01. Dilemma
02. A Familiar Word
03. Soul Alone
04. Isolated
05. Pros and Cons
06. Strategy
07. Wave
08. Presure Wave
09. From Nothing
10. Relief
11. You
12. Trust
13. Perception
|
|
SCAMP
Mirror Faced Mentality
(Scarlet Records/Target)
Af Sebastian Friis Sharif |
|
  |
Man skal aldrig sælge skindet, før bjørnen er skudt, lyder et gammelt ordsprog. Det lærte jeg for alvor ved anmeldelsen af Scamps første udspil, ”Mirror Faced Mentality.” Albummet bliver udgivet gennem Scarlet Records, som også huser landsfællerne, hardcorerødderne i Straight To Your Face. Min egentlige erfaring med Scamp var beskeden. Jeg havde ganske vist læst om dem, og hørt et par demonumre, men jeg var ikke gået i dybden med deres for alvor tekniske metal. Da jeg først lagde ører til Scamp sprang ordet ”Meshuggah” op i hovedet på mig. Den samme hidsige, råbe-vokal som Jens Kidman også disker op med, og de identiske teknisk-skæve riffs, der går op og ned som en karrusel - den slags karruseller, der får dig til at vende dig på vrangen og kaste alt, hvad der ligger og skvulper rundt i maven overbord, men også den slags karruseller hvor du bagefter udbryder ”fedt, den skal jeg prøve igen!” Og det lyder vel alt sammen positivt, men mit umiddelbare indtryk var (nota bene: var) at det nemt kunne gå hen og blive en Meshuggah-klon. Og et helt album med det? Der skulle noget mere til at imponere undertegnede - et friskt pust af originalitet.
Det viste der sig imidlertid at være. For Scamp har meget mere at byde på. For eksempel i nummeret ”Relief”, hvor der lige pludselig sniger sig en passage med clean sang ind og et riff, som angiveligt lyder som noget, der kunne være på A Perfect Circle's geniale skive, ”Mer de Noms”. I det hele optræder disse slags riffs tit på ”Mirror Faced Mentality”, og et nærmere kig på bandets MySpace, afslører da også, at førnævnte band er blandt inspirationskilderne. Eksperimentering var da også Meshuggahs varetegn, da de i 1995 udgav deres klassiker ”Destroy Erase Improve”, og de bliver af mange i dag stadig betragtet som et meget avantgardistisk band i deres udtryk. Den samme røde tråd følger Scamp, men som sagt med deres helt egne, unikke tilføjelser. Mere af det! For på vejen til originalitet (og genialitet?) er et af nøgleordene massere af variation og eksperimentering. At blande helt uhørte elementer ind i metal kan sagtens være med til at bane vejen for helt nye øre derude, for kopivarer er der nok af. En ting de nemlig skal passe på, er at sangene ikke bliver identitetsløse eller anonyme ved at bruge de samme musikalske værktøjer hele tiden; f.eks. kan råbe-vokalen ind imellem godt blive lidt anstrengende at skulle høre på i samtlige numre. Det må være undertegnedes råd til Scamp-gutterne. Og de er da også godt på vej. Deres meget gennemskærende, næsten atmosfærisk riffs og forsanger, Mikael der spiller på noget så specielt som en didgeridoo, syntes jeg er et rigtig fedt indslag. Bliv ved med det, drenge.
Og man skal da også være godt nævenyttig, for ikke at opdage, at energi i hvert fald ikke er en mangelvare hos Scamp. Deres sange fungerer som en stor thrash-maskine, der tromler alt på vejen ned, godt båret på vej af tonstunge staccato riffs og nervepirrende tight trommespil. Blandt albummets 13 skæringer, er der bl.a. guldklumperne ”Soul Alone”, som har en af skivens absolut største hooklines i form af dets omkvæd (bare ærgerligt man ikke kan tyde, hvad der bliver sunget), ”Isolated” der også blander det stemningsfulde og de mere groovy, melodeath-agtige passager med et catchy omkvæd, og ikke mindst ”Strategy”, hvor de på perfekt vis inkorporerer tonsende thrash riffs med clean vocal, og får didgeridoo'en til for alvor at træde i karaktér. Også introen til ”A Familiar Word” placerer virkelig en fed, sonisk næve i solar plexus, og sangen ”Wave”, en lille beskeden, men stemningsfuld intermezzo, står frem som en slags ”the beauty” og et lille pusterum contra den efterfølgende ”Pressure Wave”, som må siges at være en af CD'ens absolut hårdeste ”beasts”. Førnævnte ”Relief” og ”From Nothing” hører også til blandt tinderne på en bjergkæde af gode numre. I det hele taget er det svært at sætte fingeren på et decideret kedeligt nummer som metalfan. Der er godt spark i alle numre, og rigeligt med 'headbanging' momenter. Men én ting er sikkert med ”Mirror Faced Mentality” - du kommer ikke ud af maskinen intakt. Du bliver musikalsk udfordret gennem hele skivens spilletid, og det kræver selvfølgelig også en del gennemlytninger, for at man for alvor kommer ind i Scamps univers.
Produktionen er skarp, og alle instrumenter kommer til kende. Der er ikke et instrument, der overdøver et andet eller noget i den dur, og særligt dobbeltpedalerne har en god klang og er dejligt udstående, hvilket tilføjer god brutalitet til musikken. Dog er jeg personligt ikke for vild med lilletrommelyden. For mig vækker den kuldegysende minder om en vis Lars Ulrichs berygtede snare på 2003-udgivelsen, ”St. Anger”. Den er ligesom til tider en tand for rungende, og skærer en lille rift i et ellers ganske godt lydbillede.
Alt i alt har Scamp ellers et lækkert, detaljeret udtryk, som sagtens kan finpoleres endnu mere og tilføjes endnu flere elementer. At dømme efter tidligere præstationer, er det en opadgående kurve. Så mit budskab er simpelt: Giv denne kødædende plante frugtbar jord at gro i, så har vi et dansk band, der på flot vis udstråler international klasse.
|
|
