01. Red
02. Go Back
03. Smackzone
04. Somewhere
05. So Be It
06. Dead in the Head
07. The Glory of You and Me
08. Dead, Gone, Erased
09. Charlie
10. Our Curse
|
|
Smaxone
The Red Album
(RoastingHouse Records)
Af Martin Nørlev Nyberg |
|
  |
Debutalbummet ”Regression” var fortrøstningsfuldt for de mennesker, som savner at høre Michael Bøgballes (ex-Mnemic) fantastiske vokal. Om end det var i en meget alternativ og ultra-melodiøs kontekst, var deres første udspil velkomponeret, spækfyldt med lækre pop-melodier og masser af metal.
”The Red Album” er en lidt anden historie. Der er skåret ned for metallen, og der præsenteres flere afdæmpede, melodiske passager denne gang end tidligere. Samtidig er der skruet ned for Michael Bøgballes tilstedeværelse på skiven. Faktisk så meget, at han stort set kun er med, når han selv har været med til at skrive lyrik. Der er en massiv tilstedeværelse af Claus Lillelunds (ex-Elopa) fascinerende og gåsehudskreerende vokal, men forcen ved de to modsætningsprægede forsangere er gået total fløjten.
Der er dog ingen tvivl om, at Smaxone består af dygtige musikere med sans for at komponere gode melodier. Albummet er meget pop-inspireret, og fyldt til randen med synths og keyboard. Sidstnævnte kreerer et dejlig stemningsfyldt univers i musikken, og mange af kompositionerne og arrangementerne er ret alternativt sat op, men ikke desto mindre virker det intuitivt og gennemtænkt.
Man må sige, at Smaxone er alternative, for nummeret ”Dead In The Head” har den mærkeligste intro inden for metal. Her bryder Claus Lillelund ud i et symfonisk á capella-arrangement af boy-bandlignende vokal. Introen kunne sagtens have været skåret væk, uden det ville gøre anden forskel end at man slap for at høre på det, for det er simpelthen for klamt og corny.
Casper Skafte (ex-Elopa) på guitar og Thomas Koefoed (Mnemic) på bas leverer sprøde riffs, så snart de træder frem, og melodierne er hele vejen igennem, både på vokal, synth og keyboard, gennemførte og catchy. Desværre er der så mange melodier, at ingen af dem får lov til at hænge ved. I stedet for at fokusere på et par enkelte virkelig lækre og genkendelige melodier, er der lagt fokus på at få så mange gode melodier med som muligt.
Jeg frygter desværre en udvikling hos Smaxone, som resulterer i, at det tredje album bliver uden Michael Bøgballe, med mere keyboard-dominans og en placering i den ekstremt alternative hard-rock-genre.
|
|
