REPORTAGE: SPOT FESTIVAL 2009 Før denne omgang af SPOT Festival løb af stablen, hookede undertegnede med redaktør up I Skejby for at fortælle røverhistorier og varme op til aftenens program, der desværre måtte se sig slået gevaldigt af en yderst mærkelig og langsom billetkø, der fuldstændig spolerede vores ellers nøje tilrettelagte plan, og resulterede i at vi beklageligvis missede et par bands. CROCELL Her på redaktionen har vi bestemt ikke lagt skjul på vores begejstring for århusianske Crocell, så det kom egentlig ikke som den store overraskelse, at kvintetten var blandt Metal Royales udvalgte, til at repræsentere den danske metalscene ved dette års SPOT Festival. Kl. præcis 17 indtog bandet scenen i Filuren - én af salene i Musikhuset - og med en veloplagt Magnus Jørgensen i front, blev vi hevet med rundt i et udpluk af deres absolut bedste materiale, herunder de mesterlige ”Behind the Veil”, ”Winter is Coming” og ”Death Kneel”, der rundede sættet fint af. Desværre blev hele koncerten skæmmet af et lydniveau, der var alt for lavt. Hvis man kan stå og føre en samtale med sidemanden, uden at hæve stemmen nævneværdigt, er der ganske enkelt ikke smæk nok på, og det betyder altså noget - ikke mindst når vi bevæger os ind på death/thrash genren. Det var kun stortrommen, der formåede at give det behørige spark i mellemgulvet, mens især guitarerne manglede pondus, hvilket blev særlig tydeligt, når disse skulle arbejde på egen hånd. Sammenlagt leverede Crocell varen klædeligt, men for den garvede koncertgænger virkede deres optræden en smule hæmmet af forholdene, og det kom desværre aldrig rigtigt op på det stadie, som bandet ellers plejer at operere på. Ærgerligt. Af Martin Lyager Nielsen AS WE FIGHT Første band på plakaten for mig var As We Fight, der netop har holdt releaseparty for deres nye album ”Meet Your Maker”, der udkom i mandags. Aftenens set bestod derfor også næsten kun af numre herfra samt et par enkelte ældre skæringer. At bandet har skiftet ud i medlemmerne siden sidst jeg så dem fungerede perfekt, da den nye line-up virker mere sultne og ivrige efter at give publikum en oplevelse. Således spurtede de to forsangere Jesper og ”Esse” forvildede rundt i deres spektakulære zombie corpsepaint, imens de opildnede alle på Filuren til at give den et ekstra hak opad denne aften. Dog var det svært at hengive sig fuldt ud til musikken, da settet ikke indeholdt numre man kendte i forvejen, og dette var vel egentlig både fordelen og ulempen ved As We Fights show. Drengene fik i hvert fald bevist igen, igen, at de spiller metalcore af den hårde skuffe uden så meget pis, og nu med endnu flere halsbrækkende passager. Udover dette skadede det heller ikke begivenheden, at man valgte at hente den tidligere forsanger Laurits Medom ind på scenen til det sidste nummer - et dejligt gensyn med en fed vokal. Så absolut en godkendt koncert. Af Nick Vinther Demant EXMORTEM Jeg var så heldig at opleve Exmortem for et par måneder siden, hvor de modtog 5 af 6 horn i anmeldelsen, så forventningerne var skruet i vejret efter noget dødsmetal! Men i modsætning til sidste koncert var der ikke meget at komme efter i denne ombæring. Lydniveauet var for det første voldsomt lavt, og man kunne føre en normal samtale under showet - ikke acceptabelt. Derudover var trommerne stort set altdominerende fra start til slut, mens guitarerne ikke var til at høre i lydbilledet. Det hjalp dog heller ikke på deres optræden at der blev brugt 5-7 minutter på gregoriansk klostermusik som intro, når bandet stod klar til at spille længe inden. Man kan selvfølge stadig sagtens nyde Exmortems numre, når de først går i gang, og skæringer som ”Slow Death Regimes” og ”Anger Trumpet Blow” stod efterfølgende særligt stærke tilbage i erindringen. Men samlet set blev forventningerne erstattet af skuffelse, og den metalliske del af fredagens SPOT festival overstået med blandede følelser. Det sluttede temmelig middelmådigt med et show der lod meget tilbage at ønske fra et band med et så stærkt bagkatalog i bagagen. Af Nick Vinther Demant SCAMP Dette århusianske band har længe gået for at være ét af landet mest teknisk begavede, og efter deres magtdemonstration på Voxhalls scene, er det da også svært at være uenig i det postulat. Det der dog gør Scamp rigtig interessante, er evnen til at forene de instrumentale færdigheder med en umiddelbarhed i kompositionerne, der gør at musikken fænger prompte. De knivskarpe riff blev leveret med en kirurgs præcision, mens rytmesektionen sørgede for at tilhørerne ikke fik bare ét sekund til at døse hen, selvom tømmermændene fra gårsdagens strabadser måske stadig spøgede. Det var metal når det allermest tungt og medrivende. Det australske trutterør, didigeridoo'en, har trange kår som metalmusikerens foretrukne instrument, men Scamps forsanger Mikael Rise hører altså til de meget få, der har taget det til sig, og som samtidig formår at få det indarbejdet i kompositionerne - og det fungerer altså rigtig godt, skulle jeg hilse og sige. Især hans ”solo”, hvor trommerne blev nærmest drum 'n' bass-agtige, hev stikket hjem for undertegnede. Af Martin Lyager Nielsen KELLERMENSCH Inden Kellermensch gik på, havde jeg på forhånd ingen forventninger, udover at dette blot skulle overstås, så min videre færden rundt om til SPOT kunne fortsætte. Men hold da kæft hvor skulle jeg blive klogere, for nu - dagen efter - sidder jeg stadig med en klump i halsen og halvfed på over den koncert de leverede. Jeg havde anbragt mig i baren, da det ikke var til at klemme sig ind på gulvet - Voxhall var proppet til brækpunktet og med god grund. Tænk dystre mareridt der river og flår i dig for at du skal vågne, alt imens drømmenes univers borer sig dybere og dybere ind i din underbevidsthed. Tænk kompositorisk geniale Tool krydsende klinger med The Psyke Projects skævvredne riffs. Bland det med febrilske Neurosis og tilsæt stemningen fra Depeche Modes drømmeskiver ”Violator” og ”Music for the Masses” og sidst men ikke mindst tilsættes et dybt psykotisk tekstunivers a la Nick Cave. Dette gik lige i hjertet på undertegnede, der paralyseret måtte samle sin kæbe op fra gulvet efter små 45 minutters intensiv musikterapi fra esbjergenserne. Ramt af originalitet og passion for musikken kunne jeg ikke andet end at bukke og neje over at have fået denne oplevelse, der uden tvivl står som årets stærkeste koncert i hukommelsen. Måske fordi. forventningerne inden var ikke-eksisterende eller måske fordi Kellermensch vitterligt har det største potentiale jeg længe har hørt på dansk jord. Det er intensitet og det er musik med nerve, der kommer til sin fulde ret i et desperat musikalsk udtryk, der viser hvor storladen og sårbar musik kan udføres, opfattes eller forstås. Jeg ser ingen anden udvej end for første gang endelig at få lov at smide en topkarakter for en dybt bevægende koncert, der ramte et eller andet helt specielt i mig. Potentialet kan føre hvorhen Kellermensch skulle ønske at tage det, og for alle musikelskeres skyld håber jeg så sandelig også dette sker. Indtil da vil jeg krybe tilbage i mit eget kellermensch indtil min musikalske rus har lagt sig, og jeg kan fungere normalt igen. Af Nick Vinther Demant ANNONCE