01. Necrotic Flesh Cravings
02. From Hate Incarnated
03. Hogtied and Waiting
04. Prime Murder Suspect
05. Choked in Soil
06. Malignant Intentions
07. Autophagist
08. Weapons
09. Amon Corpses
10. Necrophilistic Art
11. Concluding Carnage
|
|
SPECTRAL MORTUARY
From Hate Incarnated
(Mighty Music/Target)
Af Lasse Meldgaard |
|
  |
I løbet af sommeren 2006 fik Spectral Mortuary gennem forhandlinger med Mighty Music langt om længe en signing. Det resulterede i, at de i oktober 2006 kunne melde, at de skulle indspille en fuldlængde i Berno Studios i Malmö, Sverige, med den talentfulde Berno Paulsson, og at denne fuldlængde ville være klar i starten af 2007. Og det var den så. ”From Hate Incarnated” - Helvede er løs.
Generelt kan man sige om albumet ”From Hate Incarnated”, at der er masser at komme efter og at deres nye, opdaterede versioner af gamle sange helt klart virker som de skal. Albumet kommer hurtigt (efter 2 eller 3 gennemlytninger) til at fremstå som ret alsidigt, idet at man både når at tænke på Deeds of Flesh, Kreator, Suffocation og Slayer under en gennemlytning. Lyden på albumet er super fed; alt kommer til sin ret og man sidder ikke og leder efter hverken guitar, bas, trommer eller vokal. Der er en god klarhed i lydbilledet, uden at det overhovedet bliver ”pudset og pænt”, som man efterhånden ofte ser det blive. Kort sagt; det er brutalt, råt og stort set lige som det skal være.
Den førnævnte alsidighed giver sig til kende ved, at man eksempelvis i en sang som ”Autophagist” finder årtiets tungeste breakdown, der, krydret med hr. Jørgensens voldsomme vokal, fungerer virkelig godt. En sang som ”Weapons” sender tankerne i Slayers retning, hvorimod den generelle stemning i en sang som ”Necrophilistic Art” vækker minder i form af Deeds of Flesh' album ”Path of the Weakening”. Den afsluttende instrumentale ”Concluding Carnage” kunne groft sagt være navnet på en bastard-søn af Pat O'Brien (Cannibal Corpse) og Jeff Hanneman (Slayer). Sangene har generelt et godt drive, hvilket åbningssangen ”Necrotic Flesh Cravings” er et rigtig godt eksempel på. Helheden er, trods alsidigheden, rigtig godt bibeholdt, og albumet har i sin helhed en rigtig god balance, hvilket jeg tror at re-kompositionen af de gamle sange har været med til at hjælpe på.
I henhold til guitar-soloerne, føler man sig nødsaget til at bruge en vending som ”kaos under kontrol”. Hvis en sådan ting overhovedet eksisterer, så er det uden tvivl Kristoffer Rigbolt, der har denne 'kontrol'. Vokalen er aggressiv, og Morten Jørgensen leverer et alle tiders stykke arbejde, og han formår til tider at ramme det helt unikke niveau, der ligger mellem dybt growl og de højt-pitchede skrig. Et niveau, der får det til at lyde som om, at manden bag virkelig mener det. Siersbæks arbejde bag kedlerne er som det plejer; aggressivt, hurtigt, tight og selvfølgelig imponerende. Rune er en dygtig bassist, og det får man at mærke på det her album, og det er en fornøjelse, at bassen er så audibel, som den nu engang er. I henhold til guitar-delen er der ikke så meget at sige. De forskellige riffs, hvad enten de er tunge, rytmiske eller hurtige er leveret som de skal være. Kort sagt; de to skovhuggere, Jesper og Kristoffer, har styr på sine økser.
Afsluttende er det nok alligevel vigtigt at påpege, at der er enkelte småting ved albummet, der kan være med til at trække lidt ned. For det første skal man ikke have hørt bandets gamle udgivelser for meget, da rekompositionerne på den måde, trods ansigtsløftningen, godt kan gå hen og blive småkedelige efter et stykke tid. Derudover virker alsidigheden sikkert ikke ligeså tiltalende for alle, men jeg skulle mene, at hvis man er til ét eller flere af de nævnte bands til sammenligning, så skulle der være en god chance for, at albumet fænger.
Men alt i alt er der masser at komme efter. Hurtig riffing a la Kreator og Slayer i slutningen af firserne, og tunge passager, som kan få selv Suffocation og Cannibal Corpse til at ligne en børnefødselsdag. Altså, hvis metal kan være så tungt, at det er overvægtigt, så er det her ren Meat Loaf. Og sidst, men ikke mindst, bliver der også budt på en generel ondskabsfuld stemning, som det hidtil kun har været Deeds of Flesh, der kunne bikse sammen. Alt i alt er det en fremragende debut, og der er masser at komme efter på denne skive.
|
|
