01. Handgrenade Blues
02. Gotta Get It
03. If You Wanna Rock
04. Lets Roll
05. Borderline
06. Join in and Loose It
07. By Gold
08. Shame Baby
09. Hell Motel
10. Dog Town
11. Scorched
|
|
SUPERCHARGER
Handgrenade Blues
(VME)
Af Maria Prohazka Olsen |
|
  |
Hvis jeg skal prøve at komme genren nærmere, så forestil dig D.A.D. blandet med AC/DC og et skvæt Volbeat som så spiller Chuck Berry-rock (manden med Johnny B. Good). Og jeg må indrømme, at jeg faktisk vældig godt kan lide Mikkel Neperus' rå og maskuline vokal. Han er stærkt overbevisende, og bærer klart bandet frem med sin sang, råb, skrig og metal-core-brøl. Jeg tror, den mand har fundet stor inspiration i Bonn Scotts magiske vokal fra AC/DCs unge dage.
Lydmæssigt er ”Handgranade Blues” virkelig godt håndværk. Men albummet er også optaget hos Tue Madsen i Antfarm Studierne, og det er Madsen selv, der har drejet på knapperne. Så vi er i selskab med de tunge drenge her. Der er masser af tyngde i guitarerne og bassen. Klaver, mundharpe og vokal går klart ind. Trommerne er tørre, til tider dog lidt fesne i lyden. Men det tror jeg faktisk er meningen, for det virker ret autentisk på sin vis. Så alt i alt er det lækkert at lytte til, og lyden er meget meget helstøbt.
”Bebobalulla baby hear what I say
All the other bitches means shit anyway
Gonna treat you real good for the rest of my days
if you just let me in again”
Ja, rent tekstmæssigt er der ikke meget at komme efter. Og kigger vi på det melodiske materiale, ligner de forskellige sange meget hinanden. Og her kommer min anden anke så. Jeg synes nemlig, det er synd, at man egentlig ikke kan sætte fingeren på, hvilke skæringer på skiven, der er stærke, og hvilke der er svage. For numrene skiller sig ikke rigtig ud fra hinanden. Melodilinjerne minder om hinanden, og det samme gør de mange riffs.
Generelt kan jeg godt lide det guitarlir, vi får kastet i hovedet fra Thomas Strømvig Pedersen og Thomas Buchwald, selvom det ikke altid leveres med helt tight feeling. Men det er vist stilen, hvis man skal ligne og spille som en vaskeægte hillbilly. Til gengæld mener jeg ikke, det er i stilen, når tamburinen er ude af sync, og det er den altså på nogle af formdelene i de forskellige tracks. Det er synd, efter min mening.
Der er et sjovt lille gimmick ved syvende track, “By Gold”. Noget af teksten er på sin vis lavet over det gamle Bill Hayley and the Comets nummer, ”Rock around the Clock”. Og generelt er der mange referencer på Superchargers skive. Skæring nummer ni, ”Hell Motel”, låner f.eks. også harmoniske progressioner fra D.A.D.'s gamle hit ”Sleeping My Day Away”. Ligesom track ti, ”Dog Town”, lyder som noget fra Ike og Tina Turners dage, hvor der blev sunget om ”Nutbush City Limets”. Om det er tilsigtet eller ej, er ikke til at sige, men i al fald gør det, at man hele tiden sidder og tænker, at man har hørt sangene før. Det musikalske materiale bygger simpelthen så voldsomt på brugte fraser og klicheer fra rock 'n' roll-historien.
Overordnet set er ”Handgranade Blues” et rigtig godt debutalbum med masser af energi, fede riffs og feel-good stemning. Er du til rock 'n' roll, så er du gået helt rigtigt i byen her. Det bliver aldrig for redneck-agtigt, og jeg må indrømme, at jeg sidder her med et lille smil om munden selv. For selvom jeg faktisk ikke bryder mig synderligt om denne genre, så gør det de altså overbevisende i Superchargers.
|
|
