08 i november. - Daniel Olsen ARTILLERY Sidste danske navn på dette års Royale Metal Fest var såmænd ingen ringere end det legendariske thrash metal band Artillery! Nu er det jo efterhånden år og dage siden Artillery sidst havde været ude på de skrå brædder. Så det var med stor spænding, da undertegnede trådte ind i den efterhånden meget fyldte sal på Voxhall. Kunne bandet mon leve op til fortidens hæder og ære, eller var tiden løbet fra dem? De bange anelser og spændinger forsvandt som dug for solen, da bandet åbnede koncerten med ”Deeds of Darkness”. Thrash metal af allerhøjeste kaliber og så tilmed udført af nogle gamle rotter i faget, der ved præcis, hvordan den slags musik skal fremføres! ”Cybermind”, ”The Almighty”, ”By Inheritance” for at bare nævne nogle af de næste gude numre, vi fik serveret med en energi og en spilleglæde, man ikke har set længe. Der var ingen tvivl om, at Artillery var kommet til festivalen for at skyde med skarpt! Vi blev ganske enkelt udsat for en bomberegn af det ene sublime nummer efter det andet fra de legendariske plader, som gjorde bandet til stort navn både herhjemme og i udlandet. Og forsanger Søren var simpelthen en energibombe på scenen, mens de andre fra bandet sejrssikkert på deres instrumenter beviste, at når det gælder go' gammeldaws thrash metal, er der ingen, der kan måle sig med dem! Mesterlige guitarsoloer fra både Morten og Michael fik vi efter henholdsvis ”Out of the Sky” og denne anmelders personlige favorit, nummeret ”Khomaniac”. Ja, Michael brugte tilmed tænderne til hans solo! Det er guitarlir, som vi kender det fra '80erne. Sidste nummer blev ”Terror Squad” og med den, sluttede en stor koncertoplevelse, man i fremtiden med et smil på læben, vil tænke tilbage på. Og at Artillery har en stor plads i hjertet på de fremmødte metalfans, herskede der ingen tvivl om. Da vores vært ved Royale Metal Fest, Obersten fra Mnemic, skulle præsentere lørdagens hovednavn, The Haunted, råbte folk stadigt: ”Artillery, Artillery”! Det er altså rigtigt stort, må man da vist sige! - Daniel Olsen ANNONCE