REPORTAGE: ROYAL METAL FEST 2010 Af Nick Vinther Demant ARMED FOR APOCALYPSE Sidste år udgav Armed For Apocalypse det jævnt undervurderede album ”Defeat”, der efterhånden har fået en del afspilninger på undertegnedes anlæg, og fredag var de således kommet til klejne Århus, for at banke tømmermænds-rusten af de første fremmødte. Deres down-tempo sludge'de metal kan nemt beskrives som tung, tungere, tungest, og det var såmænd også det vi fik leveret. Især ”We Fell From The Bottom”, og afslutteren, ”The Demon Who Makes Trophies Of Men”, blev tæsket igennem forstærkerne og forplantede sig i et rystende gulv - være det pulserende rytmer eller manglende balancegang fra gårsdagens strabadser. Alt i alt en stor personlig fornøjelse for mig at se AFA. Koncerten var dog hæmmet af et meget lille publikum, men som forsanger Kirk Williams så finurligt undskyldte, så ville de næste numre stadig være ligeså tunge som foregående - om man kunne lide det eller ej. Dette var både forcen i bandets optræden, men også en stor akilleshæl for fremmødet. THE KANDIDATE Næste ”publikumsmagnet” var lokale The Kandidate. Og med Jacob Bredahl i front indtog Kandidaten Voxhalls skrå brædder som en firemands-hær ude på at udslette dele af det århusianske landkort, og begrave masserne i thrashet hardcore. Dette lykkedes til fulde, publikum var med fra start til slut, og selvom det ikke var denne anmelders kop hjemmebrændt, åd pøblen den setlisten, bestående af numre fra debuten ”Until We Are Outnumbered”, råt med hud og hår. Eneste minus må siges at være den enormt ringe lyd bandet havde tillusket sig; mudret og med overdøvende trommer og vokal var det således svært at få et rigtigt indtryk af guitarist og bassist. Men The Kandidate hev sejren hjem på publikumstække og en livlig stage-persona, og blev da også fortjent klappet ud af scenen. Dawn of Demise, som jo efterhånden har turneret landet tyndt og gæstet samtlige metalklubber i Jylland, på Sjælland og såmænd sikkert også til dine bedsteforældres sølvbryllup, var det næste uundgåelige kort på fredagens program. Derfor blev jeg og følge enige om at fodre sækken med byens burger og kolde pils udenfor, og gik derfor glip af koncerten. HAMLET Det var tid til et ubeskrevet blad for de fleste festivaldeltagere, da spanske Hamlet indtog scenen. Til trods for den relativt ukendte status har Hamlet eksisteret siden slut-firserne, og derfor måtte pladsen på årets festival jo være ganske retfærdig. Men foruden et par excentriske fans oppe foran, falder det hele sammen for mig. Den 70/80'er inspirerede NWOBHM stil de spiller koblet med nutidens blastbeats og høje tempo var simpelthen en for stor mundfuld til at jeg kunne bide over den. Konsekvensen heraf blev den anden side af baren, en blød sofa og en kande øl. Interessen for bandet var simpelthen for lille, og uden for min smag - derfor ingen bedømmelse. THE OCEAN Efter Hamlet var det blevet tid til mere sludge, dog i den progressive ende af skalaen i form af tyske The Ocean, der på plader som ”Precambrian” og ”Aeolian”, virkelig har formået at imponere mig med deres store, pompøse udladninger blandet med riffs skåret med kirurgisk præcision, og stemninger der graver sig helt ind til benet. Det var derfor til store forventninger, at de gik på scenen i aften. Og lad det være sagt, jeg blev aldeles ikke skuffet. En blandet landhandel af melodiøs, progressive, hardcore, tung sludget bland-selv-musik og en vokal der henholdsvis sang rent og brølede sjælen ud gennem hjertekammeret fik mig næsten til at miste pusten. Et så tight band, der på den måde ved hvordan de skal spille røven ud af bukserne, er imponerende, og altid en fryd at se. Dog stod man også tilbage med fornemmelsen af at dette blot var ”endnu en aften” på touren, og den manglende kontakt til publikum indbød mere til noget der lignede et jam for bandet selv, end en egentlig koncert for publikummer. Der skal dog ikke herske tvivl om, at for undertegnede var det en fantastisk koncert, men samtidig synes det at være et noget forkert tidspunkt i programmet, at smide et så introvert band på, for er man ikke til den slags optræderne, kan jeg sagtens forstå, hvis man synes, at det var en time ud i lokummet. CROWBAR Inden aftenens hovednavn, Sepultura, skulle på scenen, var den reserveret till en af de mægtigste giganter indenfor Sludge-genren, ingen mindre end amerikanske Crowbar! Desværre for bandet var publikum efter The Oceans ”gabende” koncert, fuldstændig drænet for energi, hvilket virkelig kom til udtryk. Selv Kirk Windstein bag mikrofonen opfordrede flere gange pøblen til at give gas, hvilket aldrig skete. Først til slut, da det New Orleans baserede band forlod scenen lød den ellevilde jubel til et band, der forinden havde spillet en times tonstung sludge metal. Én hel time i Århus, hvor hele Voxhall rungede, glassene dirrede og folks nakkemuskler knækkede for hvert groove, der måtte flyde over scenekanten. Dette til trods var vi i publikum komplet bovlamme til at rose et tyve år gammelt band for en lige-i-øjet indsats med masser af engagement og et fedt bagkatalog, der, hvis jeg husker rigtigt, bl.a. talte klassikere som, ”Like Broken Glass” og ”All I Had (I Gave)”. Det er simpelthen ikke godt nok, når en sværvægter som Crowbar gæster landet, for god koncert eller ej, så fortjente amerikanerne en større fjer i hatten, end den fesne udgangssalut de fik. Pinligt. Igen i år var Metal Royale Festival garant for en god omgang blandet metal der endda tiltog med et ekstra døgns hegn. Tak til alle de frivillige og til Metal Royale for efterhånden at have stablet en bæredygtig festival på benene. Dette skal vi som fans selvfølgelig være bedre til at støtte end dette års kritik af booking og manglende forsalg. Under fredagens program, måtte konferencier Obersten desværre meddele at Peter Steele var afgået ved døden, hvilket resulterede i et minuts gigantisk råbekor til ære for den tidligere Type O' Negative forsanger. Dette var faktisk første gang på festivalen man kunne mærke publikum tage fælles front for metallen og støtte op, så lad os prøve om vi ikke kan gentage samme nummer næste år at det behøver involvere dødsfald. Tak for i år! Af Nikolaj Balle BULLET TRAIN BLAST Bullet Train Blast var første band på scenen. Det var første gang jeg stiftede bekendtskab med bandet, men må sige, at de overraskede mig positivt. Musikkens rødder er solidt plantet i rock 'n' roll af den flabede slags; bands som Molly Hatched, Skambankt og Backyard Babies spang i hvert fald op i mit hoved, da jeg hørte dem. Bandet virkede super veloplagt, og især forsanger Mads Larsen var super tændt, og den mand har sgu en fed vokal. Han skærer igennem, og har en god scenen-'presence'. Koncerten led dog under det meget sparsomme fremmøde, og folk var lidt svære at få i gang, men det blev dog bedre i løbet af koncerten, og det hele kulminerede, da de fedtede for metal-folket ved at fyre en yderst kompetent version af Megadeths klassiker ”Symphony of Destruction” af. I det hele taget følte jeg mig rigtigt godt underholdt under hele koncerten, og bandets varme, jyske humor gik lige i hjertet på undertegnede. F.eks. da en blandt publikum pludselig begynder at råbe ”Mads Larsen er sej”, proklamerer han straks fra scenen, at bandet har skiftet navn til ”Mads Larsens Bullet Train Blast”. På grund af det manglede publikum kom tingene dog desværre aldrig helt op at ringe, men det skal nu ikke forhindre mig i alligevel at anbefale folk at tjekke dette band ud. DIE Næste band på scenen er de lokale dødsdrenge fra Die, der for nyligt har scoret sig en kontrakt med det legandariske Unique Leader Records, der også huser klasse death metal acts som Vile, Pyrexia, Decrepith Birth og Deeds of Flesh. En imponerende præstation. Mit kendskab til Dies musik er ret sparsomt, men det gjorde ikke så meget, for der blev lagt fra land som død og helvede. Sjældent har jeg oplevet et så energisk og skummelt sceneshow fra et dødsmetalband. På trods af lidt lydproblemer i starten, på en aften hvor lyden ellers var i top, kom drengene virkeligt ud over scenen, og jeg følte mig rigtigt godt underhold. Især bassist Jonas Møller var en oplevelse, der på trods af at han var blevet klippet siden sidst jeg så ham, hvilket faktisk bare fik ham til at se endnu mere psykotisk ud. Jeg må bare i mit stille sind konstatere at death metal bassister bare er sejere end alle os andre metal musikere, BASTA! Forsanger Søren Christensen var også i topform, og en mand der ligner noget taget ud fra en god M. Night Shyamalan film, når han står på scenen, må man sgu bare tage hatten af for. Jeg kan varmt anbefale dig at tage ind og se de drenge her, hvis du er til fee døø, for det er sgu kort og godt hvad det er. Jeg har været lidt i syv sind mht. karakteren på denne koncert, for da jeg stod der følte jeg helt klart det var en 5-tal, men det fik Entombed ødelagt senere - det kommer der mere om længere nede. Så efter at være gået i tænkeboks med et shot Jägermeister og en stor fad, endte jeg på 4 med en stor pil op. HORNED ALMIGHTY ”Er i klar til en gang satanisk bøllerock?” spurgte forsanger Simon fra scenen efter Horned Almightys første nummer. Det var folk tilsyneladende, og så alligevel ikke helt. Gruppen, som i år var blevet hevet ind på et afbud fra Koldborn, virkede ellers klar på trods af det korte varsel, og de leverede en ganske hæderlig præstation. Nu har black metal aldrig være min helt stærke side, men jeg må sgu indrømme, at de her gutter altså kan et eller andet. Det trucker og rocker derudaf i et adstadigt tempo, så alle kan følge med. Fremmødet var da også begyndt at ligne noget nu, og folk var tændte i starten af koncerten, men energien fald desværre støt og roligt gennem hele koncerten. Horned Almighty skal dog have ros for en fin indsats, og en dag hvor de står på scenen som hovednavnet, vil salen helt sikkert gynge langt mere, end det var tilfældet her. CROCELL Tung-døderne fra Crocell var også kommet med på et afbud fra Burning Skies - et bytte jeg personligt har det helt fint med, da Burning Skies aldrig har været min kop te, hvor Crocells vægtige dødsmetal derimod falder langt mere i min smag. Hvem synes ikke, det er fedt at stå, og se et band, og lade tankene flyde i retning af Bolt Thrower og Obituary tilsat en smule thrash? Det synes jeg i hvert fald er fedt. Hvis man derimod kigge på publikum, så var jeg åbenbart en af de få, der var af den opfattelse, for der stod blot 3 gutter og svingede garn, mens Crocell spillede. Om det er fordi bandet har spillet meget i Århus, eller om det er fordi folk bare ikke er til den slags død, skal jeg ikke kunne sige. Bandets præstation derimod kunne der ikke pilles ved, de for de spillede lige så stramt som en katolsk kordrengs røvhul, og med Pastor Magnus Jørgensen på talerstolen kan det sgu ikke gå helt galt - hvilket det da bestemt heller ikke gjorde. På trods af publikums manglende entusiasme, så savnede bandet ikke entusiasme og spilleglæde. Men et band der har Danmarks flotteste trommeslger, kan man jo heller ikke andet en elske, selvom der dog igen var knas med lyden, for tammerne var fuldstændig væk i lydbilledet, og det lød sgu lidt sært, når der blev spillet en rundgang, og det eneste man hørte var stilhed. Det var faktisk et gennemgående problem hele aftenen, men jeg bed blot først for alvor mærke i det under Crocell. ENTOMBED Klokken slog otte slag, og vi var nået til det, der skulle vise sig at være aftenens absolutte højdepunkt: Kongerne af death 'n' roll, Entoooooooombed!!! De her er sgu nogle gutter, man bare ikke kan andet end have respekt for. Frontmand LG Petrov var troppet op allerede torsdag for at drikke bajere og høre hegn - hvor cool er det ikke lige? Den mand er sgu indbegrebet af metalhead, der nægter at se i øjnene, at tindingerne er ved at vokse om i nakken på ham, og stadig beholder det lange garn, og i det hele taget bare er kold i røven. Dette opsummerer faktisk ret godt Entombeds koncert. De gik på scenen, og fra første sekund viste de hvem kongerne af Århus var. Publikum gyngede, og der dannede sig en skov af langt hår, opstrakte arme, skrig og skrål. Sjældent har jeg set Århus gynge så lystigt derudaf. Numre som ”Left Hand Path” og min personlige yndling, ”Chief Rebel Angel”, gik rent hjem. Jeg stod og havde en samtale med en kollega fra Gaffa, og vi stod begge med samme hovedpine, for koncerten lignede i lang tid en sikker topkarakter. Guitaristen sprang dog en streng i et af de sidste numre, og de par minutter der gik fra han fik sat en ny streng på, til de begyndte at spille igen, var det som om noget af magien forsvandt, hvilket var forbandet ærgerlig, og publikum mistede også pusten lidt efter det lille uheld. Det gjorde så bare, at overvejelserne omkring karaktergivningen blev lidt lettere. Desværre for Die, så røg Entombed fra en 6'er til et 5-tal, og eftersom svenskerne som nævnt stod for aftenens største oplevelse, må karaktererne også være derefter. SODOM Aftenens sidste band på scenen var de tyske thrash-legender fra Sodom med metalkoryfæet Onkel Tom Angelripper i front. Publikum svigtede desværre de gæve tyskere totalt. Jeg ved ikke om det er fordi oldschool thrash bare ikke virker på folk længere, eller om 3 dages druk og hegn bare havde gjort kål på hovedparten af de århusianske metalhoveder. Fremmødet var i hvert fald under al kritik, og folk burde skamme sig over at gå glip af et band som Sodom. Men nok om det, for gruppen ydede en ganske fin indsats, og Tom Angelrippers vokal kan stadig få hårene på min røvballer til at rejse sig. Han har den måske fedeste vokal thrashgenren kan mønstre, men desværre endte det hele bare med at gå lidt på autopilot, på trods af en ellers god attitude på scenen. Skide ærgerligt, men det må sgu også være underligt for et band, der er vant til at spille for fulde huse i hjemlandet, for så at stå foran et par sløje danskere med lunkne fadøl. Jeg nød dog koncerten ganske godt, men det blev aldrig det brag jeg havde håbet på. Jeg må sgu nappe den på en tysk festival i stedet. ANNONCE